Fokus på Faget-arrangementer i dbio-Syddanmark

Sygdomslære, apparaturviden, prøvebehandling, kvalitetssikring, tværfagligt samarbejde m.m. Der er masser af faglig viden rundt omkring på laboratorierne, som kunne udbredes til medlemmerne. Dbio-Syddanmark støtter arrangementer med "Fokus på Faget".

dbio-Syddanmark

Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør 

På døgnseminaret i november måned arbejdede dbio-Syddanmarks regionsbestyrelse med, hvordan man regionalt skal arbejde med dbio's kongresbeslutninger.

Der var blandt andet enighed om at få faget i fokus. Regionsbestyrelsen er parat til at sponsere arrangementer, der sætter Fokus på Faget. Læs mere om dette senere i artiklen.

Arbejdspladserne har en masse faglig viden, både den der bruges i det daglige og den fremadrettede, som er med til at sikre fagets udvikling.

Måske er der nogle ildsjæle på din arbejdsplads, som vil være med til at få et medlemsarrangement til dit sygehus.

Er der en kollega, som vil fortælle om et fagligt område, som I arbejder med.
Det kunne være en specialist, en underviser, en leder, en studerende, en tværfaglig samarbejdspartner som for eksempel en læge, en sygeplejerske eller en anden sundhedsfaglig kollega.

Under drøftelsen af emnet kom regionsbestyrelsen vidt omkring, der blev nævnt sygdomslære, perfusionister (for hvad laver de egentlig), hygiejne, apparaturkendskab (herunder noget om, hvordan man arbejder med prøvemateriale, som skal forbehandles før analysering), overgange mellem sekundær og primærsektor (hvordan kan vi være med til at sikre den bedste overgang?).
Der er helt sikkert mange andre gode emner til et "Fokus på Faget" arrangement.

Hvis du har en god ide, kan du være med til at sikre dine kollegers tværfaglige viden/faglige opdatering.

Økonomisk støtte fra dbio-Syddanmark:
Arrangementet kan holdes som et fyraftensmøde på din afdeling.
Der vil være "snolder" ved arrangementets start og sandwich med en sodavand i løbet af mødet.
Der vil også være mulighed for at få en gave til oplægsholder, som rent økonomisk ligger på niveau med et par flasker vin.

For at få støtten skal arrangementet være et medlemsarrangement, hvor der kun deltager medlemmer af dbio. Arrangementet skal annonceres på dbio-Syddanmarks hjemmeside og der skal sendes invitationer ud til de andre arbejdspladser i regionen. Det er således alle medlemmer i hele regionen, der har mulighed for at deltage.

Det praktiske i forbindelse med annoncering af arrangementet tager dbio-Syddanmark sig af i samarbejde med den afdeling, som vil stå for arrangementet.

Hvis du har en god ide, skal du skrive til hnb@syddanmark.dbio.dk
Regionsbestyrelsen vil så behandle dit forslag og du vil efterfølgende få besked.

2020-fokuspaafaget

Særligt benyttede sider på dbio.dk