Fagbladet nr. 6 2021

IFBLS 2021: Skal der være fest, så lad den være faglig!

Det er altid godt at have noget at se frem til, og jeg vil tro, at de fleste af jer lige nu og med en vis længsel ser frem til jeres sommerferie – hvis I da ikke allerede har taget hul på den. Også i år kommer den for mange af jer til at afvikle sig med Covid-19 i ascendanten – i ly af diverse rejserestriktioner, coronapaskontroller samt mundbind og håndafspritning omkring all inclusive-buffeten, i tavernaen og på strand-baren. Men alt det har vi jo heldigvis fået styr på.

På den anden side af de flestes ferie afholder Danske Bioanalytikere så omsider den verdenskongres – IFBLS 2021 – vi var nødt til at aflyse sidste år. Den ser jeg også frem til. I dén grad! Den 24.-28. august samles vi med fagfæller fra nær og fjern, og selv om arrangementet må overholde en række corona-forholdsregler, er jeg hundred på, at vi nok skal få en flot, faglig festival derude i Bella Center.

Hvis I – der har jo været så meget de seneste mange måneder – skulle have glemt det, så afholder vi kongressen under titlen ”Join the lab race” og med et imponerende program, proppet med masser af laboratorie- og sundhedsfaglige kapaciteter. Bl.a. den herre, der fremgår af forsiden af dette nummer af fagbladet, og som I garanteret alle har en mening om. Jeg tror godt, at vi kan betragte Søren Brostrøms deltagelse på IFBLS 2021-kongressens 3. dag som en slags kvittering for bioanalytikernes kæmpestore indsats på bl.a. de mikrobiologiske laboratorier – men ikke kun der! – gennem hele pandemien.

Men der er naturligvis også oplæg og postere fra bioanalytikere, og et indstik med nogle af kongressens highlights følger med dette nummer af bladet. Tjek det ud! Men programmet er langt mere omfattende end denne appetitvækker afslører; der er fire sideløbende oplægs-spor, så der skulle virkelig være noget for alle, der brænder for vores fantastiske, fascinerende fag.

Det er noget helt specielt at være værtsorganisation for en bioanalytikerkongres netop efter de her mange måneder, hvor prøvekvalitet og teststrategier har stået allerøverst på den sundhedspolitiske dagsorden over hele kloden. Det giver så meget mening, at vi mødes på tværs af kloden og lader os blive opdateret og får lov til at kigge ind i fremtiden for laboratoriefaget i bredeste forstand.

Så – Join the lab race – where everyone is a winner. I kan stadig nå at tilmelde jer – og indtil den 11. juli til nedsat pris.

God sommer!

Med fire sideløbende oplægs-spor, skulle der virkelig være noget for alle, der brænder for vores fantastiske, fascinerende fag.
...

Af Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk