Hanne Vibeke Holst: "Jeg regnede da heller ikke med, at det var lige nu, det ville ske"

Karoline vasker hænder. Helt bogstaveligt og ofte, fremgår det kun få kapitler inde i ”Som pesten”. Og hun  ved, hvad hun gør, vores danske romanheltinde. Hun er nemlig epidemiolog med rigelig felterfaring, har senest været ansat på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital og er lige tiltrådt jobbet som ”udbrudskoordinator” ved verdenssundhedsorganisationen WHO i Genève. Hun ved derfor, hvordan man imødegår en kommende – uundgåelig – epidemi: Med god håndhygiejne på det konkrete plan, og ved at verdenssamfundet samarbejder, koordinerer og udviser solidaritet på det overordnede.

Hvad, hun  ikke ved, er, at der i første kapitel er landet nogle vildænder på et gudsforladt husmandssted i det besatte Ukraine. Her snadrer de rundt sammen med Svetlanas tamænder i umiddelbar nærhed af hendes tre grise. Det er her, det sker, dét smittespring fra dyr til mennesker, der sætter en kædereaktion i fart. Snart er den gamle babusjka og især hendes barnebarn, Polina, i færd med at sprede den influenzatype, WHO et par uger senere betegner med tal- og bogstavkombinationen H7N9, og som lynhurtigt får Danmark som epicenter.

”Superskræmmende!”

Unge Polina arbejder nemlig på en danskejet svinefarm og ligger i med den nordjyske driftschef, der netop er ved at forlade Ukraine. Han afgår senere ved døden efter et voldsomt sygdomsforløb på Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Selvom ovenstående er fiktion, er det slående, hvor mange elementer i Hanne-Vibeke Holsts roman fra 2017, ”Som pesten”, der folder sig ud for øjnene af os lige nu. På side 218 taler regeringen om muligheden for at indføre nødretstilstand. På side 254 lukkes alle danske skoler og uddannelsesinstitutioner. På side 290 er sygehusene overbelastet af indlæggelser – de ansatte ”er under professionalismen på sammenbruddets rand”. Den elektroniske patientjournal – glem det! Der hamstres – selvklart. Folk flygter ud af byen, hvis de har den mulighed. Der holdes afstand, og gaderne lægges øde. Mundbind ses for første gang i København. Frivillige ”omsorgspatruljer” passer ensomme syge. På side 352 er der 5.000 døde og en halv million smittede. Fortrinsvis børn og unge. Flygtninge af afrikansk oprindelse er særligt udsatte.

”Denne gang ser det heldigvis ikke ud til at ramme børn og unge, men  mange tidligere influenzatyper og også den spanske syge er netop gået  hårdt ud over den gruppe,” lyder det fra Hanne-Vibeke Holst over mobiltelefonen fra sommerhuset på Sjællands Odde, hvor hun  har forskanset sig sammen med sin familie. For hende selv er det dog nogenlunde, som det plejer; hun er i gang med en ny roman og var allerede gået  i skriverskjul inden statsministerens skelsættende pressemøde den 11. marts.

Nej, kan den storsælgende forfatter fastslå, hun  føler hverken skadefryd eller tilfredshed med, at alt dét, hun  i 2013 researchede sig frem til ville ske på et tidspunkt – ”for sådan er det med pandemier; de er uundgåelige” – sker lige nu.

”Jamen, jeg regnede da heller ikke med, at det var lige nu, det ville ske. Det er jo helt surrealistisk, det, vi er vidner til. Superskræmmende! Jeg er lige så bange som alle andre – også for de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser. Og for hele uvisheden. I starten var ’det bare noget ovre i Kina, det har vi da totalt styr på’. Nu ved vi, at de kinesiske myndigheder i lang tid nedtonede udbruddet, og derfor blev verdenssamfundet og WHO ikke varslet i tide,” siger forfatteren. Som netop gjorde WHO’s magtspil og medicinalindustriens kynisme til omdrejningspunkt for sit romanplot.

Doktor Holst

Det var et svensk tv-selskab, der for syv-otte år siden hyrede den danske forfatter til at skrive en samfundsaktuel serie med international appeal og Genève  som location; den skulle gerne kunne afsættes til seere i mange lande. Der kom dog aldrig en tv-serie ud af Holsts researchophold i den schweiziske storby, der huser flere af FN’s institutioner. Hun gik til masser af pressemøder om nedrustning, miljøspørgsmål og andre abstrakte emner, men  kunne ikke rigtig finde et dramatisk narrativ, der ville kunne fungere på den lille skærm. Indtil …

”Jeg vil ikke sige, at jeg er rablende hypokonder. Men jeg har nok en snert. De kalder mig da også doktor Holst i familien. Jeg kan svare på rigtig mange medicinske spørgsmål. Det var årene efter svineinfluenzaen i 2009, hvor WHO blev anklaget for uberettiget at råbe ’ulven kommer’, og hvor den vaccine, der blev udviklet, gav en del børn narkolepsi. Dét var interessant. Jeg kunne godt se hvordan en pandemi faktisk også kunne bringe os sammen globalt. På godt og ondt. 

Jeg er altid optaget af at beskrive ulighed, og denne gang ønskede jeg at beskrive den ulighed, der opstår ved en verdensomspændende sygdom. Er vi solidariske? Eller vil vi helst bare sikre os selv? Altså om hvordan vi som verdenssamfund opfører os.”Nej, sagde  de mange eksperter, hun  talte med: Svineinfluenzaen udviklede sig aldrig til en verdensomspændende pandemi. SARS i 2002 nåede heller ikke det omfang. Jamen, hvornår kommer den så?

I ”Som Pesten” videreformidler hun  sagkundskabens gennemgående svar: Om fem minutter. Om fem uger. Om fem år. Når som helst! ”Jeg vidste godt, at der ville være  tale om en såkaldt ’100-årshændelse’ ligesom den spanske syge. Men jeg var selv rent faktisk i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var sandsynligt, at vi kom til at opleve det,” siger Hanne-Vibeke Holst.

Står vi sammen?

I romanen går verden først så grueligt meget ondt igennem, inden slutningen (plotspoiler!) lægger op til en vis – mulig  – optimisme. Og selvom Hanne-Vibeke Holst også i virkeligheden frygter det værste, tvinger hun  sig også til at betragte den igangværende pandemi som en begivenhed, vi både som mennesker og som menneskehed bliver nødt til at gennemleve med mellemrum.

”Vi har brug for at blive rystet i vores grund- vold. Vi har troet, at vi i vores del af verden havde opnået en katastroferesistens, men  dette her er jo en konsekvens af vores egen livsstil og vellevned. Jeg er ikke specielt religiøs og tror derfor ikke på Guds straf. Men der er noget selvforskyldt over det her; vi bliver flere og flere mennesker på kloden og er trængt dybere og dybere ind på dyrene, som vi desuden udnytter på det groveste. Ikke fordi jeg skal pege fingre, men  det er jo også et typisk billede på den luksus, vi tillader os, at folk, der har været på skiferie, bringer smitten med sig hjem. Vi bliver nødt til at stille os det spørgsmål: Er det sådan, vi skal blive ved med at leve? Er det her et udtryk for, at vi rent biologisk har brug for en selektion, hvor der sker en – ja, udryddelse på kloden?”

På den anden, lidt lysere side:

”Rent krisepsykologisk er den her tid også interessant: Vi er født med et stærkt instinkt for fællesskab, og det er tydeligt, at vi lige nu oplever en helt ny længsel efter at være  sammen. Internationalt kan de kæmpe udfordringer, vi står over for her, desuden kun løses i et globalt fællesskab, af et stærkt FN og WHO. 

De to institutioner har man de seneste årtier svækket – også Danmark, som har beskåret det økonomiske bidrag. Nu bliver det interessant at se, om vi i de rige lande også vil give Afrika adgang til en eventuel vaccine. Den her krise er også en test af, hvordan vi opfører  os som verdenssamfund. Om vi også på den måde formår at stå sammen.”