42.000 tests for covid-19 hver dag

Sundhedsstyrelsen har udsendt nye retningslinjer, og antallet af test for coronavirus covid-19 skal skrues ganske gevaldigt meget op. Målet er 42.000 tests om dagen. Test skal anvendes langt mere offensivt i indsatsen for at holde kontrol med coronavirus.

Nyhed

​​​​ Af Niels C. Jensen, journalist
​​​​

_MG_2406
Den nye plan for tests implementeres i række forskellige trin, når planen er fuldt iværksat, skal der udføres 42.000 test om dagen. Pressefoto: Region Syddanmark, René Odgaard​

”Vi har arbejdet benhårdt på at øge testkapaciteten, siden coronavirus begyndte at sprede sig i Danmark. Nu har vi fået opbygget kapacitet, og den skal vi udnytte til fulde. På den måde kan vi sikre rettidig behandling af borgere smittet med COVID-19. Og vi kan følge smitteudviklingen i samfundet, og anvende den viden aktivt, når vi gradvist genåbner Danmark ” siger sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke. 

Den nye plan for tests implementeres i række forskellige trin. Første del, der betyder 6.000 test om dagen nu og her, anden del - med 6.000 yderligere test senest den 27. april. Når planen er fuldt iværksat, skal der udføres 42.000 test om dagen. Det fremgår af side 6 i Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer.​

Den samlede teststrategi vil regeringen fremlægge den kommende tid og drøfte med partierne i Folketinget. Udgangspunktet er, at test kommer til at køre af to spor. Dels sundhedssporet, som foregår inden for sundhedsvæsenet, og hvor antallet af test øges. Dels samfundssporet, som vil foregå i regi af TestCenter Danmark, som er under opstart.

Sundhedsvæsnet skal teste alle syge

Fremover vil man inden for sundhedsvæsnet teste alle borgere med milde symptomer, samt alle patienter, der indlægges på hospitalet, for at sikre, at der ikke sker smittespredning på hospitalerne. Og så vil der blive åbnet for test af medarbejdere fra sundheds- og ældresektoren i takt med udbygningen af testkapaciteten. Det er forventningen, at antallet af test inden for kort tid øges til ca. 12.000 om dagen, skriver Sundhedsministeriet.​

”Vi er glade for fremover at kunne teste flere. I regionerne har vi fokus på at teste alle med symptomer – også de milde – og på at forebygge smitte ved at teste alle patienter, der skal indlægges på hospitalet. Den eventuelle ledige testkapacitet vil vi gerne udnytte til at tilbyde test til medarbejdere, som arbejder med særligt sårbare patienter og borgere, og som har et ønske om at blive testet – det kan f.eks. være i weekenderne, hvor vi typisk oplever færre henvisninger af borgere med symptomer”, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

De hvide telte

Udover sundhedssporet arbejdes der på at kunne teste op mod 20.000 om dagen i TestCenter Danmark. TestCenter Danmark får til huse i de hvide telte, der i sidste uge begyndte at skyde op rundt omkring i landet. Der er nu rejst fem telte, et telt i hver region, men målet er, at antallet senere skal øges. Det er regionerne, der er ansvarlige for at udføre test, mens Statens Serum Institut står for testkapaciteten.

TestCenter Danmark kommer til at arbejde med to forskellige test. For det første virus testen, der tester for, hvorvidt man har COVID-19. For det andet antistof test, som tester hvorvidt man har dannet antistoffer, og dermed viser tegn på allerede at have haft COVID-19.

Særligt benyttede sider på dbio.dk