To ud af tre har allerede stemt om OK18

Med få dage tilbage har 66,3 % i regionerne og 68,2 % i staten allerede stemt til urafstemningen om OK18. Det er jeg vildt glad for efter dette vanvittige forløb, men håber da også, at vi lige banker den det sidste op, siger formand Bert Asbild.

Nyhed

Af Tina Groth-Andersen, konsulent

Torsdag middag lukker urafstemningen om OK18-resultatet. Allerede nu har dbio slået sine egne stemmeprocenter fra både OK13 og OK15 med flere længder, men formand Bert Asbild vil rigtig gerne høre fra så mange som muligt:

”Det er helt vildt og så dejligt at rigtig mange af jer har stemt efter den vildeste overenskomstforhandling i min tid. Hver stemme er et medlem, der har taget sig tid til at tage stilling. Men så kan man jo ikke lade være med at tænke, hvad vi så ikke kan nå op på med en slutspurt de sidste dage”, siger formand Bert Asbild.

Hovedbestyrelsen i Danske Bioanalytikere anbefaler at stemme ja til OK18-resultatet med en løn, som stiger som de privatansattes – og i øvrigt som resten af samfundet. En spisepause, der er sikret og arbejdstidskravene om årsnorm og kortere varsel i regionerne er afværget.

Efter kun 1 ½ uge har 66,3 % i regionerne, 68,2 % i staten og 18,6 % blandt de studerende stemt. Det er langt højere end ved OK13, hvor 44,5 % stemte og i OK15, hvor 51 % stemte.

Du kan her læse mere om resultatet. Urafstemningen lukker torsdag den 31. maj kl. 12.

Se i spam-filtret

Alle medlemmer i regionerne, staten og studerende har modtaget et link, hvor de kan stemme. Vi har fået et par henvendelser fra medlemmer, som ikke har modtaget link’et, som desværre godt kan ryge i spam-filtret. Hvis du ikke har modtaget en mail med et link, så se i dit spamfilter, og ellers er du mere end velkommen til at skrive på dbio@dbio.dk med navn og medlemsnummer. Så hjælper vi dig, så hurtigt som muligt. Vi hjælper selvfølgelig også, hvis linket ikke virker.

Se stemmeprocenten i din region

Du kan også se stemmeprocenterne for de forskellige regioner – det gjorde vi også ved OK15.Det håber vi, kan få de sidste til at stemme.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk