Bioanalytikers blodprøver gavner pengepung og patienter

På rehabiliteringscenteret Lysningen tager bioanalytiker Dorte Jensen blodprøver på stedet. Det sparer kommune og region penge. Måske bliver besparelsen fremover i én pengekasse frem for to med den bebudede fusion mellem KL og Danske Regioner.

Nyhed

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

Dorte elevator_20141104-3065_web
Bioanalytiker Dorte Jensen fra rehabiliteringscenteret Lysningen i Odense er en af kun fire kommunalt ansatte bioanalytikere, ifølge dbio’s oplysninger. Foto: Johnny Wichmann.

Blodprøver er en af bioanalytiker Dorte Jensens faste formiddagsrutiner på rehabiliteringscenteret Lysningen i Odense. Hun tager mellem 1 og 15 om dagen på sin firedages arbejdsuge – i gennemsnit cirka 100 prøver om måneden.

Og det er noget, som kan mærkes på økonomien i kommunen og regionen. De sparer mindst 50.000 kroner om måneden i transportudgifter ved, at patienterne ikke skal af sted til egen læge eller sygehus for at få taget blodprøver (se faktaboks vedr. beregninger).

For patienterne er det også en kæmpe fordel i forhold til deres ofte svage helbred.

”Det betyder utroligt meget. Du drømmer ikke om, hvor opslidende det er for patienterne – og for personalet – at få dem op, gøre dem klar og færdige 1 time før afhentning. Og patienterne er FULDSTÆNDIG udkørte, når de kommer tilbage efter 3-8 timer, så de bruger en masse tid på at komme sig bagefter. Jeg mener bestemt, at der er et behov for bioanalytikere til at tage blodprøver og andet, for det fremmer da helbredelsen, jo færre gange en patient skal ud at køre,” siger 62-årige Dorte Jensen.

Fusion måske i farvandet

Besparelsen er enten hos kommune eller region, afhængig af om patienten i stedet køres til læge eller sygehus for at få taget blodprøver. Men fremover kan det måske være i samme pengekasse, hvis Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner fusionerer.

De to parter begrunder en mulig fusion med, at de vil …” sikre det decentrale Danmark en endnu stærkere stemme.” Men der nævnes også et mere sammenhængende sundhedsvæsen og styrket samarbejde mellem kommunerne og regionernes opgaver.

Forslaget om at undersøge mulighederne for en fusion forelægges bestyrelserne i Danske Regioner og KL i december. En eventuel fusion kan dog først gennemføres endeligt i 2018.

Fire kommunale bioanalytikere

På Lysningen er Dorte Jensen som kommunal bioanalytiker en sjælden af slagsen. dbio har foreløbig kun kendskab til fire bioanalytikere, som er kommunalt ansatte.

Derfor satser Danske Bioanalytikere på at sparke dørene ind til Kommunernes Landsforening, fordi foreningen synes, at det giver god mening at have bioanalytikere ansat i kommunerne – lige som i tilfældet med Dorte Jensen.

Især når kommunerne for alvor skal til at løfte deres forpligtelser med hensyn til forebyggelse, primær sundhedspleje og rehabilitering, som formand Bert Asbild skriver i lederen i Fagbladet nr. 12, der er på trapperne.

Her kan du også læse meget mere om Dorte Jensens arbejde på Lysningen og blandt andet komme med på hendes blodprøvetagnings-runde og til fællessang med patienterne.

​Mindst 50.000 KR. i transportbesparelser om måneden.

En cirkaberegning, formodentlig er beløbet større. Er baseret på, hvad det ville koste, hvis patienterne skulle transporteres til egen læge/sygehus for at få taget blodprøver.

Transporttid er estimeret til 1 time i alt (til/fra sygehus), mange læger bor længere væk fra Lysningen. Baseret på gennemsnitligt 100 prøver pr. måned.

Minuttakst for transport er kendt. Besparelser kan være hos både kommune og region afhængig af, hvor turen går til. Dorte Jensens løn (fleksjob) er ikke fratrukket.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk