Hun mistede sit fleksjob, sin faglige identitet, sin stolthed og sit hus

I dagene og især nætterne op til retssagerne har hun været dybt nede i kulkælderen. Med mørke tanker, heftig hjertebanken og en frygt for at skulle konfronteres – igen – med beskyldninger, hun finder helt urimelige.

Om uduelighed og manglende samarbejdsvilje. Om at have været stort set overflødig i det fleksjob, som hendes daværende leder selv tog initiativ til og mente var en knippelgod løsning for en værdsat medarbejder efter en trafikulykke og en piskesmældsskade i 2001.

En jobordning, hun og fem andre bioanalytikerkolleger i 2018 blev fyret fra under en omfattende sparerunde på sygehusene i Region Sjælland. Danske Bioanalytikere har protesteret mod fyringerne på alle tænkelige niveauer, bl.a. gennem forhandlinger og høringssvar.

Da bestræbelserne viste sig nytteløse, valgte dbio, i samråd med de fire af de seks bioanalytikere, der er medlemmer af dbio, at indbringe sagen for retten. På en påstand om brud på forskelsbehandlingsloven, som også omfatter handicap.

Fire i samme båd

“Det har været et helvede at sidde dér i retten – først i byretten og siden i landsretten – og høre arbejdsgivernes advokat læse op fra de skemaer, den nye afdelingsledelse havde fået til opgave at udfylde over vores kvalifikationer og funktioner i forbindelse med fyringsrunden.

Jamen, vi kunne jo nærmest ikke en skid, hvis man skulle tro det, de havde skrevet om os. Men de kendte os jo slet ikke, og der er aldrig tidligere blevet sat spørgsmålstegn ved vores arbejde. Der havde fx heller ikke været afholdt MUS-samtaler i hele 2018. Heldigvis var vi fire bioanalytikere i samme båd og kunne støtte hinanden. Og vi har i hele forløbet haft dbio og advokaten med os og fået al den hjælp, vi kunne ønske. Men det har været rædselsfuldt,” konstaterer May-Britt Lauridsen.

Hun er 59 år, havde arbejdet som bioanalytiker i 33½ år, efter at hun blev færdiguddannet som blodbankslaborant i 1985. Ved piskesmældsskaden i 2001 var hun ansat på Klinisk Biokemisk Afdeling på Roskilde Sygehus på fuldtid og med vagter.

Den kroniske lidelse skulle vise sig at være en lumsk fætter, der først krævede en fuldtidssygemelding og siden røg lidt op og ned og frem og tilbage med svimmelhed, træthed og manglende koncentrationsevne. Nakken gjorde ondt. Og senere blev skulderen opereret ad to omgange.

Da hendes leder foreslog, at hun først blev afprøvet i forskellige funktioner og siden tilbudt et fleksjob med nedsat tid, var May-Britt Lauridsen dybt taknemmelig over den fleksibilitet og rummelighed, hun og hendes helbredsmæssige udfordringer blev mødt med; der var en enorm villighed til at fokusere på styrker frem for svagheder og til at teste forskellige modeller.

Nedgjort til sokkeholderne

“Først blev jeg tilknyttet et satellitambulatorium inde i Roskilde med arbejdstid fra først 8-12, siden 7.30-13 fire dage om ugen. Men efter balladen med min skulder og operationerne mente min leder, at jeg hellere skulle være en slags praktisk gris for afdelingen.

Min tid blev fordelt mellem at stå for forsendelser ind og ud af laboratoriet, være med til at lægge vagtplaner, taste ind i lønsystemet, være mentor for nyansatte og tage blodprøver på morgenrunden. Jeg blev også oplært i et par analyser. Alt sammen opgaver, der aflastede de øvrige ansatte. Da jeg var oppe på flest timer, havde jeg tre fulde arbejdsdage om ugen på i alt 22,5 timer,” forklarer hun.

Med fyringen følte hun, at hun ikke bare mistede et job og en indtægt, der betød, at hun og hendes mand måtte sætte deres hus til salg. Hun tabte også sin faglige identitet og stolthed. I retssalen var  arbejdsgiversiden meget opsat på at hakke de fyrede fleksjobbere helt ned til sokkeholderne for at berettige deres disposition, føler hun.

Parat til Højesteret

“Bl.a. har de slået på, at jeg en overgang havde svært ved at køre i elevator på grund af svimmelhed. Men selvom jeg fandt ud af at stille mig helt op ad væggen i elevatoren og senere derfor godt kunne klare at tage blodprøver på andre etager, blev det stadig brugt mod mig. De mente også, at jeg ikke har været samarbejdsvillig; det har jeg heller ikke hørt før, tværtimod.

Jeg har virkelig været helt nede at vende og føler ikke, at jeg har noget at miste. Det er også derfor, at jeg er indstillet på, at vi sammen med dbio fører sagen helt til Højesteret, selvom det endnu en gang vil være rædselsfuldt. Men det er bare ikke i orden at skille sig af med fleksjobbere på så brutal en måde,” lyder det fra en stadig stædig May-Britt Lauridsen.

Hun var da heller ikke i udgangspunktet indstillet på at kvitte sit fag, men sendte jobansøgninger til samtlige lægepraksis i hele lokalområdet. Forgæves. I dag er May-Britt Lauridsen ansat 9-10 timer i et andet fleksjob i en blomsterbutik i Hvidovre. På den nye fleksjobordning, der blev indført i 2013, og som lønkompenserer hende i langt mindre grad.