Hvad er en overenskomst? OK24 er i fuld gang

Danske Bioanalytikere forhandler de næste mange måneder om ny overenskomst for ansatte i staten og regionerne. Men hvem forhandler vi med, og hvad sker der de næste måneder? Læs nyheden og se video-explaineren "Hvad er en overenskomst - og hvorfor er det en god ide?"

Video
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, konsulent
Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

En ny overenskomst lander 1. april 2024. Det er planen, og dbio er allerede i fuld gang. I sommer kunne medlemmerne indsende krav. dbio’s hovedbestyrelse har nu udtaget krav.

I efteråret prioriteres kravene med både Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabet for regionsansatte og med CO10 for statsansatte, som vi forhandler sammen med. Kravene udveksles med Danske Regioner og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen inden jul, og dbio forhandler i januar og februar i tekniske arbejdsgrupper og ved politiske forhandlinger.

Inden 1. marts er planen, at der er en ny overenskomst, som kan sendes til urafstemning blandt medlemmerne, og som kan træde i kraft fra 1. april 2024.

Hvem forhandler vi sammen med?

Danske Bioanalytikere forhandler ny overenskomst sammen med Sundhedskartellet (otte organisationer), som dækker mere end 90.000 ansatte i kommuner og regioner, bl.a. radiografer, tandplejere og sygeplejersker.

Sammen med Sundhedskartellet forhandler vi de specielle krav, som handler om bl.a. lønmodellen, fridage, arbejdstidsregler og vilkår for kandidater. Danske Bioanalytikere forhandler de generelle krav som fx vilkår for seniorer, ferie og barsel sammen med Forhandlingsfællesskabet (51 organisationer) med mere end en halv million medlemmer i kommuner og regioner, herunder læger, portører og pædagoger.

I staten forhandler Danske Bioanalytikere sammen med CO10, som dækker 40.000 ansatte, bl.a. politibetjente, socialrådgivere og sygeplejersker ansat i staten.

dbio med ved det store bord

Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere, er en del af forhandlingsdelegationen i både Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabet. Hvis der skal forhandles krav, som kun vedrører bioanalytikere, forhandler dbio dem selv med Danske Regioner.

I CO10 har Danske Bioanalytikere ikke en plads ved det centrale forhandlingsbord, hvor de centrale krav for alle forhandles. Men Martina Jürs sidder med i CO10’s bestyrelse, og der er et godt samarbejde mellem organisationerne, så vi hele tiden er opdaterede under forhandlingerne.

Særligt benyttede sider på dbio.dk