Anmeld en arbejdsskade

Arbejdsskader skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som herefter behandler sagen.

Det er vigtigt at en anmeldelse er udfyldt korrekt og fyldestgørende, da den danner baggrund for sagens videre behandling.

Det er derfor en god ide, at du taler med din Arbejdsmiljørepræsentant eller din Tillidsrepræsentant inden du anmelder en erhvervssygdom eller en ulykke.

Erhvervssygdom eller ulykke

 Arbejdsskadesikringsloven deler arbejdsskader op i to forskellige typer: erhvervssygdomme og ulykker.

Erhvervssygdomme

Erhvervssygdomme er de lidelser der er opstået som følge af en længerevarende påvirkning på arbejdet. Ved erhvervssygdomme skal der findes en medicinsk sammenhæng mellem bestemte påvirkninger i arbejdet og den givende lidelse.

Eksempler på erhvervssygdomme:

  • Skader i bevægeapparatet (hånd, arm, skulder, nakke, ryg etc.)

  • Håndeksem

Ulykker

En ulykke er en personskade – fysisk eller psykisk – der er opstået som følge af en akut hændelse eller en pludselig påvirkning på arbejdet. Ved ulykker skal der kunne påvises en sammenhæng mellem skaden og den pludselige hændelse, og skaden skal være opstået inden for 5 dage efter ulykken.

Hvem skal anmelde en erhvervssygdom

Erhvervssygdomme anmeldes af egen læge. Din læge har pligt til at anmelde en lidelse, hvis der er mistanke om at skaden stammer fra en skadelig påvirkning på dit arbejde. Det er derfor en god idé at kontakte din læge, hvis du mener at der er en sammenhæng mellem dine gener og det arbejde du udfører. 

Der er en 1-årig anmeldelsesfrist for erhvervssygdomme. Fristen regnes fra den dag hvor du fik viden om, at skaden kunne være arbejdsbetinget.

Erhvervssygdomme kan også anmeldes af dbio, hvis dette bliver nødvendigt, men udgangspunktet er, at din læge skal anmelde skaden.

Hvem skal anmelde en ulykke

Ulykker anmeldes af arbejdsgiver.  Din arbejdsgiver har pligt til at anmelde en arbejdsulykke til sit forsikringsselskab og til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Anmeldelsen skal fortrinsvis foretages inden for 9 dage, men senest inden for 1 år efter skadedatoen. Anmeldelse sker elektronisk via EASY-systemet.

Som skadelidte har du også selv mulighed for at anmelde en ulykke. Det foregår på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside, hvor der ligger en særlig anmeldelsesblanket. Det er dog vigtigt at din arbejdsplads ved du er kommet til skade, da Arbejdsmiljøorganisationen arbejder for at undgå lignende ulykker i fremtiden.

Særligt benyttede sider på dbio.dk