Fagbladet nr. 8 2016

Vision på hjul: Køreprøven bestået!

Hvis I har læst med her på denne plads i fagbladet, vil I vide, at jeg er stærkt begejstret for Køge Kommunes laboratoriebus. Inde i dette nummer kan I blive opdateret på, hvordan den dagligt triller rundt i by og opland og bringer instant diagnostik og behandling ud til kommunens mest sårbare borgere. Fra sit parkeringshus på Køge Sygehus og bemandet med skiftende bioanalytikere fra Klinisk Biokemisk Afdeling og en kommunalansat specialsygeplejerske, afværger denne mobile triage-enhed i langt hovedparten af tilfældene en unødvendig indlæggelse af en borger. Det er ellers ofte det, de praktiserende læger griber til, når de ikke selv har tid til at tage på sygebesøg. Eller, når de så gør det, ikke kan afgøre om en svækkelse, en infektion eller et andet diffust symptom er livstruende eller ej; lægen mangler jo lige præcis de laboratorieanalyser, der kan oplyse det kliniske billede.

Her, et år efter premieren, kan vi derfor med stor tilfredshed erklære: Køreprøven bestået!

Dét, der for tre-fire år siden var en lidt vovet vision hos en idérig overlæge, har vist sig at kunne bære sin egen vægt, da den blev gjort håndgribelig og kom ud på landevejen. Pierre Bouchelouche forstod at vinde region, kommune og sine medarbejdere for sagen. Og koblede klogt en knivskarp og praktisk anlagt bioanalytiker, Susanne Andresen, på projektet.

Det Mobile Sygehuslaboratorium anser vi i Danske Bioanalytikere for at være en aldeles fornem virkeliggørelse af vores strategi for ”Borgernær Bioanalytiker”; forestillingen om, at diagnostikken skal ud og være operationel i forreste frontlinje.

Nu skal vi så sammen knokle for, at idéen – busser eller andre former for fremskudt laboratorievirksomhed – bliver adopteret i landets øvrige kommuner. Jeg ved, at Bouchelouche forsøger at få Stevns og Sorø kommuner med, da der er kapacitet til at servicere flere borgere. Han har også planer om at stille bussen til rådighed for vagtlægetjenesten, hvis der kan skaffes økonomi til det. Og hos det nordjyske karosserifirma, der har tilrigget Køge-bussen, kan man, lidt hemmelighedsfuldt, melde om, at have fået ”følere” fra to sygehuse, der også leger med tanken om en tilsvarende mobil enhed. I det ene tilfælde er der endda blevet lavet et økonomisk overslag.

Hvor disse lokale tiltag præcist ender, er for tidligt at spå om. Men jeg har helt sikkert ikke skrevet mine sidste begejstrede ord om busser og borgernær biokemi.

Af Bert Asbild, formand i Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk