Chokbesparelser i Midtjylland rammer bioanalytikere hårdt

Regionsformand i dbio-Midtjylland, Mette Thomsen, er chokeret over de besparelser, som Region Midtjylland netop har sendt i høring frem til 8. maj.

dbio-Midtjylland

Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør 

3858-Mette-Thomsen_web

Klokken 12 i dag offentliggjorde Region Midtjylland sit forslag til besparelser på 699 mio. kroner fra 2015 til  2019. Regionsformand i dbio-Midtjylland Mette Thomsen er i gang med at nærlæse forslaget:

”Jeg er chokeret.  Regionen mener, at de mange besparelser ikke får betydning for patienterne. Det vil jeg gerne sætte et stort spørgsmålstegn ved”, siger hun.

Bioanalytikerne er desuden en personalegruppe, som rammes særligt hårdt. For selvom Region Midtjylland har erklæret ansættelsesstop fra dags dato, så de medarbejdere, som bliver til overs, når deres afdelinger nedlægges, skal tilbydes stillinger andre steder i regionen, er det ikke altid muligt. 

Ingen letbane fra Randers til Holstebro

”Fusioner af afdelinger og flytning af stillinger for eksempel fra Holstebro til Randers har stor betydning for de berørte bioanalytikere.  Jeg er dybt bekymret over, hvad det vil betyde for den enkelte. Der findes altså ingen letbaner i Midtjylland. Så skal familien nu have to biler, når far eller mor skal køre til Randers fra Holstebro for at beholde sit job? Og hvad med aflevering af børnene i daginstitutionen. Kan det nås?”, spørger Mette Thomsen.

Hun vurderer, at 60 bioanalytikere bliver direkte berørt af forslagene om fusioner, men besparelserne vil ramme alle. Hvis besparelsesforslagene vedtages, skal patologien samles i Århus og Randers, mens Viborg og Holstebros patologiske afdelinger lukkes.

Mikrobiologien samles i Århus, og de to mikrobiologiske afdelinger i Herning og Viborg lukkes ned. Alt ikke-akut immunologi skal også samles på Aarhus Universitetshospital, og  desuden lukkes fertilitetsklinikken i Århus. Aktiviteterne herfra flyttes til fertilitetsklinikkerne i henholdsvis Skive og Horsens.

Regionsformand dybt bekymret for arbejdsmiljø

Dertil kommer, at regionen foreslår, at driftsudgifterne på de klinisk biokemiske afdelinger reduceres med fire procent. Samtidig skal effektiviteten stige med seks-otte procent.

”Jeg er dybt bekymret for arbejdsmiljøet i laboratorierne, som allerede er præget af massiv travlhed”, siger Mette Thomsen.

Hun opfordrer bioanalytikere og ledere i regionen til at kontakte hende med input til de høringssvar, hun aktuelt sidder og arbejder med. Men det skal gå hurtigt. Høringsfasen slutter den 8. maj, hvorefter de endelige beslutninger tages primo juni.

Særligt benyttede sider på dbio.dk