Arbejdsmarkedets Erhvervssikring: Ja, vaccinationskade er også arbejdsskade

Danske Bioanalytikere efterlyser en udmelding fra regionerne om, at længerevarende bivirkninger efter coronavaccination skal anmeldes som arbejdsskade. AES mener også "eventuelle skader i forbindelse med vaccination mod COVID-19 kan være en arbejdsskade."

Nyhed

​​​​​​ Af Niels C. Jensen, journalist

vaccine_regh1_web
62 procent af bioanalytikerne har fået første stik med coronavaccinen, 35 procent er færdigvaccineret. Pressefoto: Scanpix Ritzau, Region Hovedstaden 

Smitte med Covid-19 skal anmeldes som en arbejdsskade, og anerkendes også som arbejdsskade, hvis det er sandsynligt, at man blevet smittet på sit arbejde. På samme måde bør længerevarende bivirkninger efter vaccination mod Covid-19 anmeldes som arbejdsskade. Det mener formand i Danske Bioanalytikere, Katja Wienmann Bramm. 

”Jeg mener, at sundhedspersonale, der oplever længerevarende bivirkninger fra coronavaccine skal anmelde det som en arbejdsskade. Den samme anbefaling kom Region Syddanmark med i forrige uge, men trak den senere tilbage, fordi de ikke var enige med de andre regioner. Jeg mener derimod, at anbefalingen burde gælde i alle regioner,” siger Katja Wienmann Bramm. 

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som har til opgave at behandle arbejdsskader i Danmark, kommer nu Danske Bioanalytikere i møde, og skriver i en mail, ”eventuelle skader i forbindelse med vaccination mod COVID-19 kan være en arbejdsskade, hvis man bliver vaccineret som led i sit arbejde”.

COVID-19 vaccinationskader kan være en arbejdsskade 

"Generelt har man som arbejdsgiver pligt til at anmelde arbejdsulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Læger og sygehuse har pligt til at anmelde erhvervssygdomme. Det gælder også, hvis man i forbindelse med sit arbejde er blevet smittet med COVID-19, ligesom eventuelle skader i forbindelse med vaccination mod COVID-19 kan være en arbejdsskade, hvis man bliver vaccineret som led i sit arbejde. Der er ikke pligt at anmelde lette, forbigående gener i forbindelse med vaccination, som f.eks. kløe og rødme omkring vaccinationsstedet eller lignende," skriver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og fortsætter:

"Det er en konkret vurdering i den enkelte sag, hvorvidt en skade som følge af Covid19 vaccination kan anerkendes. En skade efter en vaccination kan også være omfattet af patienterstatningsordningen, og bør derfor anmeldes til Patienterstatningen uanset om den også anmeldes som en arbejdsskade." 

Danske Bioanalytikere har tidligere påpeget, at sundhedspersonale bliver vaccineret som en del af deres arbejde. Næstformand Katja Wienmann Bramm peger på, at sundhedspersonale ifølge Sundhedsstyrelsens vaccineplan er særligt kategoriseret (målgruppe 4, red.), og at de derfor bliver vaccineret før mange andre grupper i samfundet. 

“Det gør de netop, fordi de er i særlig risiko for smitte, har en samfundskritisk funktion og ligeledes for, at de beskytter patienterne bedst mulig mod risiko for smitte udefra. Sundhedspersonale må derfor siges at modtage vaccinen som en del af deres arbejde, og derfor bør eventuelle bivirkninger fra vaccinen også anmeldes og behandles som en arbejdsskade,” siger Katja Wienmann Bramm.   

Danske Regioner afviser: Ikke en arbejdsskade​

Arbejdsgiverorganisationen Danske Regioner mener derimod ikke, at der er tale om en arbejdsskade, når man oplever bivirkninger efter at være blevet vaccineret mod Covid-19. 

“Vi mener ikke, at der kan være tale om en arbejdsskade, hvis man oplever følgevirkninger af en vaccination mod covid-19, da det ikke er regionerne som arbejdsgiver, der pålægger eller tilbyder vaccination. Vaccination tilbydes af Sundhedsstyrelsen, og det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet..” skriver Danske Regioner d. 10. marts i en mail til Sundhedspolitisk Tidsskrift. 

Noget tyder dog på, at Danske Regioner måske vil skifte mening i den kommende tid. Danske Regioner oplyser d. 16. marts følgende i en mail til Danske Bioanalytikere:

“Det er vores opfattelse, at spørgsmålet stadig drøftes med Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Derfor afventer vi afslutningen på disse drøftelser, før vi kan udtale os yderligere.”​

Særligt benyttede sider på dbio.dk