Forældre med hjemsendte børn får ret til dagpenge

Ny trepartsaftale giver forældre med børn, der er hjemsendte på grund af covid 19, ret til barselsdagpenge og arbejdsgiverne refusion fra første sygedag for karantæneramte og corona-smittede medarbejdere.

Corona
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, politisk konsulent
Hjemmeskole

Stigende smitte sender mange børn i hjemmeskole og til pasning hjemme. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix.

”Lige nu er mange børn smittede med covid-19 og må holdes hjemme længere end, der er ret til fravær ved barns sygdom. Nu kan forældre trygt følge anbefalingerne og holde deres børn hjemme. Det viser den danske models styrke, at vi sammen med arbejdsgiverne og regeringen kan finde en løsning, så vi kan holde samfundet åbent, men uden at hverken arbejdspladserne eller medarbejderne bløder økonomisk”, siger Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere. 

Trepartsaftale om dagpenge

Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen er nu blevet enige om en såkaldt trepartsaftale. Aftalen betyder, at forældre, der må blive hjemme for at passe deres børn som følge af covid-19, får ret til barselsdagpenge.

Arbejdsgiver kan få sygedagpengerefusion fra første fraværsdag for medarbejdere, der er dokumenteret smittede med covid-19, eller som skal i selvisolation, fordi de er nære kontakter.


Det viser den danske models styrke, at vi sammen med arbejdsgiverne og regeringen kan finde en løsning, så vi kan holde samfundet åbent, men uden at hverken arbejdspladserne eller medarbejderne bløder økonomisk
Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere

Aftalen, der gælder både privat og offentligt ansatte medarbejdere, skal nu fremsættes som lovforslag i Folketinget. Der er er lagt op til at ordningen skal gælde fra 23. november 2021 til og med den 28. februar 2022 med mulighed for at den kan forlænges.

Hjemsendte børn - Hvem er dækket?

Ifølge aftalen kan forældre få barselsdagpenge, hvis deres børn er sendt hjem pga. covid-19. Enten fordi de selv er smittede, eller på grund af et eller flere smittetilfælde i dagtilbuddet, på skolen eller institutionen. Også selvom barnet ikke selv har symptomer på covid-19. Hjemsendelsen fra dagtilbuddet, skolen eller institutionen mv. skal ske efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Ordningen dækker forældre til børn til og med 13 år, og der tildeles i alt 10 arbejdsdage pr. barn i perioden ordningen gælder. 

Det er et krav, at forældrene opfylder barselslovens regler for ret til dagpenge, at forældrene ikke har mulighed for hjemmearbejde eller afspadsering, der kan bruges til pasning af barnet, og at der ikke udbetales løn eller holdes ferie den pågældende dag. 

Arbejdsgiver-refusion fra dag ét

Med aftalen får arbejdsgiver også ret til sygedagpengerefusion fra første fraværsdag for medarbejdere, der er dokumenteret smittet med covid-19. 

Normalt skal arbejdsgiver dække alle udgifter de første 30 sygedage, først herefter kan arbejdsgiveren få refusion fra medarbejderens kommune for den løn, der er udbetalt under medarbejderens sygdom. 

Arbejdsgiverne får også ret til sygedagpengerefusion fra første fraværsdag for medarbejdere, der efter sundhedsmyndigheders anbefaling skal gå i selvisolation, fordi de vurderes at være ”nær kontakt” til en smittet.

Særligt benyttede sider på dbio.dk