Fagblad nr. 8 2022

Del, del, del – skriv, skriv, skriv

Ingen børn, ingen bryster, ingen operationer. Eller stort set nogen anden form for diagnostik og behandling. Som I måske allerede har set i jeres Facebook-feed, har Danske Bioanalytikere de seneste tre uger haft gang i en SoMe-kampagne, der skal rette spotlyset mod vores faggruppe. Det er tiltrængt. Mildest talt.

Som de fleste af jer har oplevet igen og igen, har mange politikere – og danskerne generelt - umådeligt svært ved at forstå, at der rent faktisk findes en anden vigtig profession i sundhedsvæsnet. En profession, hvis bidrag er en forudsætning for virkelig mange af de aktiviteter, som de langt mere synlige sosu’er, sygeplejersker og læger dagligt udfører.

Vi har derfor et fælles ansvar for at få budskabet om vores faggruppe ud i en bredere offentlighed. Så del, del, del!
 Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytiker

I ved, hvem jeg taler om. I ved, hvad jeg taler om. Vi har netop overstået et folketingsvalg, og hvad enten en ny spændende regering allerede er på plads – eller forhandlingerne stadig er undervejs – er rekruttering, fastholdelse og honorering af offentligt ansatte, ikke mindst sundhedsprofessionelle, en af de presserende opgaver for politikere på alle niveauer.

Det er her vores kampagne kommer ind; under valgkampen blev de samme to-tre-fem faggrupper nævnt, som dem, der først og fremmest skal have opmærksomhed, og ja, i en eller anden version – flere lønkroner. Jeg hørte ikke bioanalytikere og vores lønefterslæb eller rekrutteringsproblemer nævnt andet end et par gange.

En gang af en sundhedsprofessor, en anden gang af en tidligere hospitalsdirektør. Vi har derfor et fælles ansvar for at få budskabet om vores faggruppe ud i en bredere offentlighed. Så del, del, del!

Her i begyndelsen af november er det allerede sket mere end tusind gange og ikke færre end 107.711 personer har set kampagnen. Mange tak for det! Og tak for det glimt i øjet, det alternative kampagnebillede med mandebrysterne på Instagram er afsendt med.

Og så har to bioanalytikere skrevet åbne breve til politikerne og fået dem optaget i henholdsvis i Aarhus Stiftstidende og Randes Amtsavis. Heri fortæller de om vores fag, dets nødvendighed og dets udfordringer – som travlhed, underbemanding og afvandring til det private erhvervsliv. Og om, hvorfor man ikke får et velfungerende sundsvæsen, hvis man overser de mindre specialfagligheder som fx vores.

Fedt, hvis flere af jer gjorde det samme, for den slags udmeldinger understøtter dbio’s arbejde, og sammen er vi stærkest. Jeg vil derfor gerne toppe kampagnens slogans med et “Ingen bioanalytiker – intet sundhedsvæsen”

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk