Undgå gener ved brug af mundbind

Masker dagen lang kan give hudgener og hovedpine. Læs, hvad I kan gøre på arbejdspladsen for at minimere ubehag og gener ved brug af masker.

Nyhed
Skrevet af
Sanne Jensen, arbejdsmiljøkonsulent og ​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​Helene Højgaard, juridisk konsulent
Corona og værnemidler

Træthed, hovedpine, udslæt og kløe. Det er nogle af de reaktioner som flere bioanalytikere og laboranter oplever efter skærpede krav om brug af mundbind fra Sundhedsstyrelsen.

Problemerne opstår fordi huden under masken bliver svedig, dels fordi at vi har masken på i mange timer, og dels fordi at vi trækker vejret kraftigere under masken, skriver BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration.

Herudover oplever nogle, at masken trykker eller glider frem og tilbage. Alt sammen noget, der skaber irritation, bumser, kløe og ubehag.

dbio har indsamlet en række gode råd fra faglige eksperter, som I kan bruge ude på arbejdspladserne. Og derudover nogle gode råd til, hvad den enkelte kan gøre for at forebygge gener. 

Det kan arbejdspladsen gøre

  • Sørg for at der er forskellige mundbind at vælge imellem. Det der virker for den ene, kan genere en anden. 
  • Bestil allergimærkede mundbind. Læs mere på Astma Allergi Danmarks hjemmeside​
  • Planlæg hyppige pauser, så huden kan få en pause, og man har mulighed for drikke væske for at undgå hovedpine.
  • Stil hudplejemidler til rådighed.
  • Sørg for at, der er skumbandage til rådighed, som de ansatte kan bruge til udsatte steder f.eks. næse, brillestænger og bag ved ørerne.

Kilde: Hudafdelingen, Bispebjerg Hospital​ og dbio

Det kan du selv gøre

  • Rens ansigtet mindst en gang dagligt med sæbefri ansigtsrens.
  • Brug en fugtighedscreme efter behov f.eks. to til tre gange dagligt, morgen og aften. Fugtighedscremen skal være uden parfume og passe til din hudtype.
  • Hold en pause med makeuppen, hvis du oplever kløe og irritation.
  • Prøv eventuelt en anden maske. 
  • Drik væske, gerne 1½ liter om dagen.
  • Tal med din arbejdsmiljørepræsentant eller leder, hvis du oplever problemer.

Kilde: Hudafdelingen, Bispebjerg Hospital og dbio

Hudproblemer kan også være en arbejdsskade

Hvis du efter at have prøvet at ovenstående råd stadig oplever vedvarende hudgener, kan du kontakte din egen læge. I alvorlige tilfælde kan lægen sende dig til udredning hos speciallæge eller arbejdsmiljømedicinsk klinik. 

På arbejdspladsen kan du med fordel kontakte din arbejdsmiljørepræsentant og din leder, så der kan findes lokale løsninger.

Husk også, at du kan anmelde hudproblemer som en arbejdsskade. Kontakt dbio’s arbejdsskadekonsulent.

Særligt benyttede sider på dbio.dk