Jeg vil ikke stikkes af dig. Kan jeg få en anden bioanalytiker?

Hver dag bliver der taget tusindvis af blodprøver på hospitaler og sygehuse landet over. Men det går ikke altid ligetil, når nålen skal frem. Flere bioanalytikere oplever, at patienter afviser dem på grund af udseende, religion og køn.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist

DBIO560
Nogle patienter nægter få taget blodprøve af en bioanalytiker, hvis det er en muslim, kvinde eller noget helt tredje. Der findes ingen fælles retningslinjer for, hvad man gør i sådanne situationer. Modelfoto: Das Buro

”Jeg vil ikke stikkes af en perker som dig!”

Det var ordene fra en midaldrende mand i 50’erne, som Leila Yusefi skulle tage en blodprøve på for nogle år tilbage, mens hun arbejdede på Hillerød Sygehus. Hun husker tydligt hendes egen reaktion:

”Jeg svarede: ’Fint! Så får jeg 15 minutters ekstra frokostpause.’ Det var selvfølgelig en spøg, men jeg blev ked af det,” siger Leila Yusefi, der i øvrigt er muslim, men ikke bærer tørklæde.  Hun forklarer, at en af hendes kollegaer tog prøven i stedet, hvilket var rutinen på Hillerød.

I dag arbejder Leila Yusefi på Rigshospitalet, hvor det er en læge eller sygeplejerske, der skal tage sig af situationen, hvis en patient nægter at få taget en blodprøve af en bestemt bioanalytiker.

”Jeg tror blandt andet det skyldes, at vi er så mange med udenlandsk baggrund, der tager blodprøver, og derfor ikke bare har mulighed for at sende en anden,” siger hun.

Læs også: Ekspert: Ikke muligt at fravælge bioanalytiker på grund af udseende eller religion

”Jeg vil ikke stikkes af en muslim”

På Aabenraa Sygehus har man også oplevet, at patienter nægter at få taget blodprøve af en  bioanalytiker på grund af udseende, fortæller Maria Svejstrup Jakobsen.

”En patient i ambulatoriet bliver kaldt hen, da det er hans tur. Da han ser, at det en bioanalytiker med mørkt hår og lidt mørkere hud, siger han højt ud i lokalet, at han ikke vil stikkes af en muslim.”

”Nogle af mine kollegaer, der er tilstede hører det, og siger til ham, at han velkommen til at finde et andet ambulatorium, og de i øvrigt ikke vil høre på den slags. Hvorefter patienten gik sin vej,” siger bioanalytiker Maria Svejstrup Jakobsen, som understreger, at hun ikke selv var tilstede i situationen.

Ingen særbehandling i Odense 

På Odense Universitetshospital har man oplevet det samme problem, men med modsat fortegn. Bioanalytiker Mette Aagaard oplevede, at en patient ikke vil have hende til at tage en blodprøve, dels fordi hun var kvinde og dels fordi, hun ikke var muslim.”

”Jeg har en oplevet en mandlig muslimsk patient, som ikke ville have mig til at tage en blodprøve, fordi jeg ikke var en ærefuld muslimsk kvinde, der bar tørklæde,” siger Mette Aagaard. Manden valgte kort efter at gå uden at få taget sin blodprøve.

Mette Aagaard fortæller, at medarbejderne på afdelingen på et personalemøde har drøftet, hvad man skal gøre og sige i lignende situationer.

”Nu siger vi altid til patienterne, at vi er allesammen er gode og kompetente medarbejdere, og at ingen er bedre eller dygtigere end andre. Der er ingen særbehandling, og man kommer ind til en tilfældig bioanalytiker,” siger Mette Aagaard.

Bag i køen

Eva Mønsted, der er bioanalytiker på Klinisk Biokemisk afdeling på Ringsted Sygehus, forklarer at man også her har drøftet på et personalemøde, hvad man gør, hvis en patient nægter at få taget en blodprøve af en bestemt bioanalytiker.

”Patienten tager plads i venteværelset, mens vi blandt kollegaerne snakker om situationen og finder ud af, om det en vred patient eller en, der er nervøs. Hvis der er behov, så vi holder en kort pause og snakker situationen igennem.”

”Vi har haft nogle patienter, som har været afvisende overfor en muslimsk bioanalytiker, og de så er blevet bedt om at gå ud i venteværelset. Andre gange har det også været overfor danskere, hvor patienten måske tidligere har oplevet, at de ikke stak rigtigt."

Læs også: Ekspert: Ikke muligt at fravælge bioanalytiker på grund af udseende eller religion


Denne historie er også bragt af Dagens.dk

  • ​Medlemmer søges til ny udviklingsgruppe i etik.
  • Hvis du vil være med, så send en kort ansøgning til dbio@dbio.dk mrk. Udviklingsgruppe i etik inden den 27. februar.
FB-f-Logo__blue_512

Denne artikel er skrevet på baggrund af en debat i dbio's gruppe på Facebook. Og du kan også være med, deltag i debatten på Facebook.