Grøn omstilling kræver en god ven i teknisk afdeling

Anne Hagh fra Vejle Sygehus har været engageret i klima- og miljøspørgsmål siden, hun gik på gymnasiet. Nu er den grønne omstilling kommet til hospitalerne, og det har fået Anne i gang med at udbrede de grønne ideer på afdelingen.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Anne Hagh og krus-web

”Vi er alle sammen forpligtede til at tænke over, hvor meget vi forbruger og smider ud,” mener Anne Hagh, bioanalytiker og hygiejnenøgleperson på Nuklearmedicinsk Afdeling, Vejle Sygehus. Privatfoto

Kan vi affaldssortere plastikkrus? Kan vi bruge færre engangssprøjter? Kan vi finde en leverandør, der indsamler rester af kontrastvæske til genanvendelse?

Spørgsmålene kommer fra Anne Hagh, der arbejder som bioanalytiker på Nuklearmedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus. Annes kolleger og familie ved, at hun er meget engageret i miljø og bæredygtighed, og at hun dagligt forsøger at påvirke sine medmennesker til at tænke og handle mere rationelt og klimavenligt.

”Vi kom først rigtigt i gang med affaldssortering for et halvt års tid siden, men nu er det noget, de allerfleste tager meget alvorligt og gør noget ud af. Senest har jeg sørget for, at nogle store plastikkrus, som patienterne skal drikke vand af, bliver sendt til genanvendelse som hård plast, i stedet for bare at blive smidt ud og sendt til forbrændingen,” siger Anne Hagh.

Indkøb står for 75 procent af klimabelastningen

Og det er kun ét eksempel på, hvordan man kan agere mere grønt i et sygehuslaboratorium, forklarer Anne, som også holder oplæg for kollegerne og sender nyhedsmails om, hvordan den grønne omstilling og mere rationelt forbrug og indkøb kan sættes i værk på afdelingen.

Tilbage i 2013 holdt Anne Hagh et oplæg for kollegerne, bioanalytikere og radiografer, om hvordan afdelingen kunne spare penge, ressourcer og miljøbelastning ved at nedsætte afdelingens forbrug af forskellige utensilier. Et oplæg hun har opdateret og afholdt igen i 2022 i forbindelse med Region Syddanmarks strategi om grønne indkøb.

”I 2021 købte regionen ind for ca. 10 mia. kr. fordelt på ca. 100.000 varer. Det vurderes, at 75 pct. af regionens klimabelastning stammer fra disse indkøb, og derfor har regionen skarpt fokus på at styrke grønne indkøb,” skriver Region Syddanmark.

Med andre ord, er der god grund til at se nærmere på hvert enkelt indkøb, og se om man enten kan undvære eller købe produkter, der er mindre klimabelastende og/eller anvendes flere gange.

Allieret med klimakonsulenten fra teknisk afdeling

Nogle af tiltagene fra 2013 bestod i f.eks. genbruge staseslager, ved at sende dem i opvaskemaskinen, spare på adaptere og skære ned på forskellige typer af plastutensilier. Og mange af tiltagene lykkedes, f.eks. har man sparet i omegnen af 16.000 kr. årligt ved genbruge staseslanger, forklarer Anne Hagh.

Annes spørgsmål til kollegerne. Kan vi i 2022?

  • Bruge staseslangen en hel dag og tørre af/ikke tørre af mellem hver patient
  • Trække Furix op i den sprøjte vi lige har brugt til NaCl?
  • Være bedre til lige at ryste kanyleboksene lidt, før vi skifter?
  • Genbruge papir til notespapir?
  • Skifte kontrastleverandør til én, der genanvender?
...

Derfor har Anne nu en ny række spareforslag med til kollegerne, som hun ved vil få en blandet modtagelse, men hun ved også, at de allerfleste med tiden tager tiltagene til sig og måske endda selv kommer med nye forslag.

”Der kan være en del modstand i starten, derfor har jeg også haft stor glæde af, at der er blevet ansat en klimakonsulent i teknisk afdeling på Sygehus Lillebælt. Hun er en god sparringspartner for mig og har været på besøg på vores afdeling og er kommet med ideer til, hvad vi kan gøre,” siger Anne Hagh, der netop nu sætter gang i sortering af madaffald på afdelingen.

På god bioanalytikermanér er sorteringen sat i system og struktureret, som det fremgår af Anne Haghs præsentation til kollegerne:

”Når dagen er omme eller næste morgen, vejes affaldet, resultatet noteres i skemaet og posen sættes ud ved vinduet i gavlen, sammen med sandwichoverskuddet. Portøren tager det med retur til køkkenet.”

En grøn ide: Artikelserie med konkrete ideer og tiltag til, hvordan bioanalytikere og laboranter kan være med til at gøre verden lidt mere grøn, eller i hvert fald lidt mindre sort. Skriv til journalist Niels C. Jensen, ncj@dbio.dk, hvis du har en grøn ide. De allerbedste ideer er konkrete lavpraktiske tiltag, som andre kan lære af og bruge på deres egen arbejdsplads.

Særligt benyttede sider på dbio.dk