Fagbladet nr. 1 2019

Sikke en herlig kongres!

Så har vi taget hul på ikke bare et nyt år, men også en ny kongresperiode; de næste tre år skal jeg som formand samarbejde med Katja Wienmann Bramm - hende kender I - og Bitten Kaanbjerg Kristensen, som indtil videre nok især har været kendt i Region Midtjylland.

Vi er jeres nye forretningsudvalg og har rystet posen med opgaver og bestemt os for at arbejde mere på tværs, end der tidligere været tradition for. Det er i alt fald vores intention, men vi er naturligvis – ligesom hele faggruppen – i beta. Tingene kan ændre sig undervejs.

Hvis I allerede bliver lidt matte over at høre det udtryk, beta, vil jeg lige beskrive den fantastiske stemning på dbio’s kongres i Odense i november; hold da op! Sådan en fremtidstro, sådan en vilje til at se faglige udviklingsmuligheder, sådan et fokus på løsninger. På bevægelse.

Jeg deltog selv i diskussioner under den session på kongressens første dag, der netop hed ”bioanalytiker i beta”. Jeg fik så mange gode input, og det gør mig virkelig stolt at være formand for en faggruppe, der i den grad ønsker at bidrage. Og som kender sit eget værd. Den kombination er, ja – guld værd i et sundhedsvæsen, der pr definition altid er under pres, og hvor der er kronisk brug for at tænke nyt og konstruktivt.

Det skal naturligvis ikke oversættes til, at jeg bifalder de ofte helt hovedløse hovsa-nedskæringer og uigennemtænkte strukturforandringer, der hærger i samtlige regioner – i forskellige versioner. Mere for mindre, er parolen. Den tilgang trækker tænder ud og er med til at tage lysten ud af jeres hverdag. Kongressen havde af samme grund også arbejdsmiljøet på dagsordenen, og det vil også de næste tre år have vores konstante bevågenhed. Vi skal nemlig ikke bare have blikket rettet mod horisonten og de perspektiver og nye jobmuligheder, der udfolder sig dér. Vi skal også huske at have blik for hinanden, for kollektivet, for kollegerne.

Skal vi altid være den bedst mulige version af dbio, har vi brug for, at I aktivt er med til at skabe og forbedre arbejdspladser, der både er socialt bæredygtige og har plads til flyvende faglig udvikling.

Efter kongressen - der i øvrigt markerede organisationens 70 årsjubilæum - er jeg superoptimistisk på faggruppens vegne. Godt nytår! Velkommen til en ny kongresperiode! 

Vi skal også huske at have blik for hinanden, for kollektivet, for kollegerne.​​​​
...

Af Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Fagbladet nr. 1 2019

Særligt benyttede sider på dbio.dk