“Jeg trives med de store og mange beslutninger, som jeg konstant skal tage”
På Pacemakerklinikken i Gentofte udførte man i 2022 1.027 ablationer, hvor bioanalytikere har et afgørende samarbejde med overlægerne. En af dem er Martin Aar Haugdal: “Fagligt er det tilfredsstillende at have så meget ansvar, som jeg har. Og så er det ret teknisk og ret nørdet med en del ny teknik og software, som jeg skal sætte mig ind i”
“Det kan godt føles lidt koldt at få de her ledninger på. Men det bliver hurtigt varmt.”
Bioanalytiker Martin Aar Haugdal har hevet et virvar af elektroder frem, som han begynder at klistre fast på dagens patient. Først på skuldrene, så brystkassen, så på lårene og en række på ryggen. Vi er på Gentofte Hospital. Helt præcis på en af de tre såkaldte “ablationsstuer” på Hjerteafdelingen, der sidste år udførte ikke mindre end 1.027 ablationer, hvilket gør klinikken til det største center i Danmark – ud af i alt syv ablationscentre.
En ablation er en behandling, der kan tilbydes patienter med hjerterytmeforstyrrelser, hvor det ikke er nok at behandle med medicin, DC-konvertering eller ICD/pacemaker. En eller flere meget tynde katetre føres fra en blodåre i lysken op til patientens hjerte, og når katetrene står rigtigt, kan man enten fryse, give strøm til området eller, som i dag, varme eller brænde det væv, der giver rytmeforstyrrelsen, hvorefter vævet går til grunde. Der efterlades herefter en slags brændemærke og senere et ar, der fungerer som barriere for de ekstra elektriske signaler, der opstår i hjertet, når man har atrieflimren.
Denne onsdag morgen midt i oktober er patienten en mand i midten af 40’erne. Gennem længere tid har han haft anfaldsvis atrieflimmer, hvor hans forkamre i hjertet, indimellem i dagevis, har slået 400-500 slag per minut. Om et kvarter burde han være klargjort, hvorefter overlæge René Worck går i gang. I dag med et helt særligt kateter, som har en oppustelig ballon i spidsen, den såkaldte Heliostar (i daglig tale kaldet “ballonen”, red.), som Gentofte Hospital var det første til at indføre i Danmark og blandt de ti første i verden til at bruge.
Patienten i dag er patient nummer 60, der får tilbudt ballonen på klinikken, og desuden patient nummer to, der bliver en del af et internt forskningsprojekt, der fokuserer på, hvor effektiv ballonen er. Knivtid er 10.12 “Hvis du hører René sige noget teknisk under behandlingen, så er det, fordi jeg taler med elektrofysiologen undervejs. Jeg sidder og monitorerer på en række skærme derinde,” siger Martin Aar Haugdal og nikker i retning af en stor glasrude halvanden meter fra operationssengen, mens han sætter den sidste elektrode på plads.
Nu kan Martin Aar Haugdal monitorere hjerterytmen med EKG, og han har mulighed for at overtage hjerterytmen og derved fremprovokere eller stoppe eventuelle rytmeforstyrrelser. Inde på stuen kan der også gives et stød, hvis patienten får farlige rytmeforstyrrelser under behandlingen. Elektroderne og katetrene giver mulighed for at kortlægge rytmeforstyrrelsen i et såkaldt “elektroanatomisk kort”, som er en 3-d-model af hjertet, der kan vise, hvor i hjertet og i hvilken retning signalerne løber. Og sidst, men ikke mindst, hjælper de med at visualisere katetrene i kroppen. “Tak for hjælpen,” lyder det fra patienten, da Martin Aar Haugdal går ud af stuen. Ti minutter senere står overlæge René Worck klar foran patienten: “Knivtid er 10.12.”
Behovet for specialviden bliver kun større
Egentlig faldt Martin Aar Haugdal ind i jobbet på Pacemakerklinikken ved et tilfælde. Han læste oprindeligt til bioingeniør i Norge, hvor han er født og opvokset, og læste derefter videre inden for molekylær medicin, hvor han blandt andet havde et semester i Danmark. Da han så et opslag om en stilling på Pacemakerklinikken, søgte han den og fik jobbet. Det er 13 år siden.
“Bioanalytikerne er en stor del af Hjerteafdelingen, og det er bare fagligt tilfredsstillende at have så meget ansvar, som jeg rent faktisk har. Jeg trives med de store og mange beslutninger, som jeg konstant skal tage. Og så er det ret teknisk og ret nørdet med en del ny teknik og software, som jeg skal sætte mig ind i.”
I det hele taget er Martin Aar Haugdal – og hans 12 bioanalytikerkollegers – job i Pacemakerklinikken højt specialiseret, lyder det fra overbioanalytiker Jeanne Priess, der forklarer, at det tager årevis at specialisere sig i det arbejdsfelt, som bioanalytikerne opererer i på afdelingen.
“Ud over ablationerne er der jo også pacemakere, ICD og looprecordere, der skal implanteres. Det kræver, at man har en god tilgang til både teori, anatomi, teknik og læring. Bioanalytikerne har herudover egne ambulante patienter, og det er planen, at man vil udnytte bioanalytikerne mere i forskellige arbejdsområder, fordi det er svært at rekruttere sygeplejersker,” fortæller Jeanne Priess.
Martin Aar Haugdal fortæller, at han sætter stor pris på det fagligt høje niveau på afdelingen. En del læger, men også sygeplejersker og bioanalytikere har arbejdet i udlandet og tager en del erfaring med til klinikken. Og noget kunne tyde på, at behovet for specialviden kun bliver større. I hvert fald er ablation ifølge Jeanne Priess et område i stigning.
“Planen er derfor at udvide med en ekstra operationsstue næste år. Hvilket betyder, at vi vil se frem til at ansætte endnu flere bioanalytikere,” siger Jeanne Priess.
Essentielt samarbejde mellem overlæge og bioanalytiker
Martin Aar Haugdal har sat sig på sin arbejdsplads bag den store glasrude og har taget sit headset på. Foran sig har han ni skærme, hvoraf en håndfuld er identiske med de skærme, der er foran overlæge og elektrofysiolog René Worck på selve ablationsstuen.
Martin Aar Haugdal har blandt andet trukket en CT-scanning frem, som blev lavet i går, og har et stort 3-d-billede af patientens hjerte, og ikke mindst de fire lungevener, på en af skærmene. Så er der målinger af hjerterytme, temperatur- og den såkaldte impedanskurve, der måler modstand og gerne skal forhindre gasdannelser i hjertet (ellers kan det risikere at eksplodere, som Martin Aar Haugdal forklarer det), og ikke mindst en oversigt over de ti elektroder i ballonen.
Der er dog særlige opmærksomhedspunkter, hvor Martin Aar Haugdal skal være ekstra vågen, og hvor samarbejdet med overlægen bliver essentielt:
“Der er blandt andet det øjeblik, hvor René skal gå fra højre til venstre forkammer. Her kigger jeg særligt med og sikrer mig, at retningen er rigtig, så vi ikke risikerer at prikke forkert, ligesom jeg sikrer mig, at trykket er rigtigt. René har jo samme skærme og kan se det samme som mig, men han skal jo også koncentrere sig om at føre katetret korrekt. Så det er et af de steder, der virkelig viser, hvor væsentligt samarbejdet er,” forklarer Martin Aar Haugdal, der kun bliver bakket op af René Worck:
“Niveauet ville klart være lavere på operationsstuen uden samarbejdet med bioanalytikeren,” som han siger.
“Spiserøret ligger meget tæt på den ene lungevene,” lyder det fra Martin Aar Haugdal. René Worck nikker.
“Nu er han faktisk kommet fra højre til venstre forkammer,” siger Martin Aar Haugdal. Så flimrer den ene af Martin Aar Haugdals skærme.
“Patienten har arytmi,” konstaterer Martin Aar Haugdal. “Det påvirker dog ikke behandlingen, kan jeg se,” lyder kommentaren.
“Vi er klar,” lyder det fra René Worck, der skal til at foretage sin første ablation.
“Lig stille,” lyder det fra René Worck til patienten, der er for urolig.
“Elektrode 6 og 7 har jeg valgt skal ablatere hurtigere end de andre otte, da de ligger tæt mod spiserøret,” forklarer Martin Aar Haugdal og trykker på en stor, grøn knap, der gør, at ballonen varmebehandler. “Der er kun tale om tyve sekunder,” forklarer René Worck til patienten, der oplever store smerter.
Efter tyve sekunder kommer et 3-d-billede frem med en score på ablationen, der visualiserer, hvor vellykket ablationen var. Farven rød betyder, at det gik godt. Lyserød er mindre godt. “5, 6 og 7 var ikke så gode. Lad os give dem lidt mere,” siger René Worck, og Martin Aar Haugdal bekræfter.
“Men så er det godt, at teamet er så dygtigt”
Lidt over 13, altså mere end fire timer efter at patienten blev gjort klar til ablation, afslutter René Worck behandlingen og går ud til Martin Aar Haugdal bag skærmene. Undervejs er ballonen blevet udskiftet, ligesom René Worck til sidst gik over til det normale punktkateter.
“Det var en frustrerende proces,” konstaterer René Worck.
“Patienten havde ikke profilen til ballonen, så vi blev nødt til at skifte strategi. Normalt tager den her slags behandlinger halvanden time, så det var ikke så repræsentativt i dag,” fortæller René Worck.
“Så er det jo, at vi ville ønske, at vi fortsat kunne give alle patienter fuld narkose,” lyder kommentaren fra Martin Aar Haugdal. Han refererer til, at Region Hovedstaden i 2021 valgte at spare på anæstesilæger og anæstesisygeplejersker, blandt andet på ablationsbehandlingerne, som udføres på afdelingen, der derfor nogle gange er nødt til kun at tilbyde lokalbedøvelse.
“Men så er det godt, at teamet er så dygtigt,” siger René Worck, der begynder at tage operationstøjet af. “Tak for i dag.”
