Fællestillidsrepræsentant melder om presset arbejdsmilø: Prøverne hober sig hurtigt op

​​​​​​​​​​​​​​​​​​Af Lene Terkelsen, journalist,​​​​​​ www.leneterkelsen.dk​​​​

Presset på bioanalytikerne stiger. Genåbningen af sundhedsvæsnet har sammen med det øgede antal covidprøver ført til travlhed på afdelingerne. En af dem, der mærker det helt tæt på, er Trine Rasmussen, som er fællestillidsrepræsentant for alle bioanalytikere og laboranter i Klinisk Diagnostisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus.

”Lige nu har vi et enormt arbejdspres. Vi er en lille afdeling, der må fordele alle de opgaver, som kommer, imellem os, og vi ser en stigning i både covidtests og øvrige analyser,” siger hun.

Indtil videre har man i den særlige covidafdeling kunnet trække på medarbejdere fra bl.a. stabe, patologisk anatomi og mikrobiologisk afsnit, så ni kolleger udefra har hjulpet de fire, som er afsat til området.

”Men udfordringen er, at de andre afdelinger nu begynder at trække deres personale tilbage, fordi deres aktivitet også stiger, så vi får endnu færre hænder til at køre prøver,” fortæller Trine Rasmussen. 

Mangel på reagenser

Afdelingen har den sidste tid kørt op mod 500 covidprøver om dagen, men lige nu mangler man reagenser, og derfor kører man dagligt cirka 200. 

”Vi kan ikke skaffe oprensningskit, og derfor må vi pipettere en stor del manuelt, hvilket er krævende og tager lang tid,” siger Trine Rasmussen, der sammen med udvalgte kolleger har måttet lynoplæres i nye metoder på grund af de manglende kits. 

”Det kræver, at man holder hovedet koldt, når man efter en hurtig visning og nogle PowerPoint-slides selv skal køre prøven i næste vagt,” forklarer hun. Nye reagenser forventes i løbet af 14 dage, men afdelingen modtager i så små mængder, at de hurtigt er brugt op, fortæller Trine Rasmussen. 

De prøver, som afdelingen ikke kan nå, sendes til OUH, men der går også tid med at sortere dem inden afsendelse. Samtidig stiger antallet af øvrige analyser. På afdelingen tester man pt. for luftveje, E. coli, klamydia, HPV og MCM6/FII-FV, og omfanget er ved at være oppe på det vanlige niveau.

”Normalt er vi flere om at køre de analyser, men lige nu er vi nødt til kun at have én medarbejder afsat til dem, fordi der ikke er nok til at løse opgaverne, og det er megahårdt for hende,” siger Trine Rasmussen.

Ingen pauser

Travlheden skaber et hektisk arbejdsmiljø. ”Man skal være på hele tiden, for prøverne hober sig hurtigt op foran én. Jeg har været på weekendvagter, hvor der ikke var tid til fem minutters pause, fra jeg mødte ind. Vi er hele tiden nødt til at sikre, at maskinerne kører, og så snart de gør det, skal vi hente og registrere nye prøver, for ellers er du ikke klar til at sætte den næste kørsel over,” fortæller Trine Rasmussen. 

Som noget helt nyt kører afdelingen i treholdsskift, og især de sene vagter er hårde.

”Den sidste mand går hjem klokken 03.00 om natten, som det ser ud lige nu, men det bliver nærmest ændret dag for dag. I perioder har vi kørt på døgnet rundt, og især når man er alene, er det svært at holde til. Man bliver træt, og arbejdet tillader ikke, at man holder hvil”, forklarer Trine Rasmussen.

Da IT-systemet natten til en lørdag pludselig skulle opdateres, og der opstod en fejl, var læsset lige ved at vælte.

”Afdelingerne kimede, fordi de ikke havde fået svar, og vi måtte i gang med at gensende svar til rekvirenterne, men med det store flow, er der ikke plads til sådan en lille fejl,” fortæller Trine Rasmussen.

For selv små detaljer kan gøre en stor forskel i en presset hverdag. For nyligt er afdelingen fx løbet tør for en bestemt type af små plastiklåg, og derfor er man nu nødt til selv at vaske dem op i en opvaskemaskine.

”Det er en masse ekstraarbejde, og det er enormt usikkert ikke at vide, hvad vi kommer til at mangle næste gang, for hele verden jo ude efter det samme,” siger Trine Rasmussen.

Konstante forandringer

Fællestillidsrepræsentanten har stor ros til overs for sin nærmeste leder, som forsøger at navigere i de mange forandringer, men det er svært at sikre et godt arbejdsmiljø, når ressourcerne er knappe – både når det gælder mandskab og reagenser. 

”Det skifter jo konstant. Os, der har været med fra starten, begynder at være trætte nu. Det føles som et mareridt med al den travlhed og uvished. Vi prøver at forberede os på, hvad der venter på næste vagt, ved fx at ringe ind og spørge dagen forinden eller opdatere hinanden i vores covidgruppe på Facebook, men man kan aldrig vide, hvordan det ser ud, når man så møder ind,” siger Trine Rasmussen.

Afdelingen har søgt om ekstra hænder, men der er allerede brugt mange ressourcer til oplæring, og mandskabet er skiftet løbende. Nogle kolleger er blevet trukket ud til at arbejde i samfundssporet. Andre er tilbage på deres afdelinger.  

Frygten for at fejle

Heldigvis oplever Trine Rasmussen et stærkt kollegaskab på afdelingen, men hun mærker også, at de mange negative prøvesvar går ud over motivationen, for er det overhovedet rigtigt at teste de mange, der ikke har symptomer?

”Jeg kan godt tænke, at det er spild af test. Vi har ganske, ganske få positive, og det virker som mere politik end fornuft at teste så mange. Målet for os er jo, at vi skal hjælpe dem, der er syge, og der ligger en kæmpe motivationsfaktor i at gøre noget godt for andre, men det er sværere nu, hvor det kan virke som om, at vi gør det for, at politikerne kan få et flot tal at vise frem i pressen,” siger hun. 

Ifølge Trine Ramussen koster det mellem 15.000-20.000 kroner for blot 94 prøver (reagenser og utensilier), og de mange penge, der bliver brugt på indsatsen, vækker også bekymring.

”Jeg og mine kolleger kan være nervøse for, hvem, der skal betale regningen, når vi er færdige med det her. Hvem er det, vi skal sige farvel til?”

Tanken om, at det har store konsekvenser at fejle, fylder også i hverdagen, fortæller hun. ”Vi ved, det koster kassen med en omkørsel, og at det forsinker en i forvejen presset arbejdsproces, og det slider på folk at arbejde med det i bevidstheden,” siger Trine Rasmussen.