Fagbladet nr. 4 2021

Testing, testing … kampen for et nationalt POCT-kvalitetscenter fortsætter

Findes der noget mere frustrerende, end når andre ikke forstår ens gode, gennemarbejdede argumenter for en sag? Når deres tilbagemeldinger afslører, at de faktisk slet ikke fatter selve sagens alvor?

Nej! Sådan nogenlunde har jeg haft det de seneste 11-12 måneder, hvor den offentlige dagsorden har været præget af diskussionen om test-typer, test-strategier samt laboratoriefaglige begreber som sensitivitet og specificitet. Om analysekvalitet med andre ord. Lige midt i påsken ramte så nyheden om, at 47 procent af de negative hurtigtest er falsknegative. Ugen i forvejen var der tilsvarende fokus på procentsatser i samme størrelsesorden for de positive svar. Begge dele er på hver sin måde problematisk midt i en genåbningsfase, hvor det er supervigtigt, at vi kan have tillid til kvaliteten af de test, vi står i lange køer for at få taget, og som skal give os adgang tilbage til vores hverdag.

Som jeg skrev på denne plads for bare et par måneder siden, har vi i Danske Bioanalytikere brugt den uvante opmærksomhed på at sætte turbo på vores indsats for at få etableret et uafhængigt, nationalt center, der skal afprøve og validere de test-typer, der anvendes udenfor sygehusregi. Som kan tilbyde undervisning og rådgive og allerhelst også forske i området for såkaldt patientnære test – POCT, Point of Care Testing. Det er faktisk to dbio-kongresser, der har pålagt os den opgave, og nu oplever vi heldigvis en slags medvind. Og så alligevel.

Da vi i februar skrev direkte til sundhedsministeren om nødvendigheden af at få bedre styr på analysekvaliteten med en sådan enhed, fik vi et venligt, ministerielt svar tilbage, der desværre afspejler lige dét, jeg beskrev i indledningen. At man bare ikke rigtigt har forstået, at kvalitet ikke kommer ud af det blå.

Vi har det seneste år været i jævnlig kontakt med såvel pressen, som regionrådsformænd og politikere fra begge fløje og har omhyggeligt forklaret – igen og igen – hvordan et sådant center kan spare det danske samfund for masser af forvirring og frustration. Og, ja – dødsfald.

Indtil nu har der været et gevaldigt rod omkring afprøvninger af antigentest, og det virker lidt tilfældigt, hvordan resultaterne bliver offentliggjort. Fx var det dagbladet Politiken, der påskelørdag afslørede den chokerende nyhed med de overvældende mange falsk negative svar. Det var ellers Statens Serum Institut, der havde lavet undersøgelsen, men på SSI’s hjemmeside kunne man først læse om studiets konklusion efter Politikens artikler. Da var folk formentlig godt på vej til (små) påskefrokoster med et testsvar på mobilen.

Både når det gælder kvalitetssikring og kommunikation er der en stor opgave at løfte for et uafhængigt, nationalt POCT-center. 

Man har bare ikke rigtigt forstået, at kvalitet ikke kommer ud af det blå
...

Af Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk