Fagblad nr. 9 2009

Vi lever i risikosamfundet, og nogle ønsker at forsikre sig en ekstra gang imod dét, vi engang mente, var hver mands herre – sygdom. I dag er det som bekendt en sandhed med modifikationer, og læsere af denne spalte husker jo nok, at dbio absolut ikke går ind for skattefradrag for private sundhedsforsikringer. Som det fremgår af en interessant debat i dette nummer af bladet, eksisterer der endnu et lille hjørne af sundhedsbranchen, hvor private aktører i en længere årrække har forsøgt at drive forretning. Det drejer sig om opsamling og nedfrysning af blod fra nyfødtes navlesnor. Dette blod indeholder et vist antal bloddannende stamceller, og – frister firmaerne – disse potentielt helbredende celler kan komme barnet til gavn, hvis det skulle blive alvorligt syg senere i livet.

Hvad de forældre, der betaler i årevis for at have deres børns navlesnorsblod stående på en lukket konto, så ikke lige får at vide er, at netop den relevante type bloddannende celler med langt større effektivitet kan høstes i knoglemarven hos den aktuelle patient, barn som voksen. Ved en række sygdomme har patienten i øvrigt brug for raske donorstamceller frem for sine egne syge, hvorfor det så også er langt mere indlysende, at have en navlesnorsblodbank i et solidarisk og nationalt – ja internationalt – regi. En blodbank, der baserer sig på frivillige og naturligvis gratis indskud, og som via et verdensomspændende netværk kan matche patienter med blodportioner af den rette vævstype på tværs af landegrænserne.

Det er netop skridt til oprettelse af en sådan biobank, Rigshospitalet er i gang med at tage, og det kan vi kun byde velkomment. Der ser ud til at være enorme perspektiver i behandling med stamceller af alskens slags, og det er derfor mest betryggende, at forskning og udvikling sker under en eller anden form for offentlig paraply og til gavn for alle, der kunne få brug for det.

For vi tror da stadig på ”let og lige adgang” til sundhedsydelser. Gør vi ikke?

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere