Fagbladet nr. 7/8 2018

Sådan en fantastisk sommer for fagbevægelsen!

Kære kolleger - tak!
Først: Tak for den tårnhøje stemmedeltagelse, 69,9 procent. Hele 95,7 procent af jer valgte at udtrykke jeres tilslutning til det forhandlingsresultat, som vi sam- men kæmpede for så hårdt og så længe. Virkelig kæmpede.

Også endnu engang tak for jeres ildhu og opbakning i hele forløbet med at få OK18 i hus. Både da de mørke skyer trak sammen, og der var udsigt til strejke og lockout. Men hvor I, meget passende, iklædte jer de lysende grønne kampagne-regnjakker og bloddråber og gik på gaden i demonstrationer for sagen. Jeg glemmer aldrig synet fra vinduerne i Forligsinstitutionen.

Tak for, at I troede på Danske Bioanalytikere og Forhandlingsfællesskabet. Tak for, at I var med til at mane forfaldshistorien om fagbevægelsens snarlige udslettelse så effektivt i jorden. Denne forsommer har været fantastisk for alle lønmodtagere på det offentlige arbejdsmarked! Solidariteten stod distancen, og vi har fået nye ven- ner. Vi er blevet set, hørt og taget alvorligt. Vi vandt befolkningens opbakning; nu havde alle virkelig fået nok. Slut med at presse de offentligt ansatte.

Jeg er også taknemmelig for, at de andre organisationer også kan se sig selv i resul- tatet. Akademikerne, der fik sikret deres spisepause – selvom den kostede lidt. Og lærerne – ja, lærerne. I første omgang så det godt nok ud som et nederlag, at de ikke fik forhandlet en ny arbejdstidsaftale på plads, men kun fik lovning på en kommissi- on, der skal se på sagen. Men efter afstemningen med knap 75 procent af de afgivne stemmer for overenskomstresultatet, tror jeg, at lærerne generelt har tillid til, at kommunerne vil være til at snakke med. Heller ikke derude lokalt ønsker man mere ballade og utilfredshed omkring en af velfærdssamfundets vigtigste institutioner.

Som faglige organisationer går vi nu næste sæson i møde med en ballast, der viser, vi kan stå sammen, når det gælder. Det var et vink med en vognstang til arbejds- giverne om at ændre adfærd. Og jeg kan ikke erindre fra mit lange liv i fagpolitik, at solidaritet og sammenhold har været stærkere. Det skal vi holde fast i – for mig er det netop selve formålet med fagbevægelsen. Ha’ en rigtig god sommer. Vi ses. 

Jeg glemmer aldrig synet fra vinduerne i Forligsinstitutionen.
...

Af Bert Asbild, formand i Danske Bioanalytikere

Fagbladet nr. 7/8 2018

Særligt benyttede sider på dbio.dk