Bioanalytiker på dybere vand i Grønland
Alle analyser laves i hånden i kystbyerne uden for Nuuk. I kystbyerne er der få analyseapparater, og der er kun en eller to bioanalytikere på stedet, hvis der overhovedet er nogen fagperson. ”Man kommer mere i dybden med sit fag,” siger Bolette Rasmussen.
Grønland er Bolette Skov Rasmussens getaway. Hun har allerede arbejdet i Grønland i tre omgange. Foto: Privat
"I kystbyerne i Grønland er der ikke et apparat, der spytter et resultat ud. Du sidder med en tæller, når du laver celletælling, og urindyrkningen skal du aflæse visuelt,” fortæller Bolette Skov Rasmussen, som til daglig er bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling på Køge Sygehus.
Hvert år bliver hun spurgt, om hun vil tage en tørn mere i Grønland, og hun vil gerne af sted for fjerde gang i sin karriere.
”Man kommer mere i dybden med sit fag, og man får mulighed for at følge patienten. Det er sjældent, at jeg har mulighed for det her i Danmark. Men man skal også være klar på udfordringer og på at skulle stå på egne ben, hvis man tager til Grønland.”
På glatis
Bolette Skov Rasmussen har én gang følt sig på glatis i Grønland. I 2015 var hun alene i tre uger på laboratoriet i Julianehåb – Qaqortoq på grønlandsk – på kysten i Sydgrønland, da hendes kollega blev syg.
”Jeg var usikker på, hvordan jeg skulle håndtere det, hvis nogen skulle have tappet blod, og jeg skulle lave forlig. Jeg var alene om at skulle sørge for, at patienterne fik det rette blod, men der skete heldigvis ikke noget. Jeg tænker, at man bør have erfaring, når man arbejder på kysten.”
Nuuk er veludstyret
Det sygdomsbillede, som en bioanalytiker møder i Grønland, er ifølge ledende bioanalytiker Inge-Lise Kleist og Bolette Skov Rasmussen ikke mærkbart anderledes end i Danmark. Den store forskel er analyseapparaterne.
I Nuuk, hvor 11 bioanalytikere arbejder, er laboratoriet veludstyret. Ved kystbyerne er der ikke så mange maskiner, men der er dog flere end på et dansk praksislaboratorium, fortæller Bolette Skov Rasmussen.
I kystbyerne har de brug for kandidater med erfaring, siger ledende bioanalytiker Inge-Lise Kleist på centrallaboratoriet på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Hun er den nærmeste sparringspartner for de i alt 32 bioanalytikere, der arbejder i Grønland, og samtidig tillidsvalgt for bioanalytikere i fagforeningen PPK i Grønland.
”I de større kystbyer arbejder der to bioanalytikere, men andre steder er man alene, og så er man altså den eneste ekspert i vores fag på stedet. Man skal selv bestille varer, sørge for kvalitetssikring og have apparaterne til at køre. Vi søger kandidater med erfaring, men det er sjældent muligt at få kandidater nok.”
Det er mere afslappet
”Det er ærgerligt, at vi har svært ved at rekruttere. Jeg tror, mange tror, vi er meget anderledes, men Nuuk er jo en hovedstad ligesom København. Der er kultur, sport og butiksliv. Vi kan det hele bare i lille målstok, og vi bor altså i huse – ikke i igloer,” siger Inge-Lise Kleist med et smil i stemmen.
Bolette Skov Rasmussen fortæller, at hun på første tur til Grønland i 2012 fik hjælp til papirarbejde og bestilling af flybilletter. Lønnen er lidt højere på Grønland, når man får udbetalt sine tillæg. Man får stillet en bolig til rådighed, men man skal selv betale husleje.
Grønland er blevet hendes getaway.
”Det hele er mere afslappet på Grønland i forhold til i Danmark. Der kan sagtens være travlt, men det er bare i et andet omfang. Så for mig er det også lidt et getaway fra den stress, der er i Danmark. Og så elsker jeg naturen. Jeg kan bruge timevis på at kigge på den,” siger Bolette Skov Rasmussen.
Parlør
Tak – qujanaq
Alt i orden –ajunngilaq
Måske – immaqa
Goddag – aluu
Farvel – baj
