Bioanalytikere styrer corona-testcentre for borgere i Odense og Herning

Biokemisk afdeling styrer de hvide telte i Odense, i Herning er en bioanalytiker udpeget til sundhedsfaglig leder. I andre regioner har organiseringen været uvis, og det har været svært at få klarhed over, hvem der skal stå for kvaliteten af prøvetagning.

Nyhed

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​ Af Niels Stoktoft Overgaard, journalist

testcenter_viborg_herning_web
De hvide telte, også kaldet Testcenter Danmark, har til opgave at teste borgere for coronavirus covid-19. Pressefoto: Henrik Brøns Jakobsen, Region Midtjylland​

I løbet af ultrakort tid er der rejst først fem og så yderligere 11 testcentre i hvide telte rundt om i landet. Dermed står der nu i alt 16. De hvide telte udgør det såkaldte samfundsspor i Testcenter Danmark, som skal tage teste borgere for covid-19.

Forberedelserne er gået stærkt, og det har flere steder været svært at få besked om, hvordan arbejdet i de 16 telte skal forankres og organiseres. Men nogle steder begynder der at komme styr på strukturen, skriver fagbladet Danske Bioanalytikere.

Testcentret i Odense skal drives af biokemisk afdeling på Odense Universitetshospital (OUH). Afdelingen får dermed også ansvaret for kvaliteten af prøvetagningen. Det har direktionen besluttet.

”Vi driver til daglig et stort ambulatorium, og vi har viden om prøvetagning. Derfor har vi fået opgaven,” siger ledende bioanalytiker Helle Weimar-Sørensen fra Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi på OUH til fagbladet Danske Bioanalytikere.

Den ledende bioanalytiker forklarer, at alt personale, som skal tage prøver i det hvide telt i Odense, skal gennem oplæring. Der bliver ansat blandt andet bioanalytikerstuderende og medicinstuderende. Det sker efter bioanalytiker-overenskomsten, oplyser regionsformand i dbio-Syddanmark, Hanne Nielsen Bonde.

Sundhedsfaglige ledere

Region Midtjylland har organiseret sig på en anden måde. Her er der for hvert testcenter udpeget en sundhedsfaglig leder. I Herning er det ledende bioanalytiker Karina Willemoes Ladefoged fra biokemisk afdeling på Hospitalsenheden Vest. I Viborg og Aarhus er det hvert sted en oversygeplejerske, der fungerer som sundhedsfaglig leder.

”Alle steder vil der være bioanalytikere involveret i prøvetagningen, i hvert fald i starten. De bliver blandet med personer fra vores corona-jobbank,” fortæller sundhedsfaglig direktør for Præhospitalet i Region Midtjylland Per Sabro Nielsen til fagbladet Danske Bioanalytikere.

Den sundhedsfaglige direktør tilføjer, at hvis epidemien trækker ud, så skal arbejdet i testcentrene måske organiseres anderledes. Det er gået meget stærkt med at få etableret de nyeste testcentre i Viborg og Herning. Det er sket i løbet af få døgn. Dermed har der været meget kort tid til at få strukturen på plads.

Vil ansætte koordi​nator

Det er ledelsen i Hospitalsenheden Vest, der har peget på Karina Willemoes Ladefoged som sundhedsfaglig leder af testcentret i Herning. Hun tror, det hænger sammen med, at hun også styrer teststationerne for patienter på hospitalerne i Herning og Holstebro. De skal fortsætte for patienter, mens de hvide telte, det såkaldte samfundsspor i Testcenter Danmark, skal tage prøver på borgere.

”Det bliver bioanalytikere, der kommer til at styre testcentret i det hvide telt. Vi får også frivillige til at hjælpe, men de skal vejledes og instrueres af bioanalytikere,” fortæller ledende bioanalytiker Karina Willemoes Ladefoged.

Hun har planer om at ansætte en koordinator til at lede testcentret, og vil slå stillingen op internt, og så det bliver en bioanalytiker, forventer den ledende bioanalytiker.

Fare for mangel på personale

I første omgang skal de hvide telte kun tage podninger fra svælget for at se, om folk har covid-19, såkaldt PCR-test. Senere skal der også tages blodprøver for at måle eventuel antistoffer, også kaldet antistoftest. Det er en oplagt opgave for bioanalytikere.

”Men vi kan få en udfordring med at skaffe tilstrækkelig mange bioanalytikere,” frygter Karina Willemoes Ladefoged.

”Vi har til den hidtidige prøvetagning på hospitalerne haft lånt kolleger fra blandt andet nuklearmedicinsk. Men de begynder at blive trukket tilbage, efterhånden som andre behandlinger begynder at gå i gang igen.”

Karina Willemoes Ladefoged siger, at det hver dag en et puslespil at få bemandingen til at gå op. Hun har til podningen i sundhedsporet på sygehusene også haft lånt læger fra blandt andet arbejdsmedicinsk klinik.

Region Hovedstaden, som blandt andet står for de hvide telte i Fælledparken i København, er ikke vendt tilbage på fagbladet Danske Bioanalytikeres henvendelser.

Særligt benyttede sider på dbio.dk