Pris til mentorordning i Randers: Jeg kastede Lisa ud på dybt vand fra den første dag

Vinder af dbio's arbejdsmiljøpris 2020: ”Den første uge følte jeg, at jeg havde haft 80ti mer hver dag, fordi jeg snakkede og snakkede i et væk,” ler Anne Damgaard Nielsen.

”Ja, jeg følte også, at jeg havde været på dobbeltarbejde,” supplerer Lisa Stuhr Thejll. 

Hun var den nye. Den, som lyttede og lyttede til alle Anne Damgaards ord. De to bioanalytikere fra Afdelingen for blodprøver og biokemi ved Regionshospitalet i Randers har været fast makkerpar, siden Lisa Thejll 1. oktober begyndte på sit nye job på sygehuset. Den første dag, hun mødte ind, stod Anne Damgaard klar som hendes mentor. En slags kollegial storesøster.

Det kan være hårdt arbejde at starte i et nyt job. Der er mange ansigter og navne. Arbejdspladsens

rutiner og regler – ikke mindst de uskrevne – skal læres. For at undgå at de nyansatte skal forholde sig til nye kolleger hver dag, bliver de på afdelingen i Randers helt systematisk sat sammen med en fast makker, som giver dem en tryg og fokuseret indkøring.

Mentorordningen blev indført i begyndelsen af 2019, og de nyansatte bioanalytikere har været glade for modtagelsen, som har vist dem, at de var ventede på deres nye arbejdsplads.

”Ja, jeg følte mig meget velkommen, fordi nogen havde forberedt min ankomst,” husker Lisa Thejll.

Patientsnak og papira​rbejde

Foran computeren klikker Lisa Thejll sig rutineret igennem de skemaer, som skal udfyldes i forbindelse med en blodprøve. Da hun trykker ”klar”, dukker patienten hurtigt op i døren. Den 75-årige mand er fast kunde i Blodprøvetagningen, men alligevel betror han Lisa Thejll, at han har nålefobi.

”Skal jeg sige, når jeg stikker så?”, spørger hun omsorgsfuldt, og det vil patienten gerne have.

Der er afsat fem minutter til hver person, så det er ikke folks livshistorie, man kan nå at få, men et par få velvalgte bemærkninger kan alligevel gøre underværker i forhold til patientens oplevelse af situationen. Det ved Lisa Thejll.

I begyndelsen tog Anne Damgaard sig af at samtale med patienten, så Lisa Thejll kunne koncentrere sig om stik og papirarbejde, men nu klarer hun selv det hele uden at blive hylet ud af den.

Patienten her skal have undersøgt både nyrer og lunger og skal derfor have taget hele 10 prøver, så nålen bliver siddende i armen nogle minutter.

Han tapper lidt med fødderne og stirrer stift ind i væggen, indtil Lisa Thejll roligt siger:

”Så nåede vi i mål – du må godt bøje armen.”

Blodprøverne vendes, og Lisa Thejll sætter prøvetagningsglassene med de kulørte låg ned i en rød metalbeholder, som sendes til laboratoriet med rørpost.

”Lige fra begyndelsen prøvede jeg at holde mig i baggrunden, når Lisa skulle i kontakt med en patient, sådan at de ikke straks spottede, at hun var under oplæring. Nogle patienter kan godt finde på at sige: ’Er du ny, så skal du ikke stikke mig.’ Men så plejer jeg bare at sige: ’Hun er god til det!’ Så er der ikke nogen problemer,” forklarer Anne Damgaard.

Begejstringen smitter

Lisa Thejll har været taknemmelig for, at hun kun har skullet forholde sig til en enkelt person de første uger:

”Der er 80 ansatte her på afdelingen, så det er rigtig mange nye ansigter. Jeg er virkelig dårlig til at huske navne, men nu skulle jeg så kun huske Anne her i den første tid, mens der var rigtig meget andet at huske på. I stedet kunne jeg koncentrere mig om oplæringen. Det var virkelig rart.”

Den 23-årige nyuddannede bioanalytiker kom til sit nye job direkte fra en barselsorlov. 

”Jeg var da lidt bekymret for, om jeg kunne komme i gang igen, men Annes begejstring for arbejdspladsen forplantede sig hurtigt til mig, og jeg blev grebet af det.”

Lisa Thejll beskriver, hvordan hun som nyansat føler sig set og inkluderet, når hun med sin mentor bliver fulgt rundt på gangene.

”Der bliver sagt godmorgen og tak for i dag, og man bliver introduceret for alle dem, der er relevante. Når man følges ad til pause, kommer man også lettere i snak med de andre.”

De to bioanalytikere er enige om, at den nyansatte hurtigere bliver selvkørende på grund af mentorordningen.

”Fordi Anne hele tiden er ajour med, hvad jeg kan, kan hun også bedre skubbe mig videre,” for klarer Lisa Thejll, som fra den første dag fik en masse rigtige opgaver, som hun skulle løse.

Anne Damgaard supplerer:

”Ja, jeg har simpelt hen kastet Lisa ud på dybt vand fra starten, fordi jeg kunne mærke, at det kunne hun godt holde til. Og både hun og jeg vidste jo, at jeg stod ovre i hjørnet med redningskransen.”

Anne Damgaard understreger, at hun ikke ville have smidt Lisa Thejll ud i tingene på samme måde, hvis hun havde haft en fornemmelse af, at hun var en stille og forsigtig type.

”Men jeg kunne mærke, at hun har gåpåmod, så hun fik bare af samme skuffe, som jeg selv ville have ønsket, hvis det var mig, der var ny,” smiler Anne Damgaard.

​Mentor med arbejdsglæde

En vigtig ting for Lisa Thejll har været, at hendes mentor har meldt sig, fordi hun har lysten til at lære fra sig.

”Det er klart rarere at blive lært op af en, som selv har fornøjelse af det, og ikke en, som har fået trukket opgaven ned over hovedet. Man føler ikke, at man er til besvær.”

Også afdelingens øvrige medarbejdere har taget positivt imod mentorordningen. De ved nu, at der bliver taget hånd om den nye kollega, og derfor får de ro til at fokusere på deres opgaver. Ingen sidder med dårlig samvittighed over ikke at tage sig af ”klassens nye pige”.

Baggrunden for, at Afdelingen for Blodprøver og Biokemi indførte mentorordningen, var, at der pludselig begyndte at komme nyansættelser efter mange år med den samme medarbejderstab.

”Da jeg blev ansat for halvandet år siden, havde der ikke været nyansættelser i 17 år,” fortæller Anne Damgaard.

”Folk var så glade for at være her, at de ikke rejste frivilligt. Så medarbejdergruppen var efterhånden oppe i årene, og da de så begyndte at gå på pension, kom der pludselig en del nye til.”

Med yngre ansatte opstod der også barselsvikariater, så alt i alt kom der en strøm af nye mennesker, som skulle finde deres vej ind i de omfattende arbejdsgange og de kringlede vagtplaner.

Afdelingen for Blodprøver og Biokemi er ikke et let sted at være ny, fordi der er så mange forskellige funktioner, kontakter med andre afdelinger på hospitalet og skiftende vagter. For de nyansatte blev det for overvældende med så mange input, og derfor gik tillidsrepræsentanten sammen med samarbejdsudvalg og ledelse i gang med at stable et mentorkorps på benene.

Man kiggede efter medarbejdere, som udviste arbejdsglæde, og som havde lyst til at lære fra sig. Som Anne Damgaard, der erkender:

”Man skal nok være ret udadvendt, og jeg elsker at snakke.” Der er også medarbejdere på afdelingen, som har sagt nej tak til at blive mentor. Opgaven som mentor kræver et overskud til at lære fra sig, og det syntes Anne Damgaard, at hun kunne sige ja til:

”Selv om jeg ikke er specielt pædagogisk og ikke selv har børn … Den største udfordring for mig i det her arbejde har faktisk været at udvise tålmodighed over for børn, når de skal have taget blodprøver,” ler Anne Damgaard.

Ledelsen forsøger at matche mentoren og den nyansatte, så de passer sammen, og Anne blev sat sammen med Lisa, fordi hun var nyuddannet, ligesom Anne Damgaard var det, da hun blev ansat for halvandet år siden.