Betalt frokostpause under angreb for statsansatte

Frokostpausen er et personalegode, som kan opsiges, mener Moderniseringsstyrelsen. Formand Bert Asbild er direkte imod - forringelser skal ikke sniges ind ad bagdøren, men tages ved forhandlingsbordet. Det er jo netop, hvad vi forstår ved den danske model

Nyhed

Af Tina Groth-Andersen, konsulent

Bioanalytikere ansat i staten har betalt frokostpause i dag. Men Moderniseringsstyrelsen, som forhandler for staten, har skrevet til de faglige organisationer, at de mener, at den betalte frokostpause er et personalegode, som kan opsiges – uden forhandling eller en lønforhøjelse. Statens område forhandles i starten af 2018. 

Flere goder afskaffes

Tidligere har Danmarks Radio forsøgt at fjerne de ansattes betalte frokostpause, men i februar faldt der dom i sagen, som fastslog at den betalte frokostpause var en del af overenskomsten. Men den voldgiftskendelse vil Moderniseringsstyrelsen ikke anerkende gælder for de statsansatte.

Samtidig opsagde flere ministerier i staten sidste år en række fridage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag, hvor medarbejderne ellers har haft fri.

Medarbejderne betaler prisen

Formand Bert Asbild er bekymret:

”Det her rammer vores medlemmer i staten. Og det betyder jo, at man skal være på arbejdspladsen 2 ½ time længere om ugen. Men jeg er også for alvor bekymret over en arbejdsgiver, som tager hævdvundne goder og forventer, at medarbejderne bare løber stærkere. Og det gør heller ikke klimaet bedre op til overenskomstforhandlingerne, at en arbejdsgiver forsøger at snige forringelser ind ad bagdøren i stedet for, at vi tager den ved forhandlingsbordet”, siger han.

Den betalte frokostpause er skrevet ind i overenskomsten i regionerne, men Danske Bioanalytikere frygter, at der også kan komme et pres her for at opgive den.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk