Virkeligheden, som ingen ventede. Situationsrapport fra Klinisk mikrobiologi i Aarhus

Journalist og fotograf var på besøg på KMA i Aarhus d. 30. september 2020.

”Vi er kommet ud i nogle situationer, som vi ikke i vores fjerneste fantasi havde forestillet os.”

Ledende bioanalytiker på Klinisk Mikrobiologi på Aarhus Universitetshospital, Birgitte Tønning, er lige landet i stolen på sit kontor, da hun gør status over tiden, der er gået siden det forår, som de færreste kunne forberede sig på.

”Hvis du havde sagt til mig for trekvart år siden, at vi på et dansk laboratorium ville komme til at opleve, at vi stort set ikke kan købe en eneste pipettespids i hele verden, så ville jeg ikke have troet på det,” siger hun og fortæller, at man heller aldrig havde drømt om, at de på afdelingen ville komme til at lave forsøg med at vaske engangsplastikbakker for at genbruge dem.

”Vi kom heldigvis aldrig i gang med at bruge det, men der var så meget, vi ikke kunne forestille os dengang,” siger Birgitte Tønning.

At afdelingen i dette efterår ville køre 25.000 Covid-19-prøver hver uge, var heller ikke ventet, men nu er det et faktum. I hvert fald indtil tallet (måske) igen stiger.

Rundt om Birgitte Tønning hober papkasserne sig op, og rummet ligner mest af alt en blanding af kontor og lager. Kasserne rummer bl.a. vareprøver på prøvetagningssæt.

”Vi kan ikke få fra den leverandør, vi plejer, så derfor tester vi hele tiden alternativer for at se, om det kan passe til vores udstyr,” forklarer Birgitte Tønning, der understreger, at hun er overrasket, men på ingen måde opgivende i forhold til opgaven med de mange flere prøver.

”Vi skal jo klare det,” fastslår hun.

Nye arbejdstider

Chefkontoret er forandret. Ligesom alt andet i molekylærbiologisk/serologisk afsnit, der normalt er arbejdsplads for 21 bioanalytikere. Siden juni er det strømmet til med nye medarbejdere. 25 nye ansigter er blevet ansat til udelukkende at køre Covid-19-prøver. Mange af dem er nyuddannede, og flere har en anden uddannelsesmæssig baggrund end bioanalytiker.

”Det har da givet en frustration blandt medarbejderne med alle de nye mennesker, der kommer ind og skal læres op,” fortæller afdelingsbioanalytiker Anne Mette Sowinski, der sidder med på det tætpakkede kontor.

Corona fylder. I medarbejdernes bevidsthed, i arbejdsplaner og bogstaveligt talt: På gangene står store kasser med kits og plastikaffald, og medarbejderne kanter sig fra rum til rum forbi palleløftere og  papkasser. I rummet med pladeoprens myldrer det med nye, unge ansigter, der har travlt med at klargøre Covid-19-prøver. Med de mange nye medarbejdere er man også blevet voldsomt presset på pladsen.

Regionen har bevilget en udvidelse af de fysiske rammer, så der kan bygges en midlertidig pavillon på 250 kvadratmeter på græsplænen udenfor, og senere skal der bygges til i mursten i tre etager.

”Vi har ikke været gearet til den her situation – hverken fysisk eller psykisk,” siger Birgitte Tønning med henvisning til, at afdelingens ”gamle” medarbejdere ikke blot har skullet vænne sig til at lære flere op, men også til en pludselig ændring af vagtskemaer. I foråret gik man fra at have arbejdstid mellem kl. 7.30 og 18.00 og altid fri om søndagen til at arbejde aften, nat og weekend.

”Det er en stor omvæltning i folks liv – også fordi vi nok alle sammen har tænkt, at det her går hurtigt over. De nyansatte er gået ind i det med åbne øjne, men det er lidt sværere med dem, der har været her længere tid,” siger Birgitte Tønning, som mener, at de mange prøver af og til også frustrerer medarbejderne, fordi de ikke altid har en sundhedsfaglig årsag.

”Som bioanalytikere er vi jo drevet af at hjælpe syge mennesker, og der er mange af dem, som er blevet podet, der ikke er syge. I de her uger, hvor TestCenter Danmark har omfordelt deres kapacitet, har vi fx fået mange fra samfundssporet over i sundhedssporet, og det er dybt demotiverende at læse som indikation fra lægen, at borgeren skal på krydstogt eller en tur til Madeira, hvis man føler, at man er ved at brække halsen på grund af arbejdsmængden.”

For højt tempo

Sanne Christensen har været ansat på afdelingen i mere end fem år, og hun er en af de bioanalytikere, der har været med til at køre COVID-prøver fra starten. Hun trækker væk fra mylderet af kolleger i laboratoriet og finder et stille sted ved et bord for enden ad gangen. Smilet er til at starte med stærkt, da hun kort og nøgternt indleder med at ridse sin personlige historie op:

Mandag den 16. marts fik medarbejderne på afdelingen at vide, at de skulle have nattevagter ved rådighed/tilkald. Samtidig fik de besked om, at det blev vurderet, at afdelingerne ville løbe tør for værnemidler inden for cirka 14 dage, så derfor var hurtige svar afgørende. Prøveantallet steg hen over foråret. Da afdelingen dækker hele regionen, kommer prøverne oftest først efter frokost på grund af lang transporttid, hvilket gav travlhed.

For at hjælpe vagten blev Sanne i starten flere timer længere. Antallet af prøver steg yderligere. Presset voksede. Hun fik svært ved at sove, og til sidst tænkte hun kun på arbejde.

”Mit liv var arbejde, spise og gå i seng. Der var ikke overskud til at lave noget andet, og jeg var ved at falde i søvn, når jeg satte mig i bussen. Til sidst satte jeg mig bare ned og græd over, hvor træt jeg var,” fortæller Sanne Christensen.

Efter Kristi himmelfartsferien blev Sanne sygemeldt på baggrund af en opfordring fra en psykolog. Ni uger senere gik hun på sommerferie, og først i september startede hun igen med at arbejde. Denne gang på selvvalgt nedsat tid for også at kunne have tid til sin hobby.

”Jeg arbejder tre dage om ugen, og det er det, der holder mig i live. Vi har kørt i alt for højt tempo i syv måneder, og vi kan ikke fortsætte. Folk er slidte nu. Både psykisk, men også fysisk i skuldre og nakke. Man er helt smadret, når man kommer hjem efter en arbejdsuge, og jeg har ikke engang børn, jeg skal hjem til,” siger Sanne Christensen.

Varmen stiger op i kinderne, og øjnene bliver blanke, da hun fortæller. Om kollegerne med børn, der ikke kan få det til at hænge sammen. Om travlhed, så man må smide papemballagen i hjørnet og knokle videre, om helt at stoppe med at spørge efter en fridag, fordi det i pressede vagtskemaer virker umuligt, og om pipettespidser, der er utætte, fordi det kun er muligt at skaffe kopivarer.

”Det slider også på den faglige stolthed,” siger Sanne Christensen, der mener, at det nuværende antal på 25.000 ugentlige Covid-19-prøver oven i afdelingens øvrige opgaver er alt for mange.

”På en dårlig måde er vi blevet vant til, at vores arbejdstempo konstant ligger for højt. Samtidig er der hele tiden kommet ændringer og nye kolleger, som vi må forholde os til,” siger Sanne Christensen, der ligesom sine kolleger gerne vil tage godt imod de nye, men har ”svært ved at overskue det mentalt,” som hun udtrykker det.

”Lige nu har jeg rigeligt at gøre med at lære ét nyt navn om dagen.”

Fra energi til frustration

For 27-årige Kia Høi Kaiser Ravn Egeriis, der har sat sig ved bordet sammen med Sanne, gik tingene heller ikke som ventet. Hun var nyuddannet, da hun den 2. juni blev ansat på afdelingen til bl.a. at køre Covid-19-prøver.

”Det var mit drømmejob. Jeg har været her i praktik og kendte afdelingen, så jeg glædede mig virkelig til at starte. Jeg havde en kampgejst og tænkte ’nu skal jeg være med i det her coronaræs,’ men jeg kunne da godt se på de andre medarbejderes ansigtsudtryk, at de var helt grå,” siger Kia, som startede en tirsdag og fik sin første vagt lørdagen efter.

”Jeg følte ikke rigtigt, at jeg var ordentligt op lært til min første lørdagsvagt, men det gjorde mig ingenting, da jeg stadig havde energi og overskud på det tidspunkt,” fortæller Kia, der oplevede, at antallet af prøver ”steg vanvittigt” efter sommerferien.

”Vi oplevede pludselig, at vi ikke længere kunne nå alle prøver, der kom ind på afdelingen,” fortæller Kia.

Det øgede pres medførte, at ledelsen måtte finde en måde at få analyseret flere prøver pr. døgn, og der blev meldt ud, at man havde en testkapacitet på 2.500 prøver pr. dag. Med det antal oplevede Kia, at man kunne nå i bund med prøverne og samtidig besvare rettidigt.

”Det er en rar fornemmelse at gå hjem efter en dag og vide, at kvaliteten af ens arbejde er i orden, og at man ikke efterlader for mange uløste ting til en aftenvagt, som i forvejen er presset på tid,” siger hun.

Men efter ferien kom der 4.000-5.000 prøver ind. Et helt uoverskueligt antal, oplevede Kia. Hun følte, at hun med det øgede antal prøver stadig skulle nå at svare prøverne ud rettidigt, og at hun også skulle nå alle de prøver, der var i kø.

”Der sidder jo en person bag ved hver enkelt prøve. En person, der måske får aflyst sin operation, fordi et prøvesvar er forsinket. Så en dag, da jeg kom på arbejde, og antallet af prøver igen var opjusteret, satte jeg mig ned og tudede, for hvordan skulle vi nu kunne nå det?” fortæller Kia.

Ud over det øgede antal prøver fik man også problemer med kontaminering på nogle af pladerne.

”Det er til stor frustration i en aftenvagt, hvor man endelig tror, man kan færdiggøre alting. Og så er der 110 prøver, der skal findes og køres om,  og som yderligere bliver forsinket, samtidig med de andre prøver i køen, som man ikke har nået rettidigt. Det er hårdt,” siger Kia, der understreger, at det stadig er hendes drømmejob, og at der kommer en dag, hvor corona ikke fylder så meget.

Flere personalemøder

Kia Høi Kaiser Ravn Egeriis fremhæver, at ledelsen og personalet gør alt, hvad de kan, og at der længere oppe i systemet” er behov for at lave et loft over antallet af prøver. Det er ikke nok blot at ansætte flere. Der mangler også utensilier og reagenser til analyserne.

”Der er nødt til at være en grænse for, hvor mange prøver vi skal lave, så vi kan bunde og ikke drukner i det. Lige nu er det sådan, at jo flere der bliver podet, jo flere vagter får vi,” siger Kia Høi Kaiser Ravn Egeriis.

Sanne Christensen ser mod hende og siger:

”Det er da sørgeligt, hvis vi brænder nyuddannede af, lige efter de er kommet i gang. Man skal jo gerne kunne holde 40 år mere.”

For Anne Mette Sowinski gælder det om at ”tale opgaven det rigtige sted hen”, som hun siger.

”Man skal ikke gøre det større, end det er, og i stedet for at sige ”pyh, hvor har vi mange test, det er træls,” skal vi sige ”det er da fedt, at vi kan køre så mange,” siger Anne Mette Sowinski og fortæller, at der er indført to ugentlige møder, hvor personalet bl.a. kan dele viden og få luftet eventuel frustration.

”Og vi ved da godt, at medarbejderne gerne vil have, at det går over, og at alt kunne blive ligesom i gamle dage, men det kan vi jo ikke sige til dem, at det gør,” fortsætter hun.

Mere udvikling på vej

Der er flere nyansættelser på vej, lover ledelsen. Snart begynder man at bygge, og inden jul skulle den nye pavillon stå klar. Alle sejl er sat til, for at prøveantallet kan stige.

”Jeg synes, det er fedt, at vi virkelig kan gøre en forskel. Der står jo private firmaer i kø, som godt vil løse den her opgave, men vi synes, at det er vores opgave som bioanalytikere at løse den, og jeg føler også, at vi har en anden kapacitet og robusthed i forhold til forandringer nu end i foråret,” siger Anne Mette Sowinski.

Birgitte Tønning supplerer:

”Jeg vil også gerne tale vores faglige stolthed op. Det kan vi nogle gange glemme, når vi skal fortælle, hvor meget pres der er på, og hvor hårdt det er,” siger hun. Begge er klar over, at flere medarbejdere og
lere kvadratmeter ikke er nok til at løse alle udfordringer.

”Der ligger også en stor udviklingsopgave foran os,” understreger Birgitte Tønning. 

Siden journalistens besøg er prøvetallet på afdelingen faldet til det halve, oplyser Birgitte Tønning.