Transporten kan se frem til mere i løn – bioanalytikerne vil også have mere!

Aftalen – også kaldet gennembrud på normallønsområdet - er et pænt pejlemærke for både de private overenskomster, som dbio nu forhandler, men også for stat, kommuner og regioner i foråret 2024.

OK23
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, politisk konsulent
Transportforlig

3F transportgruppen og Dansk Industri præsenterede det andet store gennembrudsforlig for de private overenskomstforhandlinger torsdag den 2. marts 2023. Denne gang en såkaldt normallønsoverenskomst, som en del af dbio's private, men også overenskomsten for stat og regioner bedre kan sammenlignes med. Foto: 3F.

Mindstelønnen stiger med 11,75 kroner de næste to år. Særlig opsparing stiger to procent. Arbejdsgiver skal betale to procent mere af pensionen, som stadig er 12 % i alt, men medarbejderne skal så betale to procent mindre, som så udbetales som løn. 

3F Transport og Dansk Industri er nu enige om en ny to-årig overenskomst for omkring 50.000 chauffører, lagerarbejdere, reddere, havnearbejdere, fiskere, sømænd, bude og ansatte på vaskerier mv. Det er et gennembrudsforlig for det såkaldte ”normallønsområde”. Stort set hele lønnen aftales ved denne aftale, og lokale lønforhandlinger udgør kun en mindre andel, modsat industriforliget.

dbio forhandler private overenskomster nu

Aftalen tegner hovedlinjerne for 170.000 på det private arbejdsmarked med det som kaldes en normalløn. Nu forhandler dbio en række private overenskomster de kommende uger:


Det ligner en pæn aftale, men nu skal vi have den oversat til vores forhandlinger
Bitten Kaanbjerg Kristensen, næstformand Danske Bioanalytikere

”Vi har ventet på transportforliget, så vi kunne komme i gang med vores overenskomster. Det ligner en pæn aftale, men nu skal vi have den oversat til vores forhandlinger”, siger Bitten Kaanbjerg Kristensen, forhandler for dbio’s private overenskomster.

”Kært barn har mange navne, men vi vil meget gerne se nærmere på et nyt tiltag i transportforliget om timebank, som også kaldes fritvalg og andet. Det har stået højt på medlemmernes ønskeliste i mange år, så dejligt at se, at de private aftaler går foran”, fortsætter hun.

Sætter pæn kurs for OK24

De private overenskomster tegner også hovedlinjerne for stat, kommuner og regioner i foråret 2024, og det er lettere at spejle sig i transportforliget:



Vi har ventet spændt på de private aftaler...nu har vi et pænt pejlemærke for OK24
.Martina Jürs, formand Danske Bioanalytikere.

”Vi er ikke i mål endnu, men den danske model viser endnu en gang, at vi kan aftale gode aftaler – selv i en svær økonomisk tid. Vi har ventet spændt på de private aftaler. Budskabet er klart på de optaktsmøder, jeg i øjeblikket er rundt på med tillidsrepræsentanterne: Bioanalytikere og laboranter vil også have mere i løn, så nu har vi et pænt pejlemærke for OK24”, siger Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere.

Aftalerne sendes til urafstemning hos medlemmerne i de berørte faglige organisationer, og enkelte områder, bl.a. byggeriet, mangler også at få en aftale på plads.

Transportforliget kort

Transportens overenskomst gælder i to år frem til den 1. marts 2025 og indeholder bl.a. 

  • Lønnen stiger - Mindstelønnen stiger med 6 kroner pr. time i 2023 og 5,75 kroner i 2024. Over to år bliver det i alt 11,75 kroner højere pr. time, så timelønnen er 142,95 pr. 1. marts 2024 og 148,70 pr. 1. marts 2024.
  • Genetillæg og overarbejdstillæg - Genetillæg stiger 4,5 procent 1. marts 2023 og 3,5 procent 1. marts 2024. Tillæg for overarbejde stiger 3,5 procent 1. marts 2023 og 3,0 procent 1. marts 2024.
  • Lærlinge - Lønnen til lærlinge hæves med 4,5 procent fra 1.marts 2023 og med 3,5 procent 1. marts 2024. Tillidsrepræsentanten på hver enkelt arbejdsplads får hvert år 1. marts mulighed for at forhandle lærlingenes løn.
  • Frit valg - Den særlige opsparing, der giver mulighed for frit valg mellem pension, frihed eller udbetaling som løn, hæves fra syv til ni procent af lønnen fra 1. marts 2024.
  • Pension - To procent lønstigning via ændret pension: Fra 1. juni 2023 indbetaler arbejdsgivere 10 procent af lønnen til pension i stedet for otte procent i dag. Ansattes indbetaling falder tilsvarende fra fire til to procent af lønnen. Medarbejderne opsparer det samme i alt 12,0 procent i pension, men det gør altså, at medarbejderne får to procent mere ud sammen med lønnen.
  • Barsel med fuld løn bliver forlænget med fire uger Far/medmor får øremærket yderligere to ugers orlov med løn, og forældrene har herudover fået yderligere to ugers orlov med løn, der kan deles mellem dem. Det giver samlet set 36 ugers orlov med løn efter fødselstidspunktet modsat de nuværende 32 uger.
  • Nye værktøjer til tillidsvalgte - Fem ansatte kan fremover vælge en tillidsrepræsentant. Valget skal foregå i arbejdstiden, og tillidsrepræsentanter får ret til at mødes med nyansatte kolleger.
  • Omlægning af arbejdstid - Alle ugens syv dage kan fremover blive betragtet som normale arbejdsdage i forhold til placering af ugens fem arbejdsdage. Weekendarbejde skal varsles, og ansatte, der skal arbejde på weekenddage, får tillæg, der kan udbetales som løn eller veksles til fridage. Der tages bl.a. også hul på en timebank, hvor man kan spare timerne op, hvis man fx arbejder i weekenden og vil afspadsere senere.
  • Uddannelse/flere faglærte - Der bliver skruet op for løbende kompetenceafklaring, uddannelsesplaner og muligheder for at blive faglært. Godtgørelse under uddannelse stiger fra 85 procent til 100 procent af lønnen. Ansatte og deres tillidsvalgte får ret til at vælge en uddannelsesrepræsentant.
Kilde: 3F

 

Særligt benyttede sider på dbio.dk