Fagbladet nr. 3 2018

Det var været ret besynderligt at møde op til overenskomstforhandlingerne i denne omgang. Nej, nej, nej. Nej. Og armene over kors.

Det er den reaktion, vi rutinemæssigt er blevet afvist med fra forhandlerne på den an- den side af bordet, når vi er kommet med vores forslag til en ny overenskomst. Til gen- gæld er vi fra Danske Regioners side blevet mødt med et hårdnakket forlangende om, at vi som faglige organisationer nærmest skal give grønt lyst til at afvikle den sidste rest af medarbejderbeskyttelse.

Det er vitterligt ikke dét, vi er sat i verden for.

Forhandlerne skubber patienterne frem foran sig og vil have, at de ansatte skal være fleksible 24-7 og udvise en mobilitet, der går fra matrikel til matrikel på tværs af regionen. Uden varsel. Uden overtidsbetaling. Uden tillæg.

Det er så ærgerligt, at de ikke fatter, hvor ødelæggende den fremfærd er. For arbejdsglæ- den, for det faglige engagement, ja, for at fastholde vores kompetente kolleger. Ingen pa- tienter har gavn af et personale, der flyttes rundt og føler sig som umælende bønder i et skakspil. Man kan ikke udvikle et 1. klasses sundhedsvæsen ved at behandle de medarbej- dere, der skaber vores velfærdssektor, som en hyldevare markeret med gule rabatpriser.

”Det handler altså om jeres egne ansatte! Tænk lige over det, kære regioner”. Jeg har virkelig haft lyst til at gribe en megafon og få mindet arbejdsgiverne ved forhandlingsbor- det om, at vi ikke har en velfungerende sundhedssektor uden trygge, engagerede og fag- ligt ansvarlige medarbejdere.

Få dog de ansatte med jer. Udvis blot et gran af konstruktiv tilgang til tingene. Lad være med at true med et ultimatum som en lock out, hvis det ikke bliver præcist, som I ønsker det. Det signal er allerede sendt fra innovationsminister Sophie Løhde tæt bakket op af forhandlerne på det kommunale område, og det betyder, at fronterne er trukket ualmin- deligt skarpt op.

Medens denne leder skrives, står vi midt i et vadested. Eller et minefelt. Tidsplanen for en aftale på det statslige område er overskredet. Fra arbejdsgiverside har man planer om at splitte os på det kommunale og regionale områder ved at vifte enkelte organisationer i plejesektoren om næsen med 500 mio. kr. Fra den samlede pulje. Ar- bejdsgiverne vil simpelthen suverænt bestemme, hvem af os der skal have lønforhøjelse.

Når I læser dette nummer af fagbladet, har vi fra vores side måske været nødt til at sende et strejkevarsel af sted.

Jeg håber det ikke. Ligesom jeg heller ikke håber, at arbejdsgiverne har kørt det tunge artilleri i stilling med en lock out.

Vi har gjort, hvad vi mener har været muligt for en forhandlingsløs- ning, som understøtter Den Danske Model. Den model I ved, hvor de ansatte trods alt også har noget at skulle have sagt. 

Af Bert Asbild, formand i Danske Bioanalytikere