Fagbladet nr. 4 2018

800.000 offentligt ansatte har denne vinter stået last og brast om én helt afgørende ting; anerkendelsen for deres uvurderlige bidrag til det danske samfund. Og med anerkendel- sen også retten – som formuleret i den berømmede danske aftalemodel – til at stille rime- lige modkrav over for arbejdsgiverne ved en overenskomstfornyelse. Og få kravene taget alvorligt.

Den ret er under afvikling. Ja, ikke bare under afvikling; det er nu de offentligt ansatte, der skal samle regningen op og betale for de reformer, som skiftende regeringer udtænker og iværksætter. I form af løntilbageholdenhed, nednormeringer, opgivelse af varslingsreg- ler for arbejdstid og -sted og stadigt accelererende effektivitetskrav.
Helt centralt i denne bestræbelse står Moderniseringsstyrelsen, som er den magtfuld- komne enhed i Finansministeriet, der i 2011 blev skabt ud af Personalestyrelsen og Økono- mistyrelsen og udstyret med den nok så besnærende betegnelse. Og med det formål at skulle ”modernisere løn- og arbejdsvilkår i det offentlige” og samtidig gøre det til ”en inte- greret del af udgiftspolitikken”.

Dertil kommer, at det kun bliver tydeligere, at vi skyggebokser med regeringen, som ved lov ene og alene kan beslutte/gennemtvinge, hvad der skal gælde af vilkår og løn. Vi hu- sker fortsat lovfastsættelsen af lærernes arbejdstid ved OK13 efter en lockout. Og så er det jo klart, at det, der en gang handlede om, at arbejdsgiveren skulle give løn for den kompe- tente og ansvarsfulde lønmodtagers daglige arbejdskraft, nu drejer sig alene om, at de an- satte er en udgift. Og hvis vi ønsker en forbedring, så skal vi acceptere en forringelse ved det selv samme forhandlingsbord – det er for mig ikke overenskomstforhandling, det lig- ner mere en finanslovsforhandling.

Arbejdsgiverne siger, ”vi skylder” og henviser til manipulerede lønstatikker og insisterer på, at de offentligt ansatte lønmæssigt er kommet foran det private arbejdsmarked. Og det på trods af, at vi HAR udvist løntilbageholdhed ved de seneste tre OK-forhandlinger. På trods af, at vi nu befinder os godt inde i et økonomisk opsving. På trods af, at vi i den of- fentlige sektor HAR leveret og leveret og fortsat leverer på effektivitet. I en sådan grad, at store dele af sektoren faktisk lider under det.

Hvis vi vitterligt havner i den historiske storkonflikt, som 80 organisationer på det of- fentlige arbejdsmarked varslede i begyndelsen af marts, så handler den ikke bare om flere lønkroner på kontoen. De er ellers nok så vigtige; de er et udtryk for den anerkendelse, I alle fortjener.

Men måske endnu vigtigere er kampen for, at organisationerne fortsat har adgang til at kunne fremføre krav om løn- og arbejdsvilkår ved frie og fair forhandlinger. I en atmosfære af, at begge parter vil noget godt for lønmodta- gerne og dermed gå derfra som vindere.

Hvad er alternativet? At Moderniseringsstyrelsen suverænt regule- rer lønnen i det offentlige og rundbarberer vores rettigheder? I så fald bliver den største taber den samlede danske befolkning. Det er altså ikke ved at banke medarbejderne på plads, at man skaber en velfungerende offentlig sektor. Det er også derfor, vi har valgt at stå sammen i denne konflikt. 

Af Bert Asbild, formand i Danske Bioanalytikere