Reguleringsordningen betyder en – lidt mindre - lønstigning 1. oktober

Bioanalytikere ansat i regionerne får en lønstigning på 0,73 procent pr. 1. oktober. Det svarer til cirka 171 kr. på trin 4 og cirka 196 kr. på trin 6. Lønstigningen bliver lidt mindre end forventet på grund af reguleringsordningen.

Nyhed
FB-debat_reguleringsordning
Reguleringsordningen har skabt debat blandt bioanalytikerne på Facebook. Foto: dbio’s facebook-gruppe.

Af Carl-Christian Kaspersen, chefkonsulent

Ved OK15 blev der aftalt en lønstigning på én procent pr. 1. oktober 2016, men da der samtidig sker en opgørelse af reguleringsordningen, som igen udmønter negativt (-0,27 procent) bliver den reelle lønstigning i regionerne 0,73 procent.

Dette har affødt en række spørgsmål om reguleringsordningen, blandt andet i en debat på Facebook. Vi forsøger i denne artikel at besvare spørgsmålene.

Hvad er reguleringsordningen?

Reguleringsordningen er en overenskomstaftalt mekanisme, der skal sikre en ligelig lønudvikling mellem lønstigninger på det regionale område og på det private område.

Ordningen har sit udspring helt tilbage i 1987, hvor der blev indgået en aftale mellem de offentligt ansattes fagforeninger og arbejdsgivere, som betød, at der fremover skulle være en lønudvikling på det offentlige område, der svarede til det private. Eller sagt med andre ord, de offentligt ansatte måtte ikke blive lønførende.  

De første mange år efter reguleringsordningens indførsel var de aftalte lønstigninger for de offentligt ansatte altid mindre end den faktiske lønudvikling på det private område, hvorfor reguleringsordningen udmøntede positivt.

Men den økonomiske krise i 2008 har betydet en opbremsning i lønudviklingen på det private arbejdsmarked, og fra 2009 og frem har reguleringsordningen hovedsageligt udmøntet negativt, fordi der på det regionale område har været lønstigninger, der var større end på det private arbejdsmarked.  

Reguleringsordningen_i_tal_final

Skal vi fortsætte med reguleringsordning?

Der har været diskussioner om reguleringsordningen overhovedet er til gavn for de offentligt ansatte. Men indtil videre har et stort flertal af fagforeningerne på det offentlige område ønsket en fortsættelse af reguleringsordningen, og derfor har der ved overenskomstforhandlingerne været rejst krav om fortsættelse af reguleringsordningen fra medarbejdersiden.

Er reguleringsordningen fair?

Når Danmarks Statistik skal beregne grundlaget for reguleringsordningen, udregnes gennemsnitslønnen for alle ansatte på det regionale område det ene år og den sammenlignes med gennemsnitslønnen for alle ansatte på det regionale område året efter. Helt tilsvarende beregnes gennemsnitslønnen for det private område.

Denne beregningsmetode tager ikke hensyn til, om der ansættes flere højtlønnende i f.eks. regionerne, og det er ifølge Danske Bioanalytikere en svaghed ved beregningsmetoden. dbio har påpeget denne svaghed ved forhandlingerne; men indtil videre er det ikke lykkedes at ændre på dette punkt.

Tværtimod kan man fristes til at sige, for ved OK 15 blev reguleringsordningen ændret, så der i denne overenskomstperiode sker en kraftigere modregulering, når det er de offentligt ansatte lønninger, der stiger mest.

Hvis de private lønninger stiger mere end de offentligt ansattes, reguleres offentlig ansattes lønninger i opadgående retning kun med 80 procent af forskellen. Men hvis de regionalt ansattes lønninger stiger mest, reguleres regionalt ansattes lønninger i nedadgående retning med 100 procent af forskellen. Det er i aftalen omtalt som et privatlønsværn.

Hvad er der sket siden OK 2015?

Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 blev det samlede resultat for regionernes område fremlagt inklusive en forventning om, hvor meget reguleringsordningen kunne udmønte.

På nuværende tidspunkt er er lønstigningerne opgjort, og man kan sammenligne forventningerne med den faktiske udmøntning jf. tabellen ovenfor.

I september måned vil løntabellerne, der viser bl.a. lønsatser og pension gældende fra 1. oktober, være tilgængelige på Danske Bioanalytikeres hjemmeside.

Særligt benyttede sider på dbio.dk