Regeringen vil stoppe sygeplejerskernes strejke

Lovindgrebet vil lægge sig op ad mæglingsskitsen – lønnen stiger som for alle offentligt ansatte, og der nedsættes en lønstrukturkomité. Folketinget hastebehandler lovindgrebet torsdag.

OK21
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, konsulent
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afholder doorstep-pressemøde om konflikten på sygeplejerskeområdet, i Beskæftigelsesministeriet onsdag aften den 25. august 2021. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

”Der er ingen tvivl om, at strejken bunder i mange års dyb frustration over mange, mange års lønefterslæb for både sygeplejersker og andre kvindefag – ikke mindst bioanalytikere. Nu er der kommet en løsning på strejken, og der bliver nedsat en komité, som kan se på lønnen for alle offentligt ansatte. En komité er ikke et mål i sig selv – og det løser bestemt ikke det store løngab over natten. Men det er første skridt til en fælles forståelse – og forhåbentlig også en løsning”, siger Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere.

Regeringen mødtes med Dansk Sygeplejeråd, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner i går for at afsøge, om en aftale er mulig. Beskæftigelsesministeren har derefter indkaldt Folketingets partier for at afslutte konflikten med et lovindgreb.

10 ugers strejke

Sygeplejerskernes strejke begyndte lørdag den 19. juni 2021, efter sygeplejerskerne stemte nej til OK21-resultatet i foråret og derefter til mæglingsforslaget fra Forligsinstitutionen. Strejken har nu varet 10 uger. Sundhedsstyrelsen anslog onsdag et efterslæb på 35.500 operationer, som kan afvikles om op mod 2 år, hvis strejken afsluttes nu.

Lovindgrebet skal hastebehandles i Folketinget torsdag og fredag og kan træde i kraft allerede lørdag.

Indgrebet følger mæglingsforslaget fra Forligsinstitutionen, hvor bl.a. lønstigningerne følger andre offentlige ansattes, dvs. OK21-forliget, og der nedsættes en lønstrukturkomité. Opdraget for komitéen skal drøftes med de partier, der stemmer for indgrebet. Regeringen vil følge arbejdet og også følge op på resultaterne.

Hvad indeholder mæglingsforslaget

Udover forslaget om en lønkomité indeholder mæglingsskitsen fra Forligsinstitutionen introduktionsforløb for nyuddannede sygeplejersker i regionerne, en aftale om at se på stillings- og ledelsesstrukturen for sygeplejefaglige ledere i regionerne, så sygeplejersker og læger fortsat har en ligeværdige ledelses- og ansvarsfordeling i afdelingerne, og en aftale om at drøfte overenskomstdækning af kommunale sygeplejersker, der gennemfører specialuddannelsen i borgernær sygepleje.

Danske Bioanalytikere har henvendt sig til Danske Regioner for at bemærke, at også vores faggruppe skal ses på i relation til stillings- og ledelsesstrukturen.

Danske Bioanalytikere arbejder sammen med resten af fagbevægelsen på, hvad en lønkomité kunne se på, og vi har fokus på, at også små organisationer, som dbio, får en stemme.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk