Corona-vinterpakke til alle faggrupper i sundhedsvæsnet

Regeringen og flere partier har afsat en milliard kroner til at hjælpe sundhedsvæsnet hen over vinteren. Formand Martina Jürs er glad for håndsrækningen og vil inddrage dbio’s tillidsrepræsentanter i forhandlingerne.

Corona
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, politisk konsulent
Coronavinterpakke

Politikerne understregede på skift, at pengene i corona-vinterpakken er til alle faggrupper i sundhedsvæsnet, da de søndag aften præsenterede en del af finansloven, hvori der afsættes en millard kroner til sundhedsvæsnet i 2022. Foto: Phillip Davali/Ritzau Scanpix.

”Vinterpakken blev, ligesom vi havde håbet. Pengene er til alle faggrupper, udenfor reguleringsordningen og uden for mange bindinger fra Christiansborg. Vi skal nu forhandle med regionerne om, hvor der er mest brug for pengene. Vi vil nu inddrage vores tillidsrepræsentanter for at blive helt klare på, hvor skoen trykker mest. På den måde bliver vi alle rustet bedst muligt til forhandlingerne,” siger Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere.  

En milliard til sundhedsvæsnet

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne er enige om en corona-vinterpakke på en milliard kroner til sygehusvæsenet hen over vinteren.

Regionerne aftaler med alle de relevante organisationer, hvordan pengene skal bruges. De ekstra penge kan tilgodese alle personalegrupper i sygehusvæsenet. dbio’s regionsformænd vil i den kommende tid forhandle med regionerne.

Corona-vinterpakken er en del af finansloven for 2022 og gives om som midlertidige tillæg, men holdes udenfor reguleringsordningen, hvilket har været afgørende for fagforeningerne, da de ekstra penge ellers kunne blive udhulet indefra.

Opgør med tjenestemandsreformen mangler fortsat

Pakken er en hjælp til sundhedsvæsnet i en presset tid og kan hjælpe til mere aktivitet og fastholde sundhedspersonale, men det løser fortsat ikke lønefterslæbet, understreger Martina Jürs:

”Politikerne mangler fortsat at se på, hvordan vi kan fastholde og rekruttere mere personale til sundhedsvæsnet, som er presset, og hvor lønnen er sakket bagud. Lønstrukturkomitéen er nedsat, og når anbefalingerne kommer, skal de nok have flere penge op af lommen.”

Ingen modregning for pensionister

Hvis man som pensionist tager ekstra vagter eller timer for at hjælpe med covid-19-indsatsen, så modregnes man ikke i folke- eller førtidspension i 2022. Medarbejdere, der er gået på pension, kan altså tage vagter for at hjælpe til, uden at blive modregnet.

Regeringen og en række af Folketingets partier indgik i februar 2021 en aftale om ingen modregning i pension for ekstraindtægter i relation til covid-19. Aftaleparterne er enige om at forlænge den eksisterende ordning t.o.m. 2022.

...

 

Særligt benyttede sider på dbio.dk