Fagbladet nr. 1 2021

Vi går mod lysere tider – hold sammen og hold ud!

2020 har været et vanvittigt hårdt, virkeligt mærkeligt – ja, på alle måder udfordrende år. Og ikke engang de ord rækker helt til en dækkende beskrivelse.

I har knoklet. Nej - I knokler! Som en af de absolut centrale faggrupper under denne pandemi har jeres udfordringer bl.a. været travlhed og uforudsigelighed. Inddragelse af fridage og ingen udsigt til afspadsering. Og mange steder er hverdagen også præget af en desperat mangel på kolleger. Det kan I bl.a. læse om i reportagen fra Klinisk Biokemisk Afdeling i Herning her i bladet. Og så har jeg ikke engang nævnt det, I sideløbende har kæmpet med på privatfronten, fx hjemsendte skolebørn og sårbare ældre pårørende. I ved, hvad jeg taler om.

I har virkelig vist jeres værd, da det gjaldt. Det er noget værd. I bliver værdsat. I har fået en synlighed, som betyder, at ingen seriøs sundhedspolitiker i dag ikke ved, hvem I er, og hvad lige præcis I kan. Jeg kan desværre ikke love, at det hele er overstået, men som I kan se på forsiden af dette nummer, kommer 2021 til at stå i corona-vaccinens tegn. Hvad det konkret kommer til at betyde og hvornår, står endnu ikke helt klart, men prognoserne er trods alt lovende. Jeg vælger at tro på, at der er lysere tider lidt længere ud ad tunnellen. Normale tider.

I Danske Bioanalytikere er vi derfor indstillet på at afholde den aflyste verdenskongres i august i år. Vi trænger virkelig til en fest for at fejre vores fantastiske fag. Vi trænger til at kunne mødes, udveksle erfaringer og føle det fællesskab, som vi alle har behov for at være en del af. Og vi planlægger også at samles til dbio´s kongres i november 2021. Denne her stand by-situation skal helst ikke vare længere end strengt nødvendigt - under hensyntagen til folkesundheden, naturligvis - så derfor er vi nødt til også at kunne se fremad. Selvom sigtbarheden stadig er noget tåget.

Hvis I ude på jeres arbejdspladser har brug for inspiration til at være gode, støttende kolleger, er artiklen fra Blodprøver og Biokemi i Randers et sted at begynde. Der har de fået tildelt dbio´s Arbejdsmiljøpris for at gøre introduktionen af nyansatte mindre forvirrende og frustrerende. For alle parter. Netop i disse turbulente tider er det vigtigt, at vi sammen holder skarpt øje med arbejdsmiljøet. Mens vi som sagt venter på mere normale arbejdsdage. Så hold sammen og hold ud! 

I har virkelig vist jeres værd, da det gjaldt.
...

Af Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk