Fagblad nr. 3 2023

Vi skal være flere for at være stærkere. Specielt når det går op ad bakke.

En fagforenings gennemslagskraft står og falder med antallet af medlemmer. Derfor har det altid højeste prioritet at sørge for at være et relevant fællesskab for – i dbio’s tilfælde –alle i bioanalytikerstillinger. Relevant for medlemmer OG potentielle medlemmer. Altså dem, der ikke har meldt sig ind. Endnu.

Når vi er mange, står vi også med størst mulig troværdighed overfor arbejdsgiverne.
Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Jeg minder lige om disse, egentlig ret indlysende, sandheder, fordi dbio pt er i gang med at foretage et større ryk på området. På flere fronter. Med forskellige tiltag. Både ude på arbejdspladserne, i regionerne og på landsplan.

Rekruttering og fastholdelse af medlemmer har været en mærkesag siden 2018, og på kongressen i 2021 blev der vedtaget en række forslag, der på hver sin måde skal løfte opgaven: Vi skal være flere for at være stærkere. 

Så står vi stærkere, når det går op ad bakke som fx. ved overenskomstforhandlinger. I arbejdsskadesager. Eller når vi skal råbe politikere op, som vi gjorde det forud for Folketingsvalget med kampagnen “Ingen bioanalytikere – Intet Sundhedsvæsen”. Den kampagne fik netop stor gennemslagskraft, fordi I som medlemmer af dbio gik all in og delte opslagene på Facebook.

Når vi er mange, står vi også med størst mulig troværdighed overfor arbejdsgiverne. Det er lige nu blevet endnu mere presserende. Det seneste år har vi oplevet en historisk høj inflation, og nogle medlemmer har derfor fravalgt dbio-kontingentet i en stram privatøkonomi. Derfor skal vi alle blive endnu bedre til at fortælle, at det ER en kanongod livsinvestering at være medlem af en fagforening.

Ja – korrekt: Man er også omfattet af en overenskomst uden et medlemskab. Men - nej, man er ikke dækket økonomisk ind ved en strejke. Får man en arbejdsskade, står man også ret alene, hvis der skal søges erstatning i et uoverskueligt klagesystem.

Og skulle I opleve fx uretmæssige fyringer på jeres arbejdsplads, rykker fagforeningen ud med støtte fra tillidsrepræsentanter og regionsformænd, med rådgivning fra dbio’s sekretariat og evt. ekstern advokatbistand til de ansatte, der har tilvalgt fællesskabet og solidariteten i dbio.

Også i fredstid er det dbio, der sikrer jer en bred vifte af kvalificerede kursustilbud og arrangementer; alt dét, der gør jer klogere, dygtigere, og som er med til at understøtte den faglige stolthed. For – det er vi overbevist om – det er den fællesfaglige identitet, der er dbio’s særlige selling point, som det hedder.

Derfor er det vigtigt, at også du er med til at prikke til de kolleger, der har valgt anderledes end at være medlem af dbio. Forklar dem, at vi alle har fordel af at være med i fællesskabet. I fagforeningen. På den måde kan vi sammen opnå de bedste resultater.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk