Fagbladet nr. 8 2015

Jeg ved, at en del af jer gik på sommerferie med en helt urimelig ængstelse for, om der mon lå en fyreseddel med jeres navn, når I vendte tilbage på job i august. Og jeg ved, at der i den kommende tid vil være en udbredt bekymring og uro for den fremtid, I går i møde, med såvel nedlæggelser af hele laboratorier som udvalgte bioanalytikerstillinger.

Som jeg gav udtryk for i juni-lederen her i bladet og senere i et indlæg i Politiken, så kan jeg ikke begribe den måde, hele den ekstraordinære besparelses-tsunami i regionerne er blevet håndteret på. Så hjerteløst, så kluntet, så ekstremt dårligt timet. Uden strategisk ledelse eller bæredygtige prioriteringer, men bare med endnu et voldsomt vrid nedad på det selvsamme slidte håndtag: Medarbejderne.

Som det har været fremme, og som en større artikel i dette nummer omtaler, undskylder regionerne sig med de stærkt forhøjede udgifter til kostbar medicin og anlæg af de såkaldte supersygehuse. Hvor ”super” bliver de lige, når sundhedsvæsenets altafgørende ressource bliver stadig færre i antal og mere pressede på absurde effektivitetskrav?

Man vælger at prioritere medicin, mursten og mørtel frem for de med- arbejdere, der ellers netop er dem, der skal indfri skiftende regeringers – og regionernes – utallige løfter om ventetidsforkortelser, udredningsgarantier, bedre kræftoverlevelse.

En ting undrer mig i særlig grad: Hvordan kan regionerne ved overenskomstforhandlingerne være så bandsatte på at holde lønmodtageromkostningerne helt nede – SAMTIDIG med at de ikke formår at presse medicinalfirmaerne til at slække på deres prispolitik. Det lykkes ellers i Norge.

Og det samme med de famøse underbudgetteringer/budgetoverskri- delser ved de nye sygehusbyggerier. Hvordan i alverden kan det være, at regionerne sagtens kan finde ud af at holde den økonomiske ramme, når det gælder økonomiaftalen med Finansministeriet? Men bliver bløde i knæene, når et byggekonsortium sprænger sin?

Mens vi venter på, at politikere og embedsfolk besinder sig og vender deres fokus i en mere hensigtsmæssig retning, vil jeg sige til alle jer, der lige nu er i klemme: Jeg håber, at I får al den hjælp fra dbio, som I har behov for. Vi skal gøre vort yderste. Det er et løfte! 

Af Bert Asbild, formand for Danske Bioanalytikere