Dansk bioanalytiker i Holland: Kærligheden kaldte

”Kærligheden.” Så kort lyder svaret på, hvorfor 56-årige Helle Svahn den 1. juli 2018 forlod det velkendte laboratorium i Køge, de gode kolleger, familien og resten af netværket og nu er ansat i et privat laboratorium i den nordlige del af Amsterdam.

”Vi har kendt hinanden i 30 år og været kærester i seks. Børnene er flyttet hjemmefra, så nu skulle det være,” fortæller Helle Svahn om sin hollandske mand.

Hun startede med at kontakte de store sygehuse i Amsterdam for at høre, om de kunne bruge hendes uddannelse. Svaret var positivt, så Helle Svahn fortsatte på jobsites og fandt sit nuværende job. Her arbejder hun fuld tid tre dage om ugen i laboratoriet plus to formiddage, hvor hun udelukkende tager blodprøver.

”Du kan sammenligne det med det gamle KPLL, de praktiserende lægers laboratorium i København. Vi har mange trombosepatienter og ca. 1.000 patienter om dagen, som får taget blodprøver. Nogle prøver analyserer vi selv, andre sendes videre til sygehuslaboratorierne,” forklarer Helle Svahn.

De fleste kolleger er doktorassistenter

De fleste af Helle Svahns nye kolleger har en treårig uddannelse som doktorassistenter, som kan sammenlignes med en dansk social- og sundhedsassistent.

På Helle Svahns arbejdsplads tager de udelukkende blodprøver. Det samme gjorde Helle Svahn i det første halve år. Også selvom hun i sin ansøgning havde skrevet, at hendes uddannelse i dag er en bacheloruddannelse i Danmark, som svarer til det høje niveau af uddannelsen til klinisch chemisch analist.

I Holland er der to niveauer af analist. Begge uddannelser er af fire års varighed. Da tiden nærmede sig for udløbet af hendes første kontrakt, henvendte hun sig til ledelsen:

”Hvad har I tænkt jer med mig?”

”Skæbnen ville, at de netop havde fået lov til at ansætte en analist mere tre dage pr. uge, så jeg startede i centrifugerummet og forsendelsen.”

Avancerede hurtigt

Hun husker den første tid. ”Det var godt nok heftigt de første dage. Jeg følte, at nu skulle jeg bevise mit værd – og så på hollandsk,” fortæller Helle Svahn. Men efter en tre ugers tid begyndte hun at lave uriner med mikroskopier og stix og koagulation, og efter et par uger kom hun over i hæmatologien.

”Jeg kører vores ’lille cobas’ med 1 c-modul og 1 i-modul og er under oplæring på de store cobaser med 2 c-moduler og 2-kanals i-modul. Alt dette på godt et halvt år med hollandske vejledninger, e-learning osv. Det syner jeg selv er meget godt gået,” siger hun.

Hun er dog stadig ansat på en tidsbegrænset kontrakt. ”Her i Holland er det meget dyrt at fyre en medarbejder i en fast stilling. Det kan koste op til 75.000 euro, så det er almindeligt at ansætte personale på kontraktbasis for et halvt år ad gangen,” forklarer hun.

Helle Svahn er nu på sin tredje kontrakt og ved at optjene de to år, som er grænsen for, hvor længe en arbejdsgiver kan blive ved med at ansætte tidsbegrænset.

Næsten alle arbejder på deltid

En fuldtidsstilling er i Holland lig med 36 timer, men de allerfleste arbejder på deltid. En fridag om ugen er det gængse. Valget af deltid skyldes for mange, at det er meget dyrt at få passet sine børn i Holland.

”Blot to dages pasning om ugen kan nemt koste 500 euro pr. måned, og mine analistkolleger tjener på slutløn fuld tid maks. 3.000 euro om måneden. Mine kolleger fortæller, at de skal af med mere end halvdelen af deres bruttoindkomst til børnepasning!”, oplyser Helle Svahn.

En doktorassistent tjener maks. 2.500 euro på slutløn (fuld tid).  Selvom hendes egen løn også er lavere end den, hun fik i Danmark, mærkes det ikke i hverdagen.

”Min månedsløn er 2.000 euro, og jeg får 1.800 euro udbetalt. Men skatten er lavere her, og der er 9 procent skat på fødevarer, så pengene strækker længere end derhjemme,” forklarer Helle.

Sproget kan forbistre

Helle Svahn havde i to år inden flytningen gået til hollandsk på Studieskolen en gang om ugen. Hun går stadig til sprogundervisning. Nu to gange ugentligt. De fagudtryk, som bruges i hverdagen, har hun lært for længst. Sværere er de finere nuancer i sproget.

Hun husker, hvordan hun en dag mente, at hun høfligt bad en patient om at rykke bagdelen bagud i stolen. Det udtryk, hun brugte for legemsdelen, var imidlertid af en mindre stueren karakter.

”Patienten så målløs ud, og min kollega grinede. Forholdet mellem patient og behandler er mere formelt end i Danmark, så jeg måtte jo forklare, at det ikke var med vilje. Jeg kendte ikke andre ord for bagdel,” fortæller Helle Svahn.

Selvom det går bedre og bedre med sproget, er hovedet godt fyldt op efter en arbejdsdag, og så er det rart, at hun har en lang weekend fra fredag til onsdag en gang om måneden, hvor hun har tid til at besøge familie og venner.

”Jeg savner mit netværk i hverdagen. Mine nye kolleger er søde, og vi kan snakke om alt muligt, men de er lidt mere private, og vi mødes ikke socialt uden for arbejdstid. Så jeg kan godt føle mig lidt alene,” forklarer hun. Svaret på, om hun kan anbefale andre, der forelsker sig, at forlade det vante, er et stort ja. Uden tøven.

”Følg dit hjerte. Spring ud i det. Man kan jo altid komme hjem igen.”

Arbejdsmiljø halter

Holland er et EU-land, men arbejdsmiljøet er langt fra dansk standard, har Helle Svahn konstateret. Hun vurderer, at det blandt andet skyldes, at fagforeningerne ikke har samme opbakning som i Danmark. I Holland er langt de fleste ikke medlem af en fagforening, fortæller hun og konstaterer:

”Nu kan jeg se, hvor vigtigt det er at være med i en fagforening.”

Hun giver et par eksempler på arbejdsmiljøet. ”Vi tager ud og tager blodprøver 20-30 forskellige steder i byen, fx på plejehjem og i lægepraksis. Vi får som regel et lokale til prøvetagningen, men de fysiske arbejdsforhold er ringe. Flere steder må vi nøjes med en sammenklappelig havestol til patienten.”

Sommerfuglekanyler eksisterer ikke. Heller ikke når det er til blodprøver på børn. Helle Svahn har spurgt ledelsen, om de ikke kan indkøbe andre kanyler, men får svaret, at det er for dyrt.

Hun oplever også, at der ikke som i Danmark er aftalt arbejdstidsregler, der beskytter medarbejdernes
fritid.

”Laboratoriet lukker klokken 18, men ledelsen tager for givet, at man tager overarbejde, hvis der er behov for det. I prøvetagningen planlægger de ens dag, så der ofte er overarbejde, uden at spørge, om det er o.k.,” fortæller Helle Svahn.

Arbejdstiden begynder et kvarter før, ambulatoriet åbner. Også selvom medarbejderne en halv time før henter en firmabil for at komme til ambulatoriet. Arbejdet er desuden endnu ikke så digitaliseret som i Danmark.

”Jeg har en arbejdsmobil, hvor jeg finder alle rekvisitioner. Det er ret nyt. For et halvt år siden brugte vi gammeldags papirrekvisitioner, hvor lægen krydsede af, hvad han ville have af analyser,” fortæller hun.

Læs også

 

​Drømmer du om at bruge dit fag i udlandet?

I dbio’s sekretariat får vi ofte spørgsmål fra bioanalytikere, som gerne vil arbejde i udlandet.

I dette nummer af fagbladet har vi interviewet tre bioanalytikere om deres oplevelser på
arbejdspladser under fremmede himmelstrøg.

Hvordan fik de jobbet, og hvad er deres tips til andre?