Coronavirussen, og de udfordringer den medfører i Region Syddanmark

Læs Stephanie Loses kommentar til situationen i Covidanalyseringen + en kort status over det, som er sendt frem til hjemmesiden fra laboratorierne på sygehusene i Region Syddanmark

dbio-Syddanmark

 Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør

Der er kommet beretninger fra de fire sygehusenheders laboratorier.

Det fremgår tydeligt, at arbejdspresset har været meget forskelligt - alt efter hvilket speciale og hvilket  sygehus, det handler om.

De biokemiske afdelinger er først og fremmest blevet presset på grund af de mange prøvetagninger på isolerede patienter.
Påtagning og aftagning af værnemidler tager ekstra tid. Alene proceduren for aftagning af værnemidler beskriver en proces, der tager flere minutter. Hertil kommer, at værnemidlerne jo skal på før patientkontakten, hvilket også tager ekstra tid.
Der er løbende sket ændringer i procedurerne, alt efter hvilke værnemidler, der var til rådighed.

De mikrobiologiske afdelinger har mærket det største ekstra arbejdspres.
Opsætning af nye analyser og oplæring i at udføre analyserne har lagt et stort arbejdspres på disse afdelinger.

På Mikrobiologisk afdeling i Odense har man haft det største arbejdspres.
Ikke bare på grund af sygehusets størrelse, der jo i sig selv kan indikere flere prøver. Det hænger også sammen med, at man i Odense har fået tilsendt Covidprøver fra de andre sygehuse i regionen og fra Slagelse Sygehus. Det er fordi, der har været og fortsat er begrænsninger i testkapaciteten på de andre sygehuse.

Stephanie Lose, regionsrådsformand i Region Syddanmark, har fremsendt følgende kommentar til coronasituationen:

"Da corona-krisen ramte, opstod der hurtigt mangel på testudstyr over hele verden. Det gjaldt alt fra reagenser til podepinde. Heldigvis er det lykkedes at få udvidet kapaciteten løbende, og i dag kan vi foretage omfattende testning og også tilbyde medarbejderne på sygehusene tests, selv om de ikke udviser symptomer på COVID-19. Vi arbejder fortsat intenst på at få nedbragt svartiden på corona-test, og det er min forventning, at vi kan komme ned på at give de fleste svar inden for 48 timer. Her er bioanalytikerne helt centrale. Vi er yderst opmærksomme på den store arbejdsmængde, der er pålagt bioanalytikerne lige nu. Derfor arbejdes der også på langsigtede løsninger på ressourcepresset."

2020-corona-rsd

Særligt benyttede sider på dbio.dk