Høringssvar vedr. udkast til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

Danske Bioanalytikere takker for muligheden for at kommentere udkast til lovforslaget. Vi forholder os udelukkende til den del af lovforslaget, som vedrører rammerne for en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen ved indførelse af bemyndigelses-hjemmel for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte forpligtende kvalitetskrav og -anbefalinger til kommunale sundhedsydelser samt regionernes rådgivningsforpligtelse.

Høringssvar og breve

Hovedbudskaber

  • Danske Bioanalytikere er positive overfor forslaget om at indenrigs- og sundhedsministeriet kan fastsætte forpligtende kvalitetskrav til kommunale sundhedsydelser.
  • Der er i dag stor geografisk variation i, hvordan kommunerne kvalitetssikrer laboratorieprøver foretaget i kommunerne. Over halvdelen af landets kommuner har ikke indgået en aftale om kvalitetssikring på trods af at det er anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen. Det resulterer i at der på tværs af Danmark er uensartet kvalitet i prøvetagning og analysesvar, hvilket øger risikoen for fejlbehandling. Danske Bioanalytikere ser derfor behov for, at det bliver muligt at fastsætte forpligtende kvalitetskrav til kommunale sundhedsydelser.

Danske Bioanalytikere bakker op om lovforslaget om at indenrigs- og sundhedsministeriet kan fastsætte forpligtigende kvalitetskrav til kommunale sundhedsydelser samt regionernes rådgivningsforpligtelse.
I dag eksisterer der en stor variation i kvalitetssikringsordningerne af diagnostikken i de kommunale akutfunktioner. Det er dokumenteret i en rapport af MedCom fra 2021, at der blandt de adspurgt 79 kommuner kun var 30 %, der havde indgået en aftale om en kvalitetssikringsordning på trods af at det er anbefalet fra Sundhedsstyrelsen. Det vidner om, at der er behov for at sikre kvaliteten af laboratorieprøver foretaget i kommunerne ved forpligtende kvalitetskrav, sådan at der kommer ensartet kvalitet på tværs af landet og på tværs af sundhedsvæsenets sektorer.

I almen praksis har der i årevis været kvalitetssikring af laboratorieundersøgelser fra klinisk biokemiske sygehusafdelinger af hensyn til at sikre høj og tidssvarende kvalitet. En lignende ordning burde gælde i kommunerne.

Vi uddyber gerne vores høringssvar og supplere med viden om eksisterende ordninger inden for kvalitetssikring af diagnostikken i kommuner.

 

Venlig hilsen

Martina Jürs
Formand, Danske Bioanalytikere

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk