11 procent laboranter: Martina Jürs "Alle medlemmer er lige meget værd"
”Det handler ikke om et a-hold og et b-hold. Alle medlemmer er lige meget værd, men i en fremtid med nye udviklingsopgaver, opgaveglidning og større vagtbelastning er det ikke bæredygtigt med et stort antal ansatte uden autorisation som bioanalytiker.
Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør
Hvorfor har dbio gjort tallene op for, hvor mange der er ansat som laboranter i laboratorierne?
”Vi er i dbio i gang med at se på fremtidens behov for uddannede bioanalytikere. Derfor er det vigtigt for os at kende tallet for, hvor mange med andre uddannelser der er ansat på arbejdspladser under Danske Bioanalytikeres overenskomst.
Optællingen er en del af vores uddannelsesdagsorden. Vi mener nemlig, at der er behov for, at der uddannes flere bioanalytikere end i dag. Alle har hørt om, at der mangler læger, sosu’er og sygeplejersker. Vi har derimod svært ved at sige, at der mangler bioanalytikere, selvom vi i Hovedbestyrelsen er enige om, at det er tilfældet.
dbio’s undersøgelse ’Udbud af og efterspørgsel efter bioanalytikere’ viste, at en tredjedel af alle bioanalytikere og laboranter i faget vil være gået på pension i 2030. Samtidig fremskrev den et
lille overskud af uddannede bioanalytikere i 2030. Altså ingen mangel trods de mange, der går på pension.
Tallene bygger imidlertid på, at der er en balance i udbud af og efterspørgsel efter bioanalytikere p.t. Men det er der jo kun under forudsætning af, at ca. 11 procent er andre faggrupper, som er ansat i
bioanalytikerstillinger på sygehusene.
Var laboranterne ikke trådt til, dengang der var mangel på uddannede bioanalytikere (særligt i perioden 2007-09 red.), ville der jo den dag i dag være mangel. Det forhold vil vi gerne gøre myndighederne
opmærksomme på, så vi kan få antallet af uddannelsespladser øget.”
Er det dbio’s hensigt at skubbe laboranterne ud af faget?
”Nej, på ingen måde. Dengang laboratorierne forgæves søgte efter bioanalytikere, var der heldigvis andre faggrupper, der fandt interesse i vores fag. De er nu ansat som laboranter. De arbejder på lige fod med bioanalytikerne og er fuldt kvalificerede til deres opgaver. Men når vi ser på fremtidens behov, vil det være optimalt, hvis der kan ansættes bioanalytikere i stillingerne. Det er der flere årsager til.
En er arbejdsmiljøet. Mange laboranter har i højere grad end bioanalytikerne ensidigt gentaget arbejde. Dermed risikerer de nedslidning. En anden årsag er vagtbelastningen. En stor del af laboranterne kan ikke indgå i vagterne, og det er en udfordring, når vagtplanen skal lægges. Ikke mindst fordi det ser ud til, at vagtbelastningen øges i de kommende år i takt med, at sygehusene holder længere åbent.
En tredje er hensynet til den faglige udvikling i professionen. Fx når der kommer nye opgaver eller funktioner, der flyttes fra læger til bioanalytikere, så skal de faglige kompetencer være til stede.
Dermed ikke sagt, at vi ikke har kvalificerede laboranter, som bidrager til udviklingen på mange niveauer, men laboranterne har ingen autorisation, og fx ved opgaveflytning er den afgørende.
Autorisationen pålægger fagpersonen et personligt ansvar i forhold til patienten og kvaliteten. En fagperson kan således miste sin autorisation, hvis han eller hun optræder groft uforsvarligt. For personale uden autorisation er det ledelsen, der har ansvaret.”
Gruppen af laboranter har jo tidligere bl.a. på dbio’s kongresser gjort opmærksom på, at de oplever, at de er en slags B-medlemmer i dbio fx i forhold til lønnen. Er det her et udtryk for, at dbio ser dem som et B-hold?
”Jeg er da særligt glad for, at dbio’s hovedbestyrelse ved sidste overenskomst i 2018 anbefalede et pænt tillæg til laboranterne, og at det blev forhandlet hjem.
Men nej – jeg kunne aldrig finde på at tænke i A- og B-hold. Jeg ser alle medlemmer som lige medlemmer.
Vi løfter en opgave sammen, og hvis et tandhjul hopper af kæden, stopper det flowet. For mig er der heller ikke noget, der er A- eller B-arbejde.
Jeg ved, at nogle på godt jysk mener, at det er træls at tage blodprøver. Men blodprøverne er en utrolig vigtig opgave. Her er vi i tæt kontakt med patienterne og har mulighed for at fungere som diagnostisk samarbejdspartner for de andre faggrupper. Både på sygehusene og i det nære sundhedsvæsen.”
Er dbio også fagforening for laboranterne?
”dbio er fagforening for alle, der arbejder på dbio’s overenskomst. Det håber jeg ikke, nogen er i tvivl om. dbio arbejder for løbende forbedringer for alle medlemmer, men det er også vigtigt, at alle medlemmer bidrager til at gøre dbio stærkere. Jo flere medlemmer, jo stærkere er vi – og jo flere dagsordner kan vi løfte. Vi er til enhver tid åbne for input, hvis der er noget, vi skal gøre bedre eller anderledes. Vi forsøger at tilgodese alle, men nogle gange er det ikke enkelt.
dbio har fx en stor gruppe medlemmer ansat på hospitalsapotekerne. I samarbejde med nogle af dem har vi forsøgt at få kurser op at stå, som er målrettet deres arbejde. Men vi løb ind i forhindringer. På apotekerne er der en anden struktur, hvor det ikke er naturligt for medarbejderne at indgå i udviklingsgrupper, der planlægger og byder ind med kurser. Vi må fortsætte dialogen om efteruddannelse, så de apoteksansatte medlemmer også kan se sig selv i dbio’s efteruddannelseskatalog.”
Hvordan vil du som formand arbejde for medlemsgruppen af laboranter?
”Mit største ønske er, at vi ser os alle sammen som én gruppe, nemlig medlemmer af dbio. Vi skal ikke differentiere, det handler om et bæredygtigt arbejdsliv for alle.”
dbio har tidligere haft en målsætning om, at laboranter skulle uddanne sig til bioanalytikere. Gælder den ikke længere?
”Tidligere kunne en laborant med merit tage uddannelsen på to år. Efter den seneste revision af bioanalytikeruddannelsen er det blevet meget, meget svært at få merit. Derfor bliver det en nærmest umulig opgave, når man samtidig skal have et arbejds- og familieliv til at hænge sammen. Og efter at Absalon nedlagde sin netbaserede uddannelse, er det ikke blevet nemmere. Desværre.”
