Fagbladet nr. 5 2021

Derfor støtter dbio op om tværfaglig Tjenestemandstirsdag

Fænomenet Tjenestemandstirsdag har til formål at sætte gang i en vigtig proces: At få vores arbejdsgivere i det offentlige og politikere på alle planer til endelig at se det samme billede som os. Acceptere, at der for godt 50 år siden skete en skævvridning i lønrelationerne i den offentlige sektor. Forstå, at de kvindedominerede fag blev indplaceret i forhold til, hvor stor en forsørgerforpligtelse, ”samfundet” dengang mente, kvinder oppebar. Og medgive, at både familiemønstre, kvinders stilling og uddannelsernes teoretiske indhold har ændret sig, og at der derfor allerede i årtier har været god grund til at få et opgør med den problematiske tjenestemandsreform fra 1969. Den, som er skyld i den strukturelle, historiske lønulighed.

Og den er netop grunden til, at jeg her i foråret er troppet op på Christiansborg Slotsplads tirsdag klokken 15.00.

Tirsdag den 27. april sponserede dbio i øvrigt fremmødet med en kaffetruck, der bød på varm drikkelse og et boost til kampgejsten.

Jeg er selvsagt ikke alene, og det var faktisk Lotte Christensen, formand for dbio-Hovedstaden, der indledte med at støtte bevægelsen #slutmed1969. Den er udsprunget af et borgerforslag fremsat af repræsentanter for flere af de kvindedominerede fag i det offentlige og med det klare formål at få konsekvenserne af tjenestemandsreformen fremsat til behandling i Folketinget. Det sker den 20. maj.

Det er fedt at opleve den energi, der kan være i en sådan tværfaglig græsrodsbevægelse. Den giver et frisk, nyt take på en – desværre – gammel dagsorden. For kampen mod den forbistrede lønindplacering er langtfra ny. Vi er som forening gået i strejke mod den i 1995 – dengang vi hed Landssammenslutningen af Hospitalslaboranter - og igen sammen med Sundhedskartellet i 2008. Der har været udredningsarbejder og en stor kommissionsrapport fra 2010. Hidtil er det hverken lykkedes at få anerkendt uligheden eller at få den løst ved overenskomstbordet. Derfor appellerer vi nu – endnu engang - til ”Christiansborgsporet”: Få gang i nogle konstruktive trepartsforhandlinger mellem fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen. Find nogle ”nye” penge. Betragt det som en langtidsinvestering i en velfungerende velfærdssektor. Det er nemlig næppe en tilfældighed, at der er kæmpe mangel på fx bioanalytikere, SOSU-assistenter og sygeplejersker i disse år.

Ingen forventer, at uligheden udjævnes over natten. Men NU skal processen holdes på sporet. Derfor støtter dbio op om tværfaglig Tjenestemandstirsdag!

Få nu gang i nogle konstruktive trepartsforhandlinger.
...

Af Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk