Presset sundhedsvæsen
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist. Opdateret med Region Nordjylland d. 21. december.

Vinterpakken er landet - og laboratorierne er med

Der er nu en aftale om udmøntning af vinterpakken på bordet i alle fem regioner. I alle regioner er bioanalytikere og laboranter nævnt i aftaleteksten. Se, hvad aftalen betyder for dig.

Regeringen og et flertal af Folketingets partier afsatte på finansloven en milliard kroner til en coronavinterpakke til sundhedsvæsnet, som skal være med til at fastholde medarbejdere og sikre aktiviteten igennem vinteren.

Pengene forhandles og fordeles i landets fem regioner, hvor fagforeninger og arbejdsgivere skal blive enige om hvem, hvad og hvordan. Og det ser nu til at være på plads. Tirsdag eftermiddag er landet en aftale for alle fem regioner.

Herunder kommenterer regionsformændene i dbio på aftalerne i Region Hovedstaden, Region Midtjylland og Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Nordjylland.

Merete Kjeldgaard, dbio-Nordjylland

Region Nordjylland: "Alle gør en fantastisk indsats, det havde jeg gerne set honoreret"

Regionsformand i dbio-Nordjylland, Merete Kjeldgaard, svarer på spørgsmål om vinterpakken.

Hvordan ser aftalen om vinterpakken ud for bioanalytikerne i din region?

”I Region Nordjylland honoreres de bioanalytikere, som er med til at sikre et robust sygehus hen over vinteren i forhold til både corona og akut-intensivområdet. Derfor honoreres bioanalytikere og laboranter på Klinisk Mikrobiologi og Klinisk Biokemi med et fastholdelsestillæg på 12.000 kr. Derudover honoreres alle bioanalytikere og laboranter i hele regionen med 150 kr. ekstra pr. præsteret time ved overarbejde, ekstra vagter samt FEA-aftaler (frivilligt ekstra arbejde).”

Er du tilfreds med aftalen om vinterpakken i din region?

”Jeg er rigtig glad for, at bioanalytikere som yder en kæmpe indsats i forhold til coronaberedskabet endelig honoreres, og at beløbet for overarbejde forhøjes for ekstra timer og vagter generelt på hospitalet.

Jeg er rigtig glad for, at bioanalytikere som yder en kæmpe indsats i forhold til coronaberedskabet endelig honoreres.
Merete Kjeldgaard, regionsformand i dbio-Nordjylland

Er der noget du savner i aftalen om vinterpakken i din region?

Jeg havde gerne set, at alle bioanalytikere var blevet honoreret. Alle gør en fantastisk indsats. Men regionen begrunder afslaget med, at man skal være særlig udfordret for at blive taget i betragtning. Den drøftelse er vi ikke færdig med, og jeg forventer at det tages op ved en senere forhandling.” 

Hanne Nielsen Bonde, dbio-Syddanmark

Region Syddanmark: "Dejligt at se, at mange medlemmer er blevet set og hørt"

Regionsformand i dbio-Syddanmark, Hanne Nielsen Bonde svarer på spørgsmål om vinterpakken. 

Hvordan ser aftalen om vinterpakken ud for bioanalytikerne i din region? 

"Vinterpakken i Region Syddanmark indeholder et engangstillæg til bioanalytikere og laboranter, som er ansat til at deltage i aften, nat og weekendvagter på de biokemiske og mikrobiologiske laboratorier. Afdelingsbioanalytikere på disse afdelinger er også indtænkt.

Tillægget er i udgangspunktet 12.000 kr. og vil  blive udbetalt med en tredjedel på januarlønnen og to tredjedele med aprillønnen. Der er selvfølgelig nogle paragraffer inde omkring tiltrædelse og fratrædelse i perioden, da det handler om at få folk til at blive i stillingerne vinteren over.

Derudover er der en aftale, der handler om en ekstrahonorering omkring over-, mer- og FEA-arbejde (frivilligt ekstra arbejde), men den aftale er i skrivende stund ikke helt på plads endnu."

Er du tilfreds med aftalen om vinterpakken i din region?

"Det er dejligt at se, at mange af medlemmer i dbio-Syddanmark nu er blevet set og hørt, måske qua de drøftelser, vi havde med regionen sidste år, som ikke rigtig gav pote dengang. Det er også positivt, at frontlinjelederne er med, de bliver ofte skudt i skoene, at de jo bare selv kan regulere deres arbejdstid. Det er så endelig anerkendt, at det faktisk ikke er muligt, når hele afdelingen er presset.

Det er dejligt at se, at mange af medlemmer i dbio-Syddanmark nu er blevet set og hørt.
Hanne Nielsen Bonde, regionsformand i dbio-Syddanmark

Jeg mener godt, det kan forsvares, at dem, der er ansat på mikrobiologiske og biokemiske afdelinger tilgodeses med fastholdelses- og rekrutteringsbonus, når andre honoreres for at tage en ekstra tørn ud over dagsnormen."

Er der noget du savner i aftalen om vinterpakken i din region?

"Man kunne jo altid have ønsket flere penge og flere grupper blev inkluderet, men samlet set kan det her forsvares og forklares, så jeg er tilfreds."

Lotte Christensen, dbio-Hovedstaden

Region Hovedstaden: "Forventning om en pæn del af pengene til laboratorieområdet"

Lotte Christensen, regionsformand for dbio-Hovedstaden, svarer på spørgsmål om vinterpakken.

Hvordan ser aftalen om vinterpakken ud for bioanalytikerne i din region? 

“Rammeaftalen beskriver forskellige elementer, der kan udmøntes efter bestemte kriterier. Der er en fastholdelsesbonus på 16.000 kr. for perioden 1.12.2021-31.3.2022, hvor der også indgår et rekrutteringselement, der omfatter nyansatte.

Derudover er der en vagtbelastningsbonus på 2.500 kr./mdr. og en bonus for at påtage sig frivilligt ekstra arbejde samt pålagte overarbejdstimer. Til sidst er der også en bonus for vikarvagter i hospitalet eget vikarkorps.”

Er du tilfreds med aftalen om vinterpakken i din region? 

“Jeg er glad for aftalen og især de elementer, der kan være med til at fastholde bioanalytikere i Region Hovedstaden. Det er der stærkt brug for, da der mangler bioanalytikerhænder alle steder.  

Jeg er glad for aftalen og især de elementer, der kan være med til at fastholde bioanalytikere i Region Hovedstaden.
Lotte Christensen, regionsformand for dbio-Hovedstaden

Jeg er også glad for at det lykkedes at få diagnostiske funktioner med på listen, sammen med udvalgte kliniske områder, der er særligt pressede og har udfordringer. Det giver mig en forventning om, at en pæn del af pengene tilfalder laboratorieområdet. Bioanalytikere og laboranter er nævnt i aftalen, men det er endnu for tidligt at sige i hvilket omfang, og hvem, der vil få del i midlerne.

Der går nu en proces i gang, hvor hospitalerne skal udpege de områder, der vil blive omfattet og hvor de pågældende afdelinger efterfølgende skal afklare hvilke medarbejdergrupper, der kan komme i betragtning til hvilke elementer i aftalen. Ledelsen vil skulle gøre dette i dialog med FTR/TR.” 

Er der noget du savner i aftalen om vinterpakken i din region? 

“Selv om jeg er rimelig optimistisk i forhold til laboratoriernes andel af midlerne, så vil det dog være sådan, at ikke alle vil få del i midlerne. Det må vi forberede os på og glæde os over dem, der trods alt får. Den vigtige kamp for ligeløn og lønopretning bliver ikke løst her, men skal tages andet sted - og det kæmper vi videre for.” 

Karin Vestergaard, dbio-Midtjylland

Region Midtjylland: "Særdeles glad for, at regionen har lyttet"

Karin Vestergaard, regionsformand for dbio-Midtjylland svarer på spørgsmål om vinterpakken.

Hvordan ser aftalen om vinterpakken ud for bioanalytikerne i din region? 

"I Region Midtjylland betyder aftalen, at bioanalytikere, laboranter og alle øvrige medarbejdere ansat i afsnit, der betegnes som vagttungt, får en fastholdelsesbonus på 10.000 kr. (reguleres ift. beskæftigelsesgrad) fordelt på to rater. 

For afsnit, der ikke kommer under regionens betegnelse som vagttungt, er der mulighed for lokal forhandling for grupper af medarbejdere, hvor vagtbelastningen for gruppen kommer gennemsnitligt over 40 vagttimer på en måned. 

Sidst, men ikke mindst, så betyder vinterpakken her i regionen en aftale om meraktivitetsbonus. Den består i, at der for alle udbetalte overarbejdstimer og alle udbetalte frivilligt ekstraarbejdstimer ydes en ekstra honorering på 200 kr. pr. time gældende fra 20. december og i første omgang frem til marts."

Er du tilfreds med aftalen om vinterpakken i din region? 

"Jeg er særdeles glad for, at regionen har lyttet, og at der med aftalen er blevet givet mulighed for at forhandle lokalt, hvis man har grupper af medarbejdere som gennemsnitligt har mere end 40 vagttimer på en måned, men som på grund af de regnetekniske kriterier for, om et helt afsnit ikke automatisk bliver omfattet af aftalen om fastholdelsesbonus.

Er der noget du savner i aftalen om vinterpakken i din region? 

"Der er mangel på bioanalytikere i Region Midtjylland, så jeg havde naturligvis gerne set, at alle blev omfattet af aftalen. Men hvis den enkelte skal kunne mærke anerkendelsen, så skal en bonus også have en vis størrelse. 

Der er mangel på bioanalytikere i Region Midtjylland, så jeg havde naturligvis gerne set, at alle blev omfattet af aftalen.
Karin Vestergaard, regionsformand for dbio-Midtjylland

Når man nu gerne vil honorere særligt for arbejde aften, nat og weekend, så havde jeg gerne set en aftale, som var møntet på de medarbejdere, der rent faktisk arbejder på disse tidspunkter. Men regionen har altså valgt at honorere alle medarbejdere på et vagttungt afsnit – uanset om de går i vagt eller ej – det havde jeg gerne set en anden model for."

Anja Aakeson, dbio-Sjælland

Region Sjælland: "Meget glad for, at så mange bioanalytikere er med"

Anja Lykke Aakeson, regionsformand for dbio-Sjælland, svarer på spørgsmål om vinterpakken.

Hvordan ser aftalen om vinterpakken ud for bioanalytikerne i din region?  

“Cirka 700 bioanalytikere er omfattet af aftalen, og gælder specialerne patologi, biokemi, mikrobiologi, fysiologi og immunlogi.  Der udmøntes 3000 kr. i januar og 9000 kr. i april som fastholdelsestillæg. Derudover er der aftalt 200 kr. ekstra pr. time for FEA-vagter (frivilligt ekstra arbejde) og overarbejde for fuldtidsansatte. 100 kr. for deltidsansatte op til de 37 timer, og derefter får de også 200 kr.” 

Er du tilfreds med aftalen om vinterpakken i din region?  

“Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at få så mange bioanalytikere med i aftalen, og specielt at klinisk biokemi, der i den grad har efterspurgt påskønnelse, er med i aftalen.”  

Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at få så mange bioanalytikere med i aftalen. 
Anja Lykke Aakeson, regionsformand for dbio-Sjælland

Er der noget du savner i aftalen om vinterpakken i din region?  

“Jeg havde ønsket, at alle pengene gik til fastholdelsestillæg, og var imod at der skulle lægges yderligere tillæg på FEA-vagter, fordi bioanalytikerne er så brugte, at de har brug for at holde fri. Og FEA er jo ekstraarbejde, der ikke giver frihed, kun kroner på kontoen.

Men da der var mange organisationer og en region, der skulle blive enige, lykkedes det ikke. Desuden har Dansk Sygeplejeråd, Radiograf Rådet og dbio lavet nogle bemærkninger til aftalen, da man ikke giver tillæg til personer, der er syge eller på barsel i perioden."

Indhold