Undersøgelse af billedkvalitet fra 11 scannere

Vinderne af bachelorprisen februar 2023 har undersøgt billedkvaliteten af 11 forskellige whole slide scannere, som bruges i digital patologi f.eks. i forbindelse med diagnostik af mammacancer. Projektets konklusion er, at der er variation i billedkvaliteten, og det kan have konsekvenser for diagnostikken.

Bachelorpris
Skrevet af
Charlotte Andreasen, konsulent
Bachelorprisvindere februar 2023 AUH

Fra venstre: Anne Sofie Landbo, Maja Isabella Hunt, Ida Skov Sekkelund, Rikke Hansen og Marianne Schou Martiny.

"I patologien bliver digitalisering mere og mere udbredt, og scanning af vævssnit giver mange nye muligheder. Man kan f.eks. dele billedfiler på tværs af regioner og landegrænser, og det kan føre til hurtigere og mere specialiseret udredning af patienter," siger Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere, i forbindelse med overrækkelse af dbio's bachelorpris februar 2023.

Prisen går til et projekt, hvor de studerende har undersøgt billedkvaliteten af 11 forskellige whole slide scannere, som bruges i digital patologi. Både vejlederne og de studerende fremhæver, at der i dag hverken er internationale og nationale studier eller retningslinjer for skannere og digital billedkvalitet.

Projektet er udarbejdet af Ida Skov Sekkelund, Maja Isabella Hunt og Rikke Hansen på Patologi på Aarhus Universitetshospital og VIA University College.

Variation i digital billedkvalitet

Formålet med projektet er at undersøge, hvorvidt der er variation i billedkvaliteten, illustreret ved pixelværdier, når der anvendes skannere fra forskellige producenter og modeller fra samme producent, skriver de studerende i deres abstract.

"Digital patologi kræver, at man kan stole på kvaliteten, og projektet viser med al tydelighed, at der er brug for en fælles tilgang til kvalitetssikring. Hvem tager stilling til, hvilke scannere der dur? Har vi brug for at gennemføre en mini-MTV på området? Hvordan sikrer vi kvaliteten på tværs af regioner, og kan udstyret tale sammen?" siger Martina Jürs.

Læs projektet: Vurdering af variation i billedkvalitet mellem 11 WSI-skannere sat i relation til mammacancerdiagnostik

 

Særligt benyttede sider på dbio.dk