God introduktion til nyuddannede lønner sig

En nyuddannet bioanalytiker skal have et godt introduktionsforløb ved ansættelse på et laboratorium. Det lønner sig - og efter nytår giver det også penge i kassen til ansættelsesstedet, hvis der er et godt introduktionsprogram i de første 2 måneder.

dbio-Syddanmark

​Det fremgår af budgetforliget for region Syddanmark at bioanalytikere nu også er omfattet af ordningen:

Punkt 6.5 i Budgetforliget: God introduktion til nyuddannede.

Som ny medarbejder i regionen er det afgørende at få en god og tryg start. Det har stor betydning for
trivslen og engagementet. Samtidigt er en grundig introduktion til opgaverne, afdelingen og kollegaer med til at give de nye medarbejdere de bedste forudsætninger for at løse opgaverne med høj kvalitet til gavn for patienterne.

I aftalerne om budget 2019 og 2020 er afsat midler til introduktion af nyuddannede medarbejdere.
Ordningerne omfatter plejepersonale i vagtbelastede afdelinger (i ansættelsens første to måneder),
jordemødre (i ansættelsens første måned) og KBU-læger (i de første to uger).

Aftalepartierne er enige om at udvide introduktionsordningen og afsætter derfor 5,4 mio. kr. årligt, så også bioanalytikere omfattes (i ansættelsens første to måneder), mens den for jordemødre udvides (fra en til to måneder).

Forretningsudvalget fremlægger forslag til udmøntning.

Aftalepartierne ønsker at opsamle og lære af erfaringerne med introduktionsordningen. Der igangsættes
derfor en erfaringsopsamling herfra, herunder af hvordan nyansatte oplever introduktionen.
Resultatet forelægges forretningsudvalget.

Du kan hente hele budgetforliget her

Særligt benyttede sider på dbio.dk