Fagblad nr. 8 2011

For et par søndage siden havde organisationerne i sundhedssektoren en kronik i Berlingske. Sundhedskartellet var sammen med FOA, Overlægeforeningen, Yngre Læger og HK/Kommunal blevet enige om et fælles udspil til regeringen – den nuværende OG den kommende – med en advarsel om at passe rigtig godt på vores sundhedsvæsen. Ja, ikke bare passe på det, men sørge for, at det bliver bragt op i den ”verdensklasse”, som alle efterlyser i Folketingets åbningstaler og diverse skåltaler.

I den forbindelse har vi i de fem organisationer opstillet en 8-punktsplan for et
fremtidigt sundhedsvæsen, der formår at leve op til alle forventningerne. Fra såvel patienter, som politikere, pårørende og personale. Vi for vores part ønsker et sundhedsvæsen, der hænger ordentligt sammen økonomisk, og hvor visioner, idealer og faktiske vilkår ikke stritter i forskellige retninger og udløser pludselige besparelser og fyringer. Hvor der er lagt vægt på tillid frem for kontrol og bureaukrati. Hvor der investeres i medarbejderne og vises dem tillid og anerkendelse. Hvor dialog er ledelsesformen.

I den proces er der imidlertid tre af den nuværende regerings kæpheste, der må slås for panden, hvis det står til os. Dels skal skattefritagelsen for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer afskaffes. Den er udtryk for mangel på solidaritet med de svageste i vores samfund og en indirekte statsstøtte til den private sundhedssektor ( - i liberal tankegang burde private virksomheder jo slet ikke støttes af det offentlige!?) Og så bør behandlingsgarantien differentieres, så ressourcerne går til de virkeligt syge først. Det vil sige: De livstruede. Som det er i dag, betyder behandlingsgarantien ofte, at regionerne må betale rigtig mange penge til de private hospitaler for behandling af patienter, der ikke dør, hvis de venter. Men som – naturligvis – hellere vil opereres i dag end i næste måned, når nu retten og muligheden er til rådighed for dem. Endelig bør de lokale afdelinger og sygehuse have større frihed til at udvikle nye arbejdsgange og foretage effektiviseringer – UDEN at det prompte betyder, at der skæres i deres finansieringsgrundlag. Den form for bagvendte incitamenter tager ganske enkelt luften ud af enhver lyst til at tænke anderledes. Det er jo netop medarbejdernes ansvarsfølelse og engagement, der er guldet; det er dér, vi skal finde potentialet til at løfte vores lige-ret-til-behandling-for-alle-sundhedssystem opad i de internationale målinger og de hjemlige tilfredshedsundersøgelser.

Derfor er der rigtig god grund til, at politikerne på begge sider af midten hører godt efter, når organisationerne kommer med konkrete forslag til forbedringer.

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere