Læserbrev i JP: Vi trænger til et nyt syn på muskelskader

Enhver, der har trukket bittesmå perler på en nylonsnor eller forsøgt at samle alle løsdelene i et gammeldags lommeur, ved, at det kræver en særlig koncentreret anstrengelse. Har man ikke lige prøvet dét, kan man sikkert godt forestille sig den anspændte fornemmelse i fingre, håndled, arme, skuldre og ryg efter et stykke tid. Efter en time. Efter to. Efter en hel arbejdsdag.

Sådan er en del af det arbejde, der foregår på moderne laboratorier og ambulatorier; små, kontrollerede, gentagne præcisionsbevægelser. Blodprøvetagning, udskæring af væv, mikroskopering, udstrygning af sekreter til bakteriebestemmelse og indtastning på computere.

Den slags sætter sig i kroppen, specielt hvis arbejdstilrettelæggelsen er ergonomisk uheldig og arbejdsbelastningen for stor, f.eks. på grund af lav normering eller sygefravær. Hos nogle bliver det til en regulær skade i bevægeapparatet.

Logik fra gamle dage

Tunge løft og voldsomme skub

Her er der så noget, jeg stadig har svært ved at forstå; ifølge gældende praksis for anerkendelse af en arbejdsskade i bevægeapparatet og dermed ret til erstatning skal de skadevoldende bevægelser nemlig være karakteriseret ved deres ”kraftfuldhed”. Altså forstået som tunge løft eller voldsomme skub og træk, som alene måles på den muskelkraft, der skal til. Det forekommer mig besynderligt, at Arbejdsskadestyrelsen fastholder en logik fra industrialiseringens tid i vores arbejdsliv.

Bioanalytikere – samt laboranter og andre, der arbejder finmotorisk – belaster også særlige muskelgrupper og kan også risikere, at deres arbejde invaliderer dem enten i en periode eller permanent, men deres arbejdsskader afvises helt rutinemæssigt med henvisning til manglen på ”kraftfuldhed” – selv om arbejdsmedicinere skriver under på, at der er tale om arbejdsbetingede lidelser.

Den automatafvisning, mener vi i Danske Bioanalytikere, bør stoppe nu; derfor har vi det seneste års tid opfordret de af vores medlemmer, som kommer i den ulykkelige situation, at de må sygemelde sig med smerter i hænder, arme, skuldre og ryg, til at bruge tid på at anmelde deres skade. Også selv om de ved, at de ikke nu har udsigt til kompensation.

Fra industrisamfund til videnssamfund 

I det lange stræk fra industrisamfund til videnssamfund er de kommet i klemme i en gammeldags tolkning af arbejdsskadeloven. Præcision er også en kraftpræstation, og jeg håber, at den allerede stærkt voksende sagsbunke i Arbejdsskadestyrelsen vil gøre lige netop dét tydeligt for alle, der sidder med magt til at afgøre den enkelte bioanalytikers fremtid på arbejdsmarkedet.

Læs næstformand Camilla Bjerres læserbrev på jyllands-posten.dk