Patologisk Institut er klar til 6000 kvinders egne HPV-prøver

På Regionshospitalet Randers skal bioanalytikerne på Patologisk Institut nu analysere hjemmeprøver for Humant Papillomavirus (HPV). Som noget nyt får 6000 kvinder i Region Midtjylland tilbudt en hjemmeprøve til undersøgelse for livmoderhalskræft.

Nyhed
Skrevet af
Kirsten Gregers Jørgensen, journalist 
HPV-hjemmeproeve_web

Børsten til HPV-hjemmeprøverne ser anderledes ud end den, lægen bruger til celleprøver. Der følger naturligvis også en vejledning med til kvinderne. Foto: Helle Brandstrup Larsen.

Fremover vil der være en anden afsender på nogle af prøverne, som ankommer til Patologisk Institut, Regionshospitalet Randers. I stedet for en lægepraksis vil nogle prøver være sendt hjemmefra kvinder i alderen 30 til 64 år, som bor i regionen.


I Region Midtjylland bliver 6000 kvinder nemlig i de kommende måneder tilbudt at deltage i screening for livmoderhalskræft med en hjemmeopsamlet prøve. Fælles for dem er, at de ikke har fået taget den anbefalede gynækologiske undersøgelse hos egen læge. Knap hver tredje kvinde i Region Midtjylland tager ikke imod det nationale screenings-tilbud for livmoderhalskræft, skriver hospitalet på deres hjemmeside.

 

Nyt og spændende

De første hjemmeprøver fra kvinderne er allerede ankommet til Patologisk Institut, fortæller ledende bioanalytiker Jette Krüger Jensen.

”Indtil videre har vi fået 15 prøver. Det kan jeg sige ret præcist, for det er en anden type børste end den, lægen bruger. Lægen putter børsten i en væske, mens kvinderne, der får hjemmesættet, sætter en hætte omkring. Derfor kan vi lynhurtigt se, når det er hjemmeprøverne, vi modtager,” siger Jette Krüger Jensen, der ser frem til den nye faglige udfordring.

”Det hele er ret nyt, så det er spændende, hvordan det kommer til at foregå. Det vil jo være fantastisk, hvis flere kvinder med celleforandringer blev opdaget i tide,” siger hun.

Automatiseret

Hjemmeprøverne undersøges for Humant Papillomavirus (HPV), som kan føre til livmoderhalskræft. Hvis der findes HPV-infektion, skal kvinden til sin egen læge for at få taget et celleskrab, som kan vise, om der er behov for yderligere undersøgelser.

HPV-analysen af kvindernes egne prøver, er ikke anderledes end den HPV-analyse, som bruges på celleprøver taget af praktiserende læger. Derfor er det foreløbig ’business as usual’ på Patologisk Institut i Randers.

”I forvejen laver vi mange prøver på vores store HPV-analyseudstyr, som kan lave 96 prøver per kørsel. Vi har fire bioanalytikere, som laver de her HPV-tests. To til seks ekstra prøver om dagen ændrer ikke noget; det kan vi godt køre igennem. Det er jo meget automatiseret. Så indtil videre er det ikke noget, som lægger vores afdeling ned,” siger Jette Krüger Jensen.

Hjemmeprøver lige så sikre

Forskning viser, at HPV-hjemmeprøverne er lige så valide som de celleprøver, lægen tager – såfremt man anvender valideret PCR-metode til HPV- analysen, fortæller projektleder og ph.d.-studerende Mette Tranberg Nielsen fra Afdeling for Folkeundersøgelser, Regionshospitalet Randers.

”Hverken prøverne fra derhjemme eller egen læge er 100 % sikre, men når man anvender valideret PCR-metode ved hjemmeprøverne, så viser det sig, at sensitiviteten og specificiteten er den samme som for lægeopsamlede prøver,” siger Mette Tranberg Nielsen, der selv har en baggrund som bioanalytiker.

Langt fremme i Holland

Mette Tranberg Nielsen vurderer, at de vil få cirka 1000 ud af de 6000 kvinder til at indsende prøverne til Patologisk Institut, og forventer, at det vil foregå løbende over de kommende 5-6 måneder.

I første omgang er HPV-hjemmeprøverne en forsøgsordning, som skal evalueres, før det eventuelt besluttes, om den nye metode skal være en permanent del af livmoderhalskræft-screenings-programmet i regionen.

På Hvidovre Hospital i Region Hovedstaden har man tidligere kørt et pilotprojekt med hjemmeopsamlede prøver. Vurderingen er, at en hjemmeopsamlet prøve kan hjælpe med at forebygge cirka hvert tredje tilfælde af livmoderhalskræft i gruppen af undersøgte kvinder, skriver Dagens Medicin.

I Holland har man allerede indført HPV-hjemmeundersøgelser som en del af deres nationale screenings-tilbud, fortæller Mette Tranberg Nielsen.

”De er langt fremme med det her i Holland,” siger hun.

CIRKA 100.000 SMEAR-PRØVER OM ÅRET

​- Et ’smear’ er celleprøver fra livmoderhalsen
- På Patologisk Institut, Regionshospitalet Randers, modtager de cirka 500-600 smear-prøver om dagen og cirka 80.000-100.000 smear-prøver om året fra de praktiserende læger i hele Region Midtjylland
- Det er ikke alle prøverne, der laves HPV-test (PCR-analyse) på. Kvinder mellem 60 og 64 år samt kvinder, der tidligere har haft celleforandringer, får automatisk tilbudt HPV-test.
Kilde: Ledende bioanalytiker Jette Krüger Jensen, Patologisk Institut, Randers.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk