Fagbladet nr. 7 2021

Et generationsskifte er på vej i bioanalytikerfaget, og det er der heldigvis kommet en del opmærksomhed omkring konsekvenserne af. Det kan I bl.a. læse om her i bladet i en artikel om erfaringerne med et forholdsvist nyt specialistmodul i molekylærmedicinsk laboratorieteknologi.

Vi er en af faggrupperne i sundhedsvæsenet med den højeste gennemsnitsalder, og når næsten 30 procent af de nuværende bioanalytikere ventes at være gået på pension i 2030, står hele sundhedsvæsnet med et kæmpeproblem.

Blandt de årgange befinder sig naturligt nok også dem, der løbende har videreuddannet sig og derfor sidder på forskellige former for faglige ekspertiser. Sideløbende buldrer den medicinske udvikling som bekendt non-stop derudaf.

Hvis vi ikke skal nøjes med at halse bagefter, er det nødvendigt, at vi har så mange af vores egne specialister indenfor de forskellige laboratoriespecialer, at de hele tiden er et pænt stykke på forkant og kan være med til at uddanne og oplære kollegerne, der i udgangspunktet er generalister. Et kvalificeret overslag peger på, at det er nødvendigt, at mindst 10 procent i faggruppen har kompetencer som specialister.

Vi har heldigvis fået arbejdsgiverne i regionerne til at fatte, at det er nødvendigt at fremtidssikre ekspertisen på sygehuslaboratorierne. Ved overenskomstforhandlingerne i 2021 aftalte vi at gennemføre et såkaldt periodeprojekt, der skal kortlægge bioanalytikernes behov for specialisering og de muligheder, der allerede i dag findes for at efteruddanne sig til det niveau. Erfaringerne fra det omtalte modul indgår selvklart i den afdækning. Det er vigtigt for vores profession – og dens overlevelse – at der eksisterer en faglig karrieretrappe.

Vi er, som I måske husker, desværre endnu ikke lykkedes med at få oprettet en monofaglig kandidatuddannelse i bioanalyse. Derfor er der altid en risiko for, at dygtige, engagerede og ambitiøse bioanalytikere smutter ud og nupper en kandidat i et beslægtet fag. dbio arbejder stadig for dén kandidat, men i mellemtiden er det supervigtigt, at vi sørger for at holde vores faglighed på tæerne og konstant styrker den. Specialistviden giver den enkelte bioanalytiker selvtillid og mod – fx til at påtage sig rollen som diagnostisk samarbejdspartner. Det er indlysende.

Men det giver også vores profession det samme. Jeg tøver ikke med at sige, at vi er verdensmestre i vores fag; der er ingen andre, der kan præcist dét, vi kan. Skal vi holde den plads på podiet, skal vi derfor sørge for, at den samlede profession står stærkt, er rustet til fremtiden og helst lidt længere endnu. Så vi forbliver relevante og uundværlige i det sundhedsfaglige kollektiv.