"En hund kan skelne 2000 forskellige dufte på en gang"
Ellen Andersen lagde beredvilligt rottweiler til, da der skulle bruges hvalpe til det første danske projekt med opsporing af kræft ved hjælp af hundes helt exceptionelle lugtesans. Metoden skal senere testes i et forsøg på Institut for Folkesundhed.
Der er rigtig mange ting, der optager Ellen Andersen. Men at det skulle blive muligt at synkronisere en livslang lidenskab for hundeopdræt med sin faglige baggrund, havde hverken hun selv eller ret mange andre set komme.
I foråret kunne den fynske bioanalytiker og fritidskennel-ejer ikke desto mindre stolt skrive på bioanalytikernes Facebook-side, at der nu var kommet ”analyseudstyr i fødekassen”; en af hendes rottweilertæver havde netop bragt et frisk kuld hvalpe til verden.
To af dem havde hun på forhånd en aftale om skulle i skarp træning som kræfthunde allerede fra første mælketår hos deres mor. Så snart de blev gamle nok til at blive vænnet fra, ville de derefter blive overdraget til professionelle hundetrænere, der skal stå for den videre oplæring.
Sniffer sig frem til prostatakræt
Som i dette projekt går ud på at lære hvalpene at sniffe sig frem til prostatakræftceller i urinprøver - i lighed med andre typer sporhunde som fx bombehunde, narkotikahunde og pengehunde.
Udenlandske forsøg med brugen af hunde til at opspore forskellige former for kræft har inden for de seneste 10 år vist sig overordentlig lovende. De danske hundes færdigheder skal da også på et senere tidspunkt testes i et forsøg på Institut for Folkesundhed i Aarhus.
Én hundetræner sprang imidlertid fra, og det blev derfor kun Lille My, som Ellen Andersen under overværelse af et optagehold fra TV2 lod gå videre ad dén noget uortodokse livsvej som firbenet, biologisk analyseapparat.
Første fødte kræfthund
Så nøgternt tog hun nu ikke afsked med den lille vimse hjerteknuser dén onsdag i juni:
”Åh, det er altid forfærdeligt at skulle af med en af sine hvalpe. Ja, jeg blev lidt våd i øjenkrogen”, tilstår kennel-ejeren, der tidligere har været aktiv i Rottweilerklubben gennem ti år og har haft rottweilerne ” – ja, nærmest hele mit liv”.
Ellen Andersen fungerer stadig som hundeinstruktør og føler, at hun har en stor aktie i, hvordan prostatakræftprojektet udvikler sig.
”Der findes allerede hunde i Danmark, der er trænet til opgaven og skal indgå i projektet. Men de er først blevet trænet som ældre hvalpe eller voksne hunde. Det specielle ved min hund er, at den er blevet trænet fra den var nyfødt. Det er spændende at se, om det gør nogen forskel; om den er dygtigere end de andre, når træningen er gennemført om cirka et år”, forklarer Ellen Andersen.
Til daglig er hun ansat på Klinisk Biokemisk Afdeling på Odense Universitetshospital, hvor hun også er tillidsrepræsentant med en fortid som arbejdsmiljørepræsentant; hun har det med at involvere sig, det kommer hun ikke udenom.
Ved siden af det hele har hun også fået fire børn, siddet i skolebestyrelser og menighedsrådet. Tilbuddet om af stå for opdræt og fortræning af Lille My som model-kræfthund i et videnskabeligt eksperiment kunne hun slet ikke sige nej til.
Tidligere har hun faktisk arbejdet meget specifikt med at identificere tumormarkører. Men det var nu ikke netop ad den vej, hun blev inddraget i kræfthundeprojektet, der i alt kommer til at omfatte otte kræfthunde af forskellige racer.
200 indsnusninger i minuttet
Hun blev kontaktet af Helene Jørgensen, projektets igangsætter, og chefhunde- træner Jan Vestergaard, begge fra firma- et Indicator Dogs; de kendte til en af Ellen Andersens hanhunde fra et tidligere kuld.
”Til et sådant formål er der brug for mentalt sunde hunde, der har haft gode opvækstvilkår, og jeg er kendt i rottweiler-kredse for at opdrætte gode hunde; de er alle blevet mentaltestet.
Lille My har de samme forældre som den hund, Jan kendte til, og hun er nu hans første egen kræfthund og skal også være hans familiehund. Han ønskede sig netop en rottweiler på grund af deres rolige, sta- bile natur og arbejdsiver.
Studier har i øvrigt vist, at sorte hunde har den bedste lugtesans. Og tæverne er de dygtigste, sjovt nok,” ler Ellen Andersen, der mener, at hendes bioanalytikerbaggrund gør, at hun er gået ind i projektet med en større forståelse for den bagvedliggende biologi og biokemi, end den gennemsnitlige hundeejer formentlig ville have haft. Og hun forklarer gerne:
”Hunde har et meget større antal duftreceptorer i næsen end mennesker, og en hund kan skelne 2.000 forskellige dufte på én gang. Når en hund kan være svær at trække med sig, når man lufter den i en grøftekant, er det, fordi den foretager 200 indsnusninger pr. minut og vil forsøge at få tjek på alle dem, der tidligere har været forbi stedet. Det er nok godt at huske på, når man har travlt,” siger hun.
Duften fra kræftcellers stofskifte
Hun startede forprogrammet, allerede da hvalpene skulle die første gang. Som hun havde fået anvist, lagde hun en særlig perforeret plastikbeholder med vatrondeller med fordampning fra test-urin ned i fødekassen.
Projektet har skaffet kræftpositive urinprøver fra Norge, hvor Indicator Dogs’ samarbejdspartner Krefthunder.no i flere år har arbejdet på at udfolde potentialet i hundes evne til at opspore cancer. Rondellerne præpareres ved at blive lagt oven på et opsamlingsglas med urin i tyve minutter, hvorved duften af eventuelle kræft- celler bliver overført til vattet.
”Det drejer sig om at få hvalpene til at sammenkoble færten af de flygtige duft- molekyler, der udskilles i urindampen ved kræftcellers metabolisme, med noget rart. Altså at få mad. Så snart de var fær-
dige med at die, tog jeg beholderen væk.
Næste gang lagde jeg en helt anden prøve, fra en anden person, ned i fødekassen. Det er vigtigt, at hvalpene udsættes for positive urinprøver fra forskellige personer, så det ikke er færten af én enkelt person, de lærer at reagere på, men netop prostatakræft. Det er heller ikke meningen, at kræfthundene skal snuse direkte til personer i deres træning,” forklarer Ellen Andersen og får dermed aflivet det lidt bizarre billede, nogle måske kunne fremkalde for deres indre blik.
Studier: næsten 100 procent i plet
For ret kort tid siden havde hun faktisk hverken hørt om eller forestillet sig, at menneskets berømmede bedste ven også kunne gøre tjeneste som diagnostisk sporhund. Siden har hun fået læst på lektien og kan henvise til flere artikler i de mest anerkendte videnskabelige tidsskrifter med resultater, der er svære at afvise.
”Nogle forsøg viser en træfsikkerhed på helt op til 98,5 procent for prostatakræft med hensyn til sensitivitet og 98,6 procent på specificitet. Det er et bedre resultat end nogen af de non-invasive analysemetoder, vi i dag har til rådighed i laboratoriet, når vi skal diagnosticere prostatakræft,” siger hun.
Men hvad de præcise perspektiver vil blive i en konkret klinisk fremtid, det kan hun kun gætte på. Kan hunde vitterlig benyttes som kræftscreenere? Måske. Eller måske bør forskerne satse på at bruge en forhåbentlig bedre forståelse for mekanismerne bag kræftcellers stofskifte til at udvikle teknisk analyseapparatur; noget, der i øvrigt allerede er blevet arbejdet med. Dén er hun som hundeentusiast skeptisk overfor.
”Jeg tror ikke på, at man overhovedet kan komme tæt på at efterligne hundes meget sofistikerede lugtesans på en måde, så det er lige så effektivt. Det er lidt som med H.C. Andersens ’Nattergalen’, hvor pointen jo er, at naturen ikke kan overgås med kunstig mekanik”, vurderer Ellen Andersen.
